Læsetid: 12 min.

Reddet af alt for damerne

30. december 2005

Kastrup Lufthavn, februar, 1971. Kufferter. Ud af afgangshallen. Kulde. Mørke... sne...

"...og så fik jeg en hue knaldet ned over hovedet."

Manu Sareen sidder overrumplende uroligt på sin stol i et kæmpestort, tomt mødelokale på Københavns Rådhus, mens han genkalder sig sine første indtryk af Danmark. Han var kun fire år gammel, hindu og nys ankommet med sin mor fra Indien.

"Og så kan jeg huske julen. Min første jul, hvor jeg bare tænkte, hvad fanden sker der, mand? Det tænkte mine forældre også. Dengang var danskerne meget søde ved etniske minoriteter. Når vi gik på gaden, blev vi stoppet, fordi de ville røre ved vores hår. Man må sige, at den interesse sgu har fortaget sig siden. Men der var vi blevet inviteret hjem til juleaften hos en, der hed Arne. Prøv at forestille dig - man ved ikke, hvad juleaften er, og så står der et træ midt i stuen. Mine forældre kiggede vantro på det træ, haha. Det var oven i købet pyntet. Og jeg fik gaver. Jeg kan huske, at jeg fik et tog. Hvad fanden går det ud på, ikke? Jeg fattede ikke sammenhængen. Det var den første tid i Danmark... Nej, så husker jeg også, at mine forældre arbejdede helt ufatteligt meget. Den ihærdighed har gjort et stort indtryk på mig."

Manu Sareen er på vej videre. Om 50 minutter rejser han sig og løber mod døren for at nå til et udvalgsmøde et sted i den anden ende af bygningen. Hans mobiltelefon når at ringe et par gange inden da, men det er der ikke noget at sige til.

Ved kommunalvalget i november blev Manu Sareen, 38, valgt ind i Borgerrepræsentationen for Det Radikale Venstre med 4.417 personlige stemmer - det højeste antal som blev scoret af en opstillet politiker, der ikke var i spil om overborgmesterposten.

Men arbejdet på rådhuset - hvor tidskonsumerende det end er - er indtil videre blot en bibeskæftigelse, en forlængelse af hans øvrige arbejde. Han havde end ikke tænkt tanken, da partifællen Naser Khader opfordrede ham til at stille op ved valget i 2001 (hvor han kom ind med 947 personlige stemmer). Manu Sareen er uddannet socialpædagog med speciale i konfliktløsning og har arbejdet som integrationskonsulent i hovedstaden i adskillige år. Han er blandt andet tilknyttet Døgnkontakten, som er et krise- og rådgivningscenter for børn og unge i København.

Manu Sareens familie stammer fra Indien. Lige da han blev født i 1967, døde hans farfar og efterlod en fabrik, der lavede togdele, til sine to sønner. Men de var for unge og havde ingen erfaring med branchen, så efter nogle pauvre regnskaber besluttede de sig for at sælge virksomheden og rejse væk.

På en slags rekognosceringstur i Tyskland og Danmark blev Manu Sareens far gode venner med skuespilleren Elin Reimars bror og dennes kone, der varmt anbefalede ham at blive i Danmark. Kort efter ankom Manu Sareens mor til landet med sin lille søn. Sådan gik årene. Hårdt arbejde med diverse forretninger. Moderen var skolelærer ved siden af og arbejdede på et fritidshjem.

"De var meget driftige," siger Manu Sareen. "Der handlede i høj grad om, at 'nu er vi kommet her, og så skal vi også vise, at vi kan give den en skalle'."

Inden længe fornemmede han, at hans forældre meget gerne så, at han blev noget, som er prestigefyldt i indvandrerkredse: ingeniør, arkitekt eller læge.

- Overvejede du nogensinde at blive til noget af det, dine forældre gerne ville have, at du skulle være?

"Nej, aldrig. Aldrig, aldrig, aldrig."

- Hvad havde du så tænkt dig?

"Jeg havde ikke tænkt mig noget," kommer det prompte fra Manu Sareen. "Jeg ved stadig ikke, hvad jeg gerne vil. Jeg er 38 år, men sådan har jeg det. Det kan godt være, at jeg på et tidspunkt køber et gartneri og begynder at dyrke blomster. Jeg aner det ikke. Jeg har desværre aldrig haft et kald - det har jeg aldrig oplevet. Men jeg havde det fantastisk, da jeg begyndte at arbejde med børn i 1987. Der var lige et år, hvor min far spurgte, om jeg ville gå med ind i et tøjfirma, som han havde. Så droppede jeg børnene for en tid og gjorde det. Og jeg har aldrig været så ulykkelig i mit liv. Jeg følte et savn, og det var helt klart børnene og de unge og at arbejde med mennesker. Min far var godt klar over det. Da jeg mødtes med ham for at sige, at jeg gerne ville arbejde som pædagog, skulle han virkelig finde en grimasse, der kunne passe. Men han vidste, at det var det, der gjorde mig glad.

- Hvorfor gjorde det dig glad?

"Jeg var god til det. Jeg syntes, at de var søde og dejlige. Jeg elsker at arbejde med unge mennesker, og det gør jeg stadig. Jeg elsker det, jeg synes, at det fedt."

Manu Sareen fik øjnene op for de lyksaligheder, der er forbundet med livet som pædagog, da han som purung fik arbejde i en børnehave. Som cirka 22-årig blev han ved et tilfælde involveret, da der var konflikter med en gruppe indvandrerdrenge i Sundby Syd på Amager. Det var nogle unge drenge, der, som Manu Sareen formulerer det, "gik og kedede sig og fuckede området op". Han løste konflikten og blev shanghajet til socialt arbejde. Han var et naturtalent.

"Det var meget simpelt. Jeg gik ind og sagde, 'hey, mand, det her er jeres område. Pas på det i stedet for at ødelægge det!' Jeg vendte bare deres attitude," forklarer han.

Når Manu Sareen skal forsøge at sætte ord på sit talent for den bløde, sociale afdeling ud fra en psykologisk vinkel, nævner han, at han voksede op i en familie, der i næsten voldsom grad var præget af kvinder. Da hans far rejste fra Indien, var Manu Sareen alene med sin mor og farmor og moderens 10 søskende, hvoraf de ni var kvinder. Farmoren var politisk aktiv, og moderens familie var socialt engageret.

"Det har præget mig meget. Den sociale indignation omkring kvinders forhold kommer derfra, og jeg kan se, at der løber en lige linje. Så den kvindelige side har betydet helt vildt meget for mig."

Da Manu Sareen gik i folkeskole på Skolen på Islands Brygge, udviste han en hyperaktiv adfærd. Han var ualmindeligt rastløs. Med andre ord var han prototypen på en lille, besværlig rod, der let kunne komme i uføre. Det fortsatte i gymnasiet. Men mens mange af hans venner begyndte at ryge meget hash og flirte med