Læsetid: 13 min.

Jeg blev reddet, da amor spændte ben

20. august 2005

Den 32-årige operachef Kasper Bech Holten kæmper for at vride sig ud af stress-kulturen og samler på de enkelte timer, hvor man er fuldstændig lykkelig

Kasper Bech Holten er netop vendt tilbage til det store operahus på Holmen efter syv ugers sommerferie oven på kraftanstrengelsen gennem det sidste år med indflytning i den nye kæmpebygning og som sluteffekt opsætningen af Wagners Siegfried.

Det har været syv hårdt tiltrængte uger, for arbejdspresset var i perioder så voldsomt, at det var ved at gå en smule ud over den stormende arbejdsglæde, som ellers er den 32-årige operachefs adelsmærke.

Da han var 10 år, opførte han hele Wagners Ringen som dukketeater sammen med sin bror - 14 timers opera. Nu har han om et år iscenesat hele Nibelungens ring på den kongelige scene oveni arbejdet med administration og chefjob og som kronen på et forrygende karriereforløb, der startede da han var en knøs på 19 år.

Europas yngste operachef, et sandt vidunderbarn og et meget venligt, meget talende og sprudlende engageret menneske. Så hvem skulle man spørge, om ikke ham, når det gælder drivkraften, der får ham til at tikke?

Vi sidder i et hvidt og noget sterilt kontor, der oplives af et lille forgyldt rokokomøblement, som slet ikke passer til det og egentlig heller ikke til det ydre billede af Kasper Bech Holten i sin pæne moderne habit, med sine blå, blå øjne og sit unge, blege og aldeles rynkefrie ansigt. Men tag ikke fejl, der er meget, der gløder bag de blå øjne. Også tanker om meningen med livet.

Og jo, det, der driver ham, motivationen i hans liv, har optaget ham meget det sidste par år, siger han. Han har gjort sig mange tanker om at tage sig tid til livet i den periode.

"Jeg har jo altid været en arbejdsnarkoman, der var drevet af begejstring og passion for det, jeg lavede. Og jeg har, som de fleste mennesker omkring 30, fået brug for at stoppe op og tænke over, for hvis skyld jeg egentlig gør det her", siger han.

"Jeg tror, jeg har fundet ud af, at meget af den karriere, som jeg er stolt af, og meget af det, som drev mig op gennem 20'erne, måske i lidt for høj grad var båret - ja, det er næsten banalt at sige det - men af et ønske om at blive set og at blive elsket."

Det har ikke noget at gøre med at han ikke har haft en tryg opvækst. Moderen, nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, og faderen, chefkonsulent på Danmarks Forvaltningshøjskole Henning Holten, blev skilt. Men Kasper fik masser af kærlighed og opbakning fra dem begge.

"Jeg har altid følt, og føler stadig, at jeg har været elsket 0g accepteret. Og da jeg som teenager valgte at interessere mig brændende for opera, blev der aldrig rystet på hovedet. Så det har undret mig, hvorfor jeg har haft sådan et behov for succes og for at kunne præstere."

"Jeg tror, at noget af baggrunden er, at jeg var meget dygtig i skolen, men jeg var også en lille smule - ja, jeg vil ikke sige socialt handicappet, men den generte type, der havde svært ved at snakke om følelser og vise, hvem jeg var."

"Jeg gemte mig bag de gode karakterer - de var min identitet. Jeg var noget på skolen og jeg blev set, fordi jeg var dygtig. Og jeg fik megen opmærksomhed og ros af de voksne og kunne imponere dem med mine gode karakterer og min interesse for opera - det var jo meget voksent, næsten lidt gammelklogt. Hvor imod det at være jævnaldrende med mine jævnaldrende var noget, jeg havde meget svært ved."

- At imponere de voksne gav kærlighed, mente du?

"Ja, eller det, jeg tog for kærlighed. For egentlig tror jeg aldrig, det var det, jeg blev elsket for. Men det har jeg nok selv troet - eller misforstået."

"Jeg oplevede at få så meget succes på det, at jeg inde i mig selv oplevede en kobling til, at det er altså derfor, folk vil have, at jeg er her. Det er derfor, jeg får den kærlighed og tryghed - og derfor, jeg fortjener at være her."

