Læsetid: 8 min.

Den realistiske idealist

Om Friedrich Schiller i anledning af 200 årsdagen for hans død
9. maj 2005

"Goethe var størst som digter, men Schiller var størst som menneske," sagde min tyske grandonkel. Det var stort set, hvad han vidste om Goethe og Schiller, men det havde han også lært grundigt i sin skoletid ved forrige århundredeskifte. Gennem det meste af 1800-tallet og længere blev Schiller fejret som tyskernes nationaldigter, mest energisk ved 100-årsdagen i 1859. Goethe ¿ jo, han havde skrevet Faust, så han var nok størst som digter, men Schiller havde skrevet de store tragedier og ballader om dødsforagtende mod og offervilje, så han var størst som menneske. Den klassiske tyske samling af bevingede ord, Büchmann, har i stribevis af sentenser af Schiller. Og så førte Schiller et forbilledligt familieliv og levede ikke på polsk som Goethe, noget Schiller selv også havde svært ved forlige sig med. I brevvekslingen mellem de to sender Goethe altid hilsener til Schillers kone, men Schiller aldrig til Goethes, for hun blev først lovformelig efter Schillers død. Men frem for alt:

Goethe var ikke fri for at beundre Napoleon og at rynke på næsen ad de tyske befrielseskrige. Schiller derimod - sagde man - havde altid været national, især i det store digt Klokken, som viste tyskerne, når de var bedst: forenet i fælles bestræbelse, herunder i at foretrække ro og orden frem for revolutioner som i Frankrig. For når den slags begynder, "så bliver kvinder til hyæner", som der står i digtet. Schiller havde også skrevet Wilhelm Tell - om et folk, der tilkæmper sig sin frihed. Det var ganske vist ikke det tyske, men det schweiziske folk, og Tell hævner en især personlig krænkelse.

Strengt taget kunne man ikke vide, hvad Schiller ville have ment om de tyske befrielseskrige 1813-15 og den senere nationale samling, for han døde den 9. maj 1805 i en alder af kun 45 år. Men netop derfor var der frit slag for udlægninger. Det er rigtigt, at Schiller langt oftere end Goethe fører ordet "tysk" i pennen. Men det er også rigtigt, at han i 1790'erne sammen med Goethe skrev en række epigrammer, og i et af de mest berømte opfordres tyskerne til at lade være med at være så optaget af, om de er en nation, og hellere koncentrere sig om at blive mennesker, slet og ret. Det epigram blev ikke citeret så meget, eller også skød man det Goethe i skoene; men det er en ganske god nøgle til at forstå Schillers og hans tids dobbelttydige bidrag til tysk åndshistorie.

På den ene side advares mod en forveksling af det nationale og det almenmenneskelige, som var ved at komme på mode og nu er kommet det igen f.eks. i Danmark. På den anden side inviterer opfordringen til at blive mennesker - almenmenneskelige, hævet op over det tilfældige - til at se bort fra alskens politik og kun beskæftige sig med højere materier. Da Schiller omtrent samtidig grundlagde et tidsskrift, meddelte han, at det ville optage artikler om alt muligt, dog under ingen omstændigheder om "statsreligion og politiske indretninger". Men ligeledes samtidig - i 1795 - skrev han i sit essay Breve om Menneskets æstetiske opdragelse, at skabelsen af en sand politisk frihed ville være "det største af alle kunstværker".

Hvad Schiller forstod ved politisk frihed, var imidlertid snarest frihed for det, der nu går under betegnelsen politik. Hans drøm om en stat gjaldt en "æstetisk" stat, dvs. en stat skabt efter de højeste principper, dem der gjaldt i kunsten: en stat, der ikke repræsenterede særinteresser, men inkarnerede den menneskelige utopi. Schillers æstetiske opdragelse (og stat) er slet ikke først og fremmest æstetisk i ordets moderne betydning. Den er etisk - eller den ophæver grænserne mellem det æstetiske og det etiske.

Skulle mennesket en dag nå så vidt - og det skulle det -, ville religionen ikke længere være nødvendig. Schiller foregriber med andre begreber Marx' kritik af religionen. Marx taler om religion som smertestillende medicin (opium); Schiller erklærer, at hvis menneskene lever op til det guddommelige, ja, så er det realiseret på Jorden og behøver ikke at fremtræde i særlig form. Også ellers foregriber Schiller Marx: Det sjette af hans breve om menneskets æstetiske opdragelse modstiller den græske oldtid og den moderne europæiske verden og er en beskrivelse af det, Marx siden skulle kalde "fremmedgørelse".

Rigtig nok var vejen ud af fremmedgørelsen for Schiller ikke en social revolution, men en - ja, æstetisk opdragelse, som bestod i at styre efter den frihed, hvis afglans kunne ses i kunsten, som var skøn, fordi den var fri for hensigt, formål, bagtanker. Frihed var ikke identisk med frit valg, og da slet ikke på alle hylder. Frihed var at bringe sig i overensstemmelse med de almene værdier, med det "sandt menneskelige". Det kan man se overalt i hans værk, bl.a. i det omtalte Wilhelm Tell (1804), hvis titelperson faktisk ikke deltager i schweizernes politiske oprør mod habsburgerne, men først griber til våben, da guvernørens krav om, at han skal skyde et æble af sin søns hoved, krænker hans værdighed som menneske. I Don Carlos (1787) er den frihed, helten markis Posa beder sin konge om, heller ikke politisk frihed, men "tankefrihed" som dens første og vigtigste forudsætning.

