Læsetid: 5 min.

Rauschenbergs 'Combines' forandrede kunsten

Næst efter Picasso var Robert Rauschenberg den kunstner, der opdagede mest i det 20. århundrede, siges det. Nu kan værkerne fra hans Combines-periode beskues i Moderna Museet i Stockholm, som for over 40 år siden spillede en væsentlig rolle for hans gennembrud
21. februar 2007

Med åbningen af Moderna Museet i Stockholms store udstilling Combines af Robert Rauschenberg får museumsgæsterne mulighed for at få indblik i et afgørende skifte i den moderne kunsthistorie.

Om Robert Rauschenberg er der skrevet meget, og over hundrede udstillinger er tidligere blevet vist med denne kunstner. Men aldrig før har nogen vist en samlet udstilling af de værker af Rauschenberg, som danner netop denne overgang fra maleri til en kombination af maleri og skulptur eller af liv og kunst. Det er just fra disse kombinationer, at begrebet combines er taget, og udstillingen er da også blevet etableret med henblik på at dokumentere denne periode, der strækker sig fra 1954 til først i 1960'erne.

Robert Rauschenberg, født 1925, er trods et skrantende helbred fortsat aktivt udøvende med hjælp fra assistenter og er i dag bosat i Captiva i Florida. Han anses sædvanligvis for en af det sene 1900-tals mest betydningsfulde kunstnere. Og netop med sine combines skulle han komme til at omdefinere amerikansk kunst. På et tidspunkt, da den abstrakte ekspressionisme var det herskende stilideal på den amerikanske kunstscene, skabte Rauschenberg et nyt rum mellem maleri og skulptur og mellem performance og objekt. Men frem for alt slap han verden og ikke mindst gaden ind i kunsten igen og genoptog den dialog med omverdenen, som de abstrakte ekspressionister afviste.

Combines fødes

Den amerikanske kunstner Jasper Johns skal en gang have sagt, at næst efter Picasso var Rauschenberg den kunstner, som opdagede mest i det 20. århundrede. Med combines opstod der en blandingsform, hvor maleri og skulptur blev til ét, og hvor Rauschenberg efterhånden begyndte at inddrage genstande som billeder, dokumenter, tøj, metal, skrot og alskens mere eller mindre mystisk tingeltangel.

Hele denne overgang og forvandling for Rauschenberg tog egentlig sin begyndelse, efter at han var blevet berømmet af kritikerne for sine abstrakte hvide (1951) og sorte malerier (1951-53). Efter at have fuldent disse serier ville han koncentrere sig om nye farver og valgte rød, som blev betragtet som vanskelig at arbejde med. I 1953 begyndte han så at male sine røde malerier, som i begyndelsen var abstrakte, men lidt efter lidt begyndte der fra 1954 pludselig at dukke genstande og billeder op i disse malerier.

Aviser, tøj og personlige genstande kom til, og de første combines er faktisk selvbiografiske og selvportrætter med indslag af billeder og genstande, som refererer til Rauschenbergs egen livshistorie.

Samtidig begyndte Rauschenberg at bevæge sig væk fra todimensionelle malerier med collagebestanddele til fritstående skulpturer og vægstykker med tredimensionelle genstande, som gør sig fri af rammen. Dermed var kursen afstukket for en mangefacetteret eksperimenteren med overflade, form, farve og indhold.

Spontane overvejelser

De rigt strukturerede overflader på disse tidligere værker er senere gået hen og er blevet en straks signatur for Rauschenberg. Hans sene combines fra 1962-64 indeholder fortsat tredimensionelle elementer, men nærmer sig efterhånden hans næste fase, silk screen-maleriet.

Man skulle tro, at Rauschenbergs værk var helt spontant i sin tilblivelse, eftersom det udstråler en så høj grad af spontanitet. Naturligvis findes der også en sådan i form af bestemte indslag, men i udgangspunktet er hans værker særdeles velovervejede kompositioner.

I værkerne Factum I og Factum II polemiserer Rauschenberg tilmed imod Willem de Kooning og Jackson Pollock, som havde hævdet, at det spontane og impulsive kunne skabe stærke følelsesmæssige udtryk i det abstrakte maleri.

Rauschenberg udfordrede dem ved at skabe to næsten identiske værker, som giver indtryk af at være udtryk for spontan skaben, men i selve deres udgangspunkt er resultater af velovervejede beslutninger.

Mange har måske dårlige erfaringer med det, som undertiden kaldes 'skrotkunst', hvor alle mulige heterogene genstande føjes sammen til et værk. Der findes da også meget af den art, som er dårligt, men forskellen i relation til Rauschenberg er, at han besidder en slags absolut gehør, når det gælder både form og farve. Det er meget svært at finde et eneste værk hos ham, som slår over i ubalance.

Jeg vil sågar hævde, at der findes klassiske træk af maleri og komposition i Rauschenbergs combines.

Naturligvis er det svært med friske øjne at anmelde noget, som i dag er blevet kunsthistorie. Alligevel findes der et værk, som mærkeligt nok er en af hans første combines. Charlene er titlen, og det virker fortsat højst samtidigt og ville kunne udstilles på en hvilken som helst kunstbiennale og blive opfattet som nyskabende. Formodentlig er det også et af hans mest tidløse værker på denne udstilling. Som kritiker er der ikke andet for end at tage hatten af, bukke for og hylde 'Bob' Rauschenberg.

To centrale værker, hvor selve essensen i hele udstillingen kan siges at komprimeres, og som man skylder sig selv ikke at passere forbi, er Untitled fra 1954 og Odalisk fra 1955/58. Yderligere et centralt værk er Black Market fra 1961, som et eksempel på den kunstneriske udvikling og det dybe sociale engagement hos Rauschenberg.

Sidste chance

Da Rauschenberg gjorde sin entré på kunstscenen i New York med sine combines, var han noget nær ukendt i kunstkredse. Der skulle også gå en rum tid, før han fik anerkendelse i USA, og den vej gik bl.a. over Moderna Museet i Stockholm med en udstiling i 1961, hvis daværende chef, Pontus Hultén, var blandt de første til at for alvor at øjne hans talent.

Herfra vandt han siden terræn via Venedig og resten af Europa. Flere udstillinger med Rauschenberg fulgte efter på Moderna Museet, og et af de værker, som blev ladt tilbage her og som udgør et centralt indslag i også denne udstilling, er netop Monogram (eller 'Geden', som det hedder i folkemunde), som tilhører museets permanente samling.

På denne baggrund forekommer det helt selvfølgeligt, at denne udstilling, som er tilrettelagt af Museum of Contemporary Art i Los Angeles og tidligere har været vist i New York og Paris, nu runder af i Stockholm.

Højst sandsynligt er det en udstilling, som aldrig vil blive vist igen, eftersom mange af værkerne er alt for skrøbelige at flytte. Jeg kan derfor kun varmt anbefale og venligt opfordre dem, som har mulighed for at besøge Moderna Museet i Stockholm om at betragte de værker, som førte frem til et afgørende brydningspunkt i kunsthistorien.

Rauschenberg: Combines
Moderna Museet, Stockholm, til 6. maj

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her