"Der skete så ydermere det, at da jeg blev voksen og begyndte at arbejde med opera, gav det mig virkelig meget socialt. Det lærte mig at åbne op, for det at være instruktør er jo et meget kommunikerende fag. Jeg lærte at arbejde med mine følelser, blev meget mere uadvendt og fik løst en masse ting...

- Det blev en form for terapi?

"Ja, men i så fald en lidt farlig form for terapi, fordi det lærte en, at kun hvis man er en kunstnerisk succes, er man noget. Det var meget kendetegnende for mig, at når jeg var til fest i teaterkredse her i Danmark, var jeg festabe og havde det pragtfuldt. Alle vidste jo, hvem Kasper Holten var. Men når jeg var til fest i udlandet, syntes jeg det var frygteligt og blev til en lille genert dreng, der ikke turde snakke med nogen."

"Det farlige ved den proces er, at man rent kunstnerisk bliver afhængig af succes. Det underminerer ens egen kunstneriske kreativitet - og betyder, at jeg måske havde en tendens til at glemme at nyde at lave det, jeg brændte for."

"Hvis man laver det for andres skyld, glemmer man at stoppe op og tænke: Hvorfor vil jeg gerne lave La Traviata eller Figaro? Eller en kæmpe Wagneropsætning til mange millioner kroner? I de sidste år er jeg begyndt at søge indad efter følelsen af, at det her gør jeg for min egen skyld. Og det har været fantastisk befriende, fordi jeg nu tør være mig selv og tør være mere original i mine forestillinger."

"Og det mærkelige er, at efter at jeg er holdt op at prøve at regne ud, hvad folk vil have, har jeg fået meget bedre anmeldelser."

- De kan lide, når du tør lade Rhindøtrene svømme rundt i et kæmpemæssigt akvarium?

"Ja, de lidt mere originale billeder kommer nu, fordi jeg har fået modet til at sige: Hvordan kunne jeg godt tænke mig at se Rhinguldet - og så sætte det op på en scene."

- Nu fik det jo en flot modtagelse - men hvordan havde du klaret en fiasko?

"En fiasko i retning af, at en forestilling får dårlige anmeldelser, ville jeg sagtens kunne klare og det har jeg også prøvet. Men en fiasko i retning af, at hele mit drømmeprojekt med at være operachef og styre den her biks i god retning gik galt, ville da sætte sig spor i mit liv. Det at finde en mere indre drivkraft hænger stadig sammen med, at jeg gerne vil lykkes med det her. Og jeg ville jo være ked af, hvis min personlige lyst skulle drive hele Den kongelige Opera i havnen..."

"Jeg oplever sådan en mærkelig blanding af, at nok er jeg blevet mere hårdhudet over for, om nogle anmeldere synes, det er noget mærkeligt noget, jeg laver - men til gengæld er det blevet mere personligt for mig. Tidligere kunne jeg godt lide at gå ind og se mine forestillinger - men med Siegfried var jeg faktisk kun med til premieren. Jeg havde ikke lyst til, at alle disse mennesker skulle sidde og se på og bedømme det, jeg havde stillet frem. Det må have ramt en mere personlig nerve, siden jeg pludselig blev så følsom om det."

- Du har siden du var ganske ung været totalt opslugt af dit arbejde. Nu har du mødt en ung kvinde fra en helt anden verden - tv-værten Kamilla Gregersen, som nu hedder Kamilla Bech Holten. Det har vel også ændret nogle ting?

"Der er ingen tvivl om, at den største begivenhed i mit liv var at møde kærligheden - i min kone. Det har ændret mit liv radikalt, og det er alt andet lige grundmotoren i de forandringer, jeg har oplevet."

"Netop følelsen af ikke at kunne være min alder og kun at være noget gennem at imponere, ændrede sig radikalt. Jeg må tilstå, at jeg var kommet til et punkt, hvor jeg tænkte, at det aldrig ville lykkes for mig at finde kærligheden og at der ikke var nogen, jeg kunne blive hos - og så pludselig mærkede jeg denne enorme sårbarhed og skrøbelighed og angst for at miste, da jeg mødte Kamilla."

"Det havde en mægtig betydning, at et andet menneske på godt og ondt kunne gøre mig så lykkelig og så afgrunds-usikker på en gang - og samtidig vide, at jeg blev elsket for at være den, jeg var."

"På en måde var det nok meget sundt, at Kamilla aldrig havde været specielt opera-fan og ikke var imponeret af mig, fordi jeg kunne en hel masse på det område - hun var faktisk i starten ikke helt klar over, om det nu var opera eller ballet, jeg arbejdede med. Og mødet med hende har netop været grunden til,at jeg er begyndt at søge efter drivkraften til hvorfor jeg gør de ting, jeg gør."

"Jeg tror, jeg nu i mindre omfang er nødt til at søge efter en 'ydre' kærlighed, fordi jeg simpelthen føler mig grundbekræftet af, at jeg har mødt en jævnaldrende kvinde, og at jeg kan mærke, at der er en kærlighed mellem os, som er det vigtigste."

- Har du før i tiden været så optaget af operaen med dens store følelser som en slags substitut for livet selv?

"Ja, jeg tror nok, at en af grundene til, at jeg allerede som 10-årig begyndte at interessere mig for opera var, at jeg havde det lidt svært med den side af livet. Der lå en eller anden form for afløb i det."

- Du er vokset op i meget trygge, men også meget velordnede rammer. Har der ubevidst været en trang mod vildskab og drama i dig?

"Ja, jeg har været meget dygtig til at gøre mig selv voksen med de voksne og har derfor i operaen søgt det drama, man ellers føler i forhold til sine jævnaldende - tvivlen, kærligheden, alt det. Det var ikke hos dem, jeg fandt min bekræftelse, men hos voksne, så derfor har jeg simpelthen inde i mit hoved programmeret, at jeg skulle være den pæne deng."

"Den dag i dag, 32 år gammel, kæmper jeg stadig alt for meget med, at jeg skal være en pæn dreng og følelsen af, at ellers vil omverdenen miste interssen for mig."

- Og som chef kan man ikke kun være en pæn dreng?

"Man skal også kunne fyre folk og tage ubehagelige beslutninger og stå fast. Og det er hver gang en kamp for mig. Og også en af de sunde ting ved chefjobbet, var jeg bevidst om, da jeg fik det - fordi det ville tvinge mig til at gøre nogle ting, jeg ville hade - og at stå fast og sige: Sådan her er det."

"Men det er stadig et punkt, jeg skal udvikle - jeg er alt for pæn en dreng. Og for at vende tilbage til operaen som substitut i min barndom og tidlige ungdom - så har den også været et oprør mod at være den der pæne dreng."

"Dette drama, den irrationalitet,som præger operaens univers, alt det grusomme, fantastiske og storladne - og alt det vulgære også - her var det, jeg ikke måtte udtrykke, fordi jeg havde pålagt mig at være den pæne dreng."

"Det var jo også derfor, det var så fantastisk at opleve det hele fusionere, da jeg mødte min kone - og med et slag opleve sig selv helt ude i tovene og jublende lykkelig - alle de her følelser, som jeg havde gået og iscenesat og selvfølgelig også i større og mindre format oplevet nogle af i livet - men alligevel, pludselig at opleve, at det ikke var noget, der stod oppe på scenen, hvor man kunne styre lyssætningen. Operaen var ikke en substitut mere."

- Man oplever en stigende interesse for opera. Hvorfor tror du?

"I et skandinavisk samfund som vores, hvor vi baserer meget af vores opfattelse af verden på det rationelle, har vi brug for at få sparket hul i det velordnede billede af tilværelsen."

"Virkeligheden er jo ikke sådan. Mennesker opfører sig irrationelt, gør mærkelige ting, forandrer sig pludselig. Og man får lyst til at sige til folk, der aldrig har været i operaen: Snyd ikke jer selv for den oplevelse. Prøv det bare en enkelt gang. For selvom præmissen er dybt åndssvag, at man stiller sig op og synger til hinanden og at man maler nogle papkulisser - så har det med at synge sine følelser ud en magisk urkraft, som appellerer til noget dybt, dybt nede i os."

"Det dionysiske, som er modsætningen til vores apollinske verden, hvor det hele er så lyst og rationelt, er i familie med den gamle karnevalstradition, hvor man en gang om året får lov at slippe alle de ting løs - det er den funktion, operaen har."

- Tror du, man en dag har slidt sin begejstring op?

"Det er selvfølgelig noget, jeg selv spekulerer på. Kommer der en dag, hvor jeg ikke mere har den nysgerrighed og det engagement, der driver mig? Det tror og håber jeg ikke, selvom jeg selvfølgelig med alderen har fået lyst til at fordybe mig mere og bruge det, jeg har lært og erfaret på noget færre værker."

"Og jeg har fundet ud af en enkelt ting om mig selv. Om det er genetisk eller skyldes min opdragelse, ved jeg ikke - men jeg er et menneske, som grundlæggende er i et ukueligt godt humør."

"Bevares, selvfølgelig kan jeg da blive ked af det eller slået ud af kurs. Men selv i de sværeste situationer har jeg oplevet, at jeg reagerer med en tro på, at det nok skal gå og med at glæde mig over livet, og det, der skal komme."

- Og hvad er det vigtigste i det korte liv - udover opera?

"Jeg ved, at Kamillas tilværelse dybest set er vigtigst i mit liv, og at det, at hun kan få et godt liv, betyder mindst lige så meget for mig, som at jeg selv får det."

"Og så er der engang imllem de timer i livet, hvor man er fuldstændig lykkelig. Det er meget smukt beskrevet i bogen The Hours - og i filmen over den. Det kan være en morgen, hvor man står op og synes, alting lykkes. Det kan være en arbejdssituation. Man kan være alene eller sammen med nogen - men de der oplevelser af, at nu er livet bare dejligt...

"Nogle gange kommer de jo lidt oftere, nogle gange er der længere imellem. Men de kommer, de øjeblikke - og det kan være i perioder, hvor man dybest set har et forfærdeligt liv, hvor man er ramt af sygdom og ulykke og modgang - men alligevel kan der komme en time, hvor bare det at sidde med en kop kaffe og solen skinner på én, pludselig kan opleves som perfekt harmoni."

"Det gælder om at samle på de timer og indrette sit liv, så man skaber de rigtige rammer om dem."

- Det skulle du gerne have tid til. Har du det?

"Ja, det er jo det. Jeg er en del af den kultur, hvor vi stresser, har e-mails til rådighed og hvor telefonen ringer hele tiden. Men hvis man tror, at man hele tiden skal slås og knokle og løse en lang række projekter og så endnu et og derefter indtræder paradisets ro - så bliver man skuffet, for det øjeblik kommer aldrig. Det har vi for travlt til.

"Vi må huske, at lykken er til stede lige her - i selve arbejdsprocessen. Og man skal ikke tro, at belønningen kommer senere, og at det er forbudt at slappe af og nyde livet, før man har gjort både det og det til perfektion og sat ambitionsniveauet endnu et hak op."

"Det snakkede jeg også med mine medarbejdere om, da vi havde frygtelig travlt i sidste sæson og alle var presset helt i bund og fik den følelse, at vi havde for travlt til at være glade."

"Engang imellem må man være i stand til at sige, at det er godt nok, det her, som det er."

"Det er et valg, man selv træffer. Som man kun selv kan træffe. Og det kan blive for sent. Jeg har en ven, som er ældre end mig, i 50'erne, og jeg tror, han har arbejdet så meget, at han er ude af stand til at holde fri og sætte sig ned og være alene med sig selv."

- Det har mange mænd svært ved at indse?

"Ja, og jeg tror, at jeg blev reddet, da kærligheden kom og spændte ben for mig. Kamilla spændte ben for mig, da jeg kom løbende for fuld fart midt i den karriere og fik mig til for en gangs skyld at stoppe op og tænke: Vent lige et øjeblik. Jeg vil have tid til at leve sammen med den kvinde, jeg vil have tid til at tage på skiferie med hende. Jeg vil have tid til at sidde med hende under et træ."

"Det vil jeg altid være hende evigt taknemmelig for. Man har brug for, at nogen spænder ben for én og siger: Hvor er det egentlig, du er på vej hen? Hvem er det, du skal have medalje af? Og hvem skal man imponere, før man kan nyde livet?"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu