Læsetid: 2 min.

Reaktionære røvhuller

25. januar 2006

Overværede Hamas' store valgdemonstration som var flot med alle de grønne flag, men deres 'Allahu Akbar!'-råb akkompagneret af lyden af maskingeværsalver fra højttalere på lastbilen var ubehagelige. Tirsdag er nemlig sidste dag, hvor partierne må føre valgkamp, og der var store demonstrationer og optog i gaderne. Hvorfor påkalde sig det guddommelige, når man opstiller til et parlamentsvalg? Hvorfor tro på nødvendigheden af ensretning og indskrænkning af rettigheder? Hvorfor bar alle kvinderne tørklæder? Palæstinenserne er faktisk ikke et specielt religiøst folk. Jeg vil gerne være forstående og tolerant og acceptere, at religion spiller en rolle for mennesker, jeg tror jo på en fri verden. Men jeg kan ikke føle andet end dyb modvilje, når jeg ser fundamentalistiske gutter agere på den måde.

Hamas står godt

Hamas forventes at få et rigtig godt valg, omkring 30 procent ligesom Fatah. Det er sådan set ikke mærkeligt, de er en stærk og klar opposition til Israel, de laver en masse socialt arbejde og er der, hvor folk er, og hvor folk har brug for hjælp. Ligesom det Muslimske Broderskab (som de er i familie med) i Egypten og islamistiske partier så mange steder i den arabiske og muslimske verden. Ja, der er mange gode grunde til det. Udover at levere en konkret vare til befolkningen, er en anden, at religion i hele verden spiller en stigende rolle i politik. En tredje er, at islamisme er en ideologi i fremdrift i en tid, hvor andre ismer lider en smule af metaltræthed, fordi de ikke plejes ordentligt. En fjerde er selvfølgelig konkret for Palestina, at landet er besat, og det er derfor helt legitimt at føre modstandskamp.

Men Palestina er så meget andet. Der er langt flere oppositionspartier, det politiske liv har ok vilkår sådan at forstå, at der kan laves politik (hvilket der ikke rigtigt kan i f.eks. Egypten). Og den overhængende fare er, at politik også her bliver domineret af religion på en måde, så Palestina-sagen bliver reduceret til et religiøst spørgsmål. Så tror jeg, at kampen for et frit og selvstændigt Palestina definitivt er tabt for verdensopinionen. Palestina-sagen er et spørsgmål om international ret, folkeret, menneskerettigheder og suverænitet. Og jo faktisk om en religiøs stat, Israels, illegitime besættelse af land.

Den diskussion havde jeg med en palestinensisk kvinde, som selv sagde, at hun da virkelig ikke havde lyst til en selvstændig stat, hvis det indebar, at de blev tvunget til at bære tørklæde og ikke måtte drikke alkohol. Amina var meget optaget af Hamas' popularitet, fordi hun er kvinderettighedsinteresseret. Hun var dødtræt af den udvikling, der plager store dele af verden, sammenblandingen af politik og religion. Hun var tilgengæld overbevist om, at besættelse, undtagelsestilstand, ekstremerne og volden er med til at indskrænke den mentale bevidsthed og horisont, og det gør tilflugten til lette religiøse forklaringer større. Hendes ønske var befrielse. På begge måder. Og det kan jeg forstå. Der er sgu sjælesøstre over alt, uanset at der på overfladen er store kulturelle forskelle.

Trine Pertou Mach er valgobservatør, udsendt for Socialistisk Folkeparti til det palæstinensiske valg, der finder sted i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her