Læsetid: 3 min.

Rebeller til salg

17. marts 2000

Hvis man i 1994 var fremsynet og ville være med på noderne og have sin første email-adresse, kunne man allernådigst få lov at købe en 'cybernet.dk'-adresse i en snusket kælder på Falkonér Allé på Frederiksberg. Lokalet var fyldt med colaflasker, pizza-æsker og computerprogrammerende nørder. Hvad de sad og tastede ind på deres skærme var en gåde.
Resultatet af tastearbejdet i kælderen - søgemaskinen og internetportalen jubii.dk - blev i går opkøbt af den svenske virksomhed Spray for et trecifret millionbeløb. Handlen vil højst sandsynligt alene foregå på den måde, at jubii.dk's indehavere konverterer deres aktier til svenske Spray-aktier, der først bliver indløst, når Spray senere på året går på børsen. At der er tale om rigtig mange penge og en ualmindeligt god handel for jubii-drengene, er der ingen tvivl om. Vi har fået "et tilbud, vi ikke kunne afslå" som én af dem, Martin Thorborg, lavmælt udtrykte det i går.

Der har længe gjaldet et "Svenskerne kommer!" i den danske IT-branche, fordi alle er så ganske klar over, at svenskerne er langt mere end otte femtedele foran. Og man ser passivt til i stedet for at lære. I Sverige har man allerede gennemført det første store IT-ryk og tjent penge til at reinvestere eller opkøbe nye fremadstormende internetvirksomheder - f.eks. i Danmark. Listen over danske internetvirksomheder, der er røget over på svenske hænder er lang: MouseHouse, Icon Media Lab, Albatros, ELK og Networkers.
Én for én er danske virksomheder blevet opkøbt, mens vi i typisk dansk selvros har klappet os selv på ryggen og hyldet de virksomheder, der virkelig havde de kraftige startkabler fremme i midten af sidste årti. Eksempelvis jubii, der var meget hurtigt ude, og som den danske presse omtalte i hædrende toner, fordi her da endelig var en klar dansk succes. Det samme gjaldt de danske webbureauer, der ligeledes kippede meget tidligt med flaget, men ikke havde ambitioner, overskud eller lyst til at se ud over Danmarks grænser.

Men hvad er Spray så? Spray er et endnu yngre foretagende end jubii, og forhistorien er næsten identisk: I 1995 lejer en gruppe unge fyre i 20'erne sig ind i nogle tomme kontorlokaler i Östermalm-kvarteret i Stockholm. Naboerne beskriver dem som "neopunk skateboardere". De går i særdeles afslappet og ukonventionelt tøj og arbejder foran deres computerudstyr på de særeste tidspunkter af døgnet, mens de hører ret høj musik. Det bliver til en populær portal nøjagtig som jubii. Navnet er Spray. I dag, fem år senere, har virksomheden over 250 ansatte og en ejerandel på 30 procent i webbureauet Razorfish, og når det introduceres på børsen senere i år, er dets værdi anslået til 30 mia. danske kr.

Spray er ét internet-firma ud af mange i Sverige. I Stockholm alene er der 800. Den udvikling har sat sig sine spor på hele det svenske samfund. De purunge erhvervsfolk og dem, der går på handelshøjskoler og andet i den genre, har med ét fået en ny type idoler inden for forretningsverdenen: De progressive, anti-autoritære 30-årige, der reinvesterer deres penge i branchen i stedet for at lege yuppier.
Unge erhvervsfolk, der har meget lidt til fælles med den gamle tids direktører. Svenske undersøgelser viser, at de unge økonomers og handelsskolestuderendes drømmearbejdsgiver ikke længere er de store firmaer af Volvos kaliber eller konsulentvirksomheder à la McKinsey og Andersen Consulting, men unge, fremadstormende som Framfab - og Spray. De gamle er for kedelige og usexede.

Sammenlignet med de svenske IT-virksomheder er de danske gået mere end sukkerkolde på halvdistancen.
Og det er ærgerligt. For IT-branchen har potentialet til at sende chokbølger langt ind i det etablerede erhvervsliv og dermed gøre et arbejdsliv, der er langt mere frit og alsidigt, muligt.
I stedet for at de kommende generationer af økonomer og handelshøjskolefolk skal kede sig ihjel i A.P. Møller eller i Den Danske Bank, er der mulighed for at skabe en globalt orienteret selvstændighedskultur, hvor folk arbejder, fordi de synes, det er sjovt, udviklende og rebelagtigt. Den chance vil svenskerne ikke misse. Men det ender vi med at gøre i Danmark.
mad & os

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her