Læsetid: 3 min.

Real time kunst = live + teknik

Museet for samtidskunst i Roskilde imponerer med sit ambitionsniveau. Med udstillingen 'Get Real' trækkes virkeligheden ind på museet i real time, men beskueren overlades til en tryksag af den gammeldags slags
9. maj 2005

som den sprøde fortsatte knasen fra en kortbølgeradio, der ikke kan finde et signal.

Det er på ingen måde en oplevelse af samtidighed at ankomme til Museet for Samtidskunst, der holder til i Roskilde i Det Kongelige Palæ fra 1736 - lige ved Stændertorvet og som nærmest nabo til domkirken. Bygningens barokarkitektur afspejler ikke aktiviteterne indenfor, tværtimod. Fokus her er det (kunstneriske) felt, der med et lidt bedaget udtryk kunne betegnes som multimedia, men som samles under hatten: "ord, billeder, lyd". For selv om museet er blevet en af de førende eksponenter for den kunst, der bliver til i og med nye medier, viser udstillingshistorikken, at man ikke er blind for den tradition, som kunsten trods teknologiske nybrud indgår i.

Hvis museet var en bog, ville man betegne den som 'smal'. Men palæet har også huset mere populære udstillinger - med videokunstner A. K. Dolven og med Su-Mei Tse. Sidste år imponerede museet med udstillingen af Per Højholts mediekunst. Det er ikke uvæsentligt at minde om museets profil - for det gør sig gældende, at ikke alle udstillingerne er lige vellykkede - eksempelvis Det digitale Bauhaus sidste år - men at den insisterende interesse for at afsøge et nyt felt så rigeligt kompenserer herfor. Det er også tilfældet denne gang.

Solvinde via satellit
Med værket Solvindens Sang forsøger Jacob Kirkegaard sammen med Thor Magnusson at anskueliggøre lysfænomenet nordlys ved at omforme det til lyd - lyden af de magnetiske udladninger opdateres ved at hente information fra en satellit. Som beskuer kan man på et kort på væggen styre, hvorfra på den nordiske hemisfære man ønsker at høre magnetismen.

Internetkunst udlægges ofte som kunst, der finder sted på internettet. Men som udstillingens kuratorer Morten Søndergaard 0g Björn Norberg diskuterer i den (engelsksprogede) antologi, der udgives i forbindelse med udstillingen, så kunne man jo også dermed mene: kunst, der faciliteres af internettet. Altså kunst, der foregår real time et andet sted end der, hvor kunstværket er: "Jeg kan virkeligt godt lide ideen om museet som platform for en kunst, der foregår et andet sted," skriver Norberg.

Kuratorerne har hver sin forsøgsvise definition af, hvad real time kunst betyder. Norberg skriver, at real time kunst i sig selv er dynamisk: "Det skabes i real time og konsumeres af beskueren i real time." Søndergaard skriver, at real time reaktualiserer spørgsmålet om kunstens forhold til virkeligheden og minder om dens forgængere: Joseph Beuys, Nam June Paik og Fluxus-bevægelsen. Ret beset foregår enhver performance jo i real time. Kuratorernes udlægning lyder derfor: Real time = live + teknik.

Instant reality
Denne definition dækker ikke overraskende et overordentligt bredt spektre af udtryksformer. Svenske Arijana Kajfes har eksempelvis ladet 1.000 svenske enkroner undergå en elektrolyseproces, der omformer metallet - og dermed symbolværdien - fra en form til ingen form. Flere af de 16 kunstnere, der deltager, bruger webcams til at indsamle information, som omformes i værket. Det gælder blandt andet for Mogens Jacobsens You are my sunshine, hvor tilskuernes bevægelse danner solskin på et verdenskort, og for Steina Vasulkas Bent Scans, hvor videooptagelser af publikum underkastes tre forskellige digitale tolkninger, som beskueren oplever som forskudte og forvrængede projektioner.

Men der er også værker, hvor real time knap er et postulat. Eksempelvis Juha Huuskonens The Moment of long now, hvor et tv-signal vises 100 gang langsommere end normalt. Dette foregår også real time - og det oplyses, at kunstneren selv har programmeret softwaren. Men det er irrelevant, at det foregår real time, og kunne lige såvel have været en optagelse fra dagen før. Til tider virker fascinationen af at trække på information fra den anden side af jordkloden en smule altmodisch.

Med visse undtagelser har værkerne det problem, at de ikke fungerer uden brugsvejledning. Der er en glimrende folder, der forklarer, hvorfor og hvorfra værket henter den information, som fortolkes real time. Men at slippe museumsgæsterne løs på udstillingen uden en folder, ville være som at slippe en 20-årig løs i Sydøstasien uden Lonely Planet. Man forlader Det Kongelige Palæ nysgerrig på egne sanser - men det er en fornemmelse, som er svær helt at adskille fra den fornemmelse, som man forlader Experimentariet med. Det er sjovt - men det er ikke afgjort, at det er mere end det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu