Læsetid: 5 min.

I en rationel verden

Den muslimske vrede er helt ude af proportioner. At være vred betyder ikke, at du har ret
7. februar 2006

Det burde ikke være nødvendigt at sige det, men i en stadigt mere ophidset atmosfære går simple sandheder ofte tabt: At være vred betyder ikke, at du har ret.

I de sidste par dage er muslimske protester over en dansk avis' offentliggørelse af tegninger, der forestiller profeten Muhammed, vokset til voldsomme gadedemonstrationer, trusler om kidnapning af og mord på, europæere, et bombeangreb på et fransk kulturcenter i Gaza og indtrængen i den danske ambassade i Jakarta. Arabiske regeringer har kaldt deres ambassadører hjem fra København, redaktører, der har bragt tegningerne i Frankrig og Jordan er blevet fyret, og meget tyder på, at balladen når samme hysteriske højder som sagen om De sataniske vers for 17 år siden.

Der er ingen tvivl om, at mange muslimer er vrede, men hvad ingen af deres ledere har haft held til at forklare er, hvordan tegningerne kan retfærdiggøre dette voldsomme og forsinkede raseri.

Over hele den muslimske verden lever millioner af mennesker under elendige forhold, nægtet de grundliggende menneskerettigheder som ytringsfrihed, retfærdige domstole og forbud mod tortur. Og offentliggørelse af en snes tegninger i den danske avis, Jyllands-Posten, som de fleste muslimer end ikke havde hørt om indtil sidste år, langt mindre læst, ændrer ikke disse omstændigheder overhovedet.

Og det er jo ikke fordi, de blev bragt i en muslimsk publikation; islam forbyder billeder af profeten, men ikke-muslimer har ikke mere pligt til at følge dette forbud end jeg, en ikke-kristen, kan forventes at følge pavens forbud mod svangerskabsforebyggelse. Det synes ikke en gang som om, det muslimske raseri i denne sag er særlig konsekvent:

Hvor er protesterne mod nordfrisen på Højesterets bygning i Washington, hvor man ser Muhammed i basrelief mellem Karl den Store og den byzantinske kejser, Justinian? Sendte muslimske ledere de troende ud på gaden i tusindvis i juli 2001, da profeten blev skildret som superhelt i et afsnit af South Park? Et år senere blev der fremsat trusler imod San Petronio-kirken i Bologna, hvor en freske af Giovanni da Modena viser Muhammed i helvede. Ved den lejlighed, hvor vreden var rettet mod et tidligt renæssancemaleri, blev det afvist som noget, islamiske ekstremister stod bag.

Rushdie og van Gogh

Når vreden rettes mod en avis og en demokratisk europæisk stat, får vi besked på, at vi skal lytte til muslimernes sårede følelser, uanset hvor ubehersket der gives udtryk for dem.

I virkeligheden er de danske tegninger mindre provokerende end meget af det anti-semitiske materiale, der med jævne mellemrum cirkulerer i muslimske lande. Men der er ingen tvivl om, at der i denne sag står liv på spil, som der gjorde, da Salmon Rushdie blev dødsdømt af en iransk præst i 1989.

Rushdie blev tvunget til at gå under jorden, og vrede muslimer vendte deres raseri mod andre, mere tilgængelige stedfortrædere som f.eks. Rushdies japanske oversætter, Hitoshi Igarashi, der blev stukket ihjel i Tokyo i 1991. For 15 måneder siden blev Theo van Gogh, en hollandsk filminstruktør der havde lavet en kontroversiel film om kvinder og islam, myrdet i Amsterdam af en islamisk ekstremist.

I en rationel verden ville ingen reagere på en film, en tegning eller en roman ved at true med at dræbe ophavsmanden, langt mindre uskyldige mennesker, der tilfældigvis har samme nationalitet som vedkommende.

I en rationel verden ville ingen boykotte et land som Danmark, der er demokratisk og respekterer menneskerettighederne - samtidig med at de med glæde modtager støtte fra nogle af verdens værste regimer - lande, der har kaldt deres ambassadør hjem omfatter Saudi Arabien, et brutalt teokrati, hvor folk straffes med afhugning af lemmer og piskning, og Syrien, en af de mest notoriske torturstater i Mellemøsten. Også med i koret af fordømmelser er to terrororganisationer, Hamas og Martyrbrigaden al-Aqsa.

Ej en civilisationskonflikt

Lige som sagen om De sataniske vers, passer balladen nu de repressive regimer ganske godt, hvilket er grunden til at initiativet dengang blev taget af Iran, en stat, hvor et præstestyre har vetoret over hvem, der kan deltage i valgene (og som på det seneste er begyndt at hænge unge homoseksuelle offentligt).

Sådanne stater ved, at ved at opildne til had mod fremmede publikationer eller forfattere tager de luften ud af problemer på hjemmefronten og sikrer, at de selv forbliver ved magten. Derfor tvivler jeg ikke på, at sagen ikke er, hvad den synes at være, men afleder den offentlige vrede fra de virkelige problemer i Mellemøsten.

Men sagen har også en alvorlig følge for muslimer i Europa, idet den synes at understøtte ideen om, at der finder et sammenstød sted mellem civilisationer i Øst og Vest. Hver gang en muslimsk leder viser sig på tv eller taler i radioen og forlanger, at engelske aviser afstår fra at vise de danske tegninger, undrer titusindvis af ikke-muslimer sig over, hvorfor vi skulle give efter for et så åbenlyst krav om censur. Kristne ledere har tidligere gjort det i dette land, men ikke i meget lang tid, til stor fordel for samfundet som helhed.

Denne konflikt står ikke mellem civilisationer, men mellem før og efter oplysningstidens ideer om religionens plads. Før den franske revolution hånede forfattere og satirikere religionen på eget ansvar, og kampen for at frigøre ideer fra det autoritære greb om den organiserede religion fortsatte langt ind i det 20. århundrede. Nu er kampen født på ny, med muslimske ledere i Europa, der forlanger den specielle status for islam, som kristendommen engang nød.

Lovforslag nedstemt

Uanset om vi er moderat troende, agnostikere eller ateister må vi gøre os klart, hvad dette betyder, nemlig overgivelse af fornuft som princippet bag den offentlige debat til den uhindrede udøvelse af det irrationelle.

I løbet af ingen tid vil det føre til absurde forsøg på at formilde sårede følelser og et veto fra religiøse ledere mod vittigheder, tegninger, satire - nøjagtig det de ikke opnåede i Parlamentet i sidste uge, da vigtige dele af regeringens uovervejede forslag om at forbyde tilskyndelse til religiøst had blev nedstemt.

Jeg er stolt af min egen rolle i kampagnen mod lovforslaget og af det faktum at jeg lever i et åbent, tolerant, demokratisk samfund. Hvad britiske muslimer burde spørge sig selv om, er ikke hvordan de kan forhindre offentliggørelsen af et par tegninger, men hvorvidt de ønsker, at deres ledere skal have held til endnu en gang at få dem til at fremstå som værende uden nogen som helst sans for proportioner.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her