Læsetid: 4 min.

En redaktør vælger side

27. juni 1997

Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Lukasevangeliet 15.7

I BUND og grund kan man kun glæde sig over de meget lyserøde signaler, der nu udsendes fra den ene afdeling af Politikens store bladhus, nemlig den, der vender mest ud mod Rådhuspladsen. De kom til udtryk i de citater, vi bragte (25. 6.) fra chefredaktør Tøger Seidenfadens tale til medarbejderne på en konference for nylig. Ordene var ganske vist beregnet til indvortes brug, men Information har alligevel efter svære og samvittighedsfulde overvejelser valgt at trykke dem, fordi visse dokumenter ganske selvfølgeligt påkalder sig en større offentligheds interesse i og med, at det drejer sig om et vigtigt samfundsanliggende, og det derfor ikke kun er noget internt småsnak. Vi mener også - uden at vi dog helt kan vide det - at vi har opnået Tøger Seidenfadens stiltiende samtykke, uanset om han selv evt. personligt måtte mene det modsatte.
De meget lyserøde signaler fra den avis, der vender mest ud mod Rådhuspladsen, fortsatte i gårsdagens avis, med endnu et lyserødt signal, som ikke var til at tage fejl af:
1968 var en god ting.
Sådan stod der i en Politiken-leder om ungdomsoprøret i anledning af, at bladet på sine sommersider, akkurat som Information, har taget de glade og vrede dage fra dengang, der var Thy-lejr og Verdensbanks-demonstration, op til ny beskuelse.
Bortset fra, at 1968 slet ikke var en ting, men et årstal, som i dag symboliserer en mangeartet græsrodbevægelse, der voksede og voksede for til sidst ikke at vokse mere, var Politikens leder sandelig opløftende læsning. Det fastslås i dens tekst, at ungdomsoprøret dybest set førte "oplysningstidens radikalitet, frisind og fordomsfrihed igennem på kulturens og livsformernes område". Citat slut.

OPLØFTENDE er i sandhed denne sommervarme- og -venlige indstilling til fortiden. Ikke mindst på baggrund af, at dagbladet Politikens komplementære søsteravis, Ekstra Bladet, med sin noksombekendte flygtninge- og indvandrerkampagne på det seneste har taget et kraftigt ryk mod det sorteste højre. Godt at nogen trækker i den anden retning. Nuvel, pengene, som tjenes på begge aviser eller snarere på de dertil knyttede aktiviteter, specielt vistnok egenkapitalens forrentning, og hvad den slags hedder i finans- og budgetfolks terminologi, havner under alle omstændigheder i de samme aktionærers lomme. Eller investeres eller spares op. Om de kommer fra den sorteste reaktion eller den mest lyserøde spekulation, så havner de samme sted.

OK, DET går ikke så godt med Politikens økonomi på bladdriften. Tøger Seidenfaden har nu været ved roret i tre og et halvt år, og trods indførelse af en vældig erhvervsredaktion, trods udskiftning af en række chefer samt udskiftning af gamle medarbejdere, der kunne skrive, med nye, der ikke kan skrive, som Rifbjerg Petersen - eller var det Rifbjerg? - udtrykte det engang, er den af bestyrelsen ønskede Seidenfaden-effekt udeblevet. Den nedadgående oplagskurve er ikke blevet knækket.
Hvad mange tænkte og mange også sagde, da unge Seidenfaden blev chef, var, at han var fejlplaceret. Bortset fra et kort mellemspil som TV2-direktør kom han direkte fra en glorværdig periode som chefredaktør for Weekendavisen, som han havde banket grundigt op på, hvad man uden at ryste på stemmen kan kalde en ny-konservativ holdning.
Han ville have passet bedre som fornyende chefredaktør for Berlingske Tidende eller Jyllands-Posten, men sådan skulle det ikke være. Seidenfaden satte sig med sin ny-konservative ballast til rette på pinden på radikalerne Hørups, Brandes', Cavlings, PH's og såmænd også Rifbjergs gamle blad. Et gedigent stilbrud. Nu gjaldt det om at finde en grimasse, der ku' passe.

MED SIN historiske baggrund som frisindets vogter og med sit traditionelle engagement på de udsatte gruppers side i sociale spørgsmål, indtager Politiken en særstilling i dansk presse. Politiken er mere end en avis. Den er en kulturinstitution. Man taler spøgende om Bermuda-trekanten, som består af Gyldendal, Louisiana og Politiken. Nogle gange er Krogerup Højskole også nævnt som den ene af trekantens sider. Magtfaktorer i kulturlivet, men absolut ikke i den sorte ende af farveskalaen. Det er således af stor betydning for det danske kulturliv, hvilken holdning et blad som Politiken for tiden indtager. Og det ville være synd og skam, om den med sin erhvervslivseksponering faldt i et med tapetetet på de to andre morgenaviser.
Men sådan er det altså ikke, forstår vi nu. Hvis ord kan tale. Og hvis talere kan holde ord.
Med sin klare holdningstilkendegivelse har Tøger Seidenfaden modigt foretaget et af de største og mest synlige politiske ryk i nyere tid. Ikke siden Ralf Pittelkow rykkede i modsat retning, altså fra venstrefløj mod højre eller i hvert fald mod midten af dansk politik er noget lignende set. Den påstand vover vi, skønt Seidenfaden selv er af den opfattelse, at han altid har været kulturradikal.

ET ELLER andet sted havde man jo den formening, at Seidenfaden stod et eller andet sted i den samme lejr som sine arvtagere på Weekendavisen, folk som Bent Blüdnikow, Peter Wivel og Ulrik Høy. Og BT's Arne Notkin, tidligere Weekendavisen. De, som for nogle år siden etablerede en veritabel heksejagt på de tidligere studenteroprørere og 68'ere i al almindelighed.
Den formening er gjort grundigt til skamme.

Bjørk (Kristen Bjørnkjær)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her