I 1784 hævdede Immanuel Kant, at politisk frihed, som man fandt den f. eks. i Nederlandene, tvang de gode hoveder til kun at tænke i politiske baner, og at man var friere under Frederik den Store i Preussen, hvor man kunne tænke over hvad som helst. Det er det nemt at gøre grin med. Når man har gjort det, kan man filosofere over, hvor meget f. eks. medierne i dag sætter rammerne for, hvad og hvordan vi overhovedet kan tænke. Kants bemærkning er ikke kun underdanig, den er også ideologikritisk. Det er det aspekt, Schiller videreudvikler i sin afstandtagen fra politik. I tysk historie skulle en sådan afstandtagen siden vise sig skæbnesvanger, fordi den overlod politikken til sig selv som ren magt- eller 'real'-politik. Det ville Schiller næppe have set på med blide øjne.

For Schiller var idealist i både filosofisk og moralsk forstand. Filosofisk: Det er ånden, som skaber sig sin krop, siger Wallenstein i Schillers drama om ham (1799-1800). Før noget er til i virkeligheden, har det været til i ånden. I et lille digt om Columbus hedder det ligefrem, at hvis Amerika ikke havde eksisteret før, så kom det til det, fordi han var på vej (Schiller ser taktfuldt bort fra, at Columbus var på vej til Indien). Moralsk: Schiller beundrede dem, der stræbte efter frihed ikke kun for sig selv, men også for andre. Posa i Don Carlos kæmper for nederlænderne - og i sidste instans også for spanierne, som bliver ringere af at undertrykke andre. I sit værk om Trediveårskrigens historie (1790-92, stadig værd at læse) priser Schiller Gustav Adolf af Sverige for dennes indsats for også de tyske protestanters sag.

Men Schiller var ikke "kun" idealist, han var også realist. Hvor meget end ånden skabte sin krop, så var der en krop. At den kunne være genstridig, vidste Schiller alt om, både fordi han havde læst medicin, og fordi han det meste af sit voksne liv var kronisk syg. At kroppens genstridighed ikke blot kunne negligeres uden også at kompromittere idealet, vidste han også. For enden af sin afhandling Om naiv og sentimental digtning (1795) sammenligner han ikke kun måder at digte på, men også mennesketyper: Realisten "viser sig som menneskeven uden at have nogen særlig høj forestilling om menneskene og det menneskelige; idealisten tænker så stort om det menneskelige, at han står i fare for at foragte menneskene."

Om det problem kredser hans store dramaer. Idealisten Posa bruger sin ven Carlos som redskab. Wallenstein har måske og måske ikke et højere formål med at forråde kejseren, og Octavio Piccolomini, som redder kejseren, forråder til gengæld Wallenstein. I bogen om trediveårskrigen gør Schiller det klart. at Gustav Adolf ikke kun havde de tyske protestanter i tankerne, og om den franske konge Henrik IVs politik i tiden forinden hedder det: "Så længe visdommen alene satser på visdom eller stoler på sine egne kræfter, udkaster den ikke andet end luftige planer, og den står i fare for at blive til grin for verden - men den er sikker på et heldigt udfald, og den kan regne med bifald og beundring, så såre den i sine åndrige planer finder en rolle til barbari, overtro og havesyge, og omstændighederne tillader den at gøre egennyttige lidenskaber til værktøjer for sine skønne formål." De ideale planer kan og må gå ad mange krumme veje. Men på dem farer de særdeles ofte vild. Hvor hensigten skulle hellige midlet, ender det med, at midlet vanhelliger hensigten.

Schiller vidste, hvad magt var, og han vidste, hvad politik var. Magten havde han erfaret som undersåt i et enevældigt regeret hertugdømme, som han havde måttet flygte fra for at kunne publicere. Politikken havde han lejlighed til at iagttage senest fra den franske revolution og et stykke ind i napoleonskrigene. Ikke desto mindre fastholdt han tanken om menneskets mulighed for at vokse ud over sig selv, omend hans tragedier også viser, at det kun sker i så ekstreme situationer, at helten må betale med livet. Wallenstein er i et og alt beregnende - undtagen i det afgørende moment, hvor mistro og beregning kunne have reddet ham. Maria Stuart (1800) erkender i sit fængsel, at den magt, hun har haft, beroede på sex og charme og ikke var udtryk for frihed. Da hun bliver henrettet ikke for de forbrydelser, hun måtte have del i, men for en, hun ikke har begået, løfter hun sig i døden op over alle dem, der muligvis har "ret", men ikke har ret til at have det.

Schiller taler moral, og Nietzsche foragtede ham for det. Men han prædiker ikke den billige moral, der ser bort fra de faktiske forhold. Til gengæld henfalder han heller ikke til kynisme. Hans afsky over forløbet af den franske revolution fik ham ikke til at affinde sig med de faktiske forhold og afskrive utopierne, men til at præcisere sin egen - den "æstetiske" opdragelse, som ikke kun var æstetisk. I slutningen af Wilhelm Tell siger en biperson: "Wer Tränen ernten will, muss Liebe säen"; den, der vil høste (glædes)tårer, må så kærlighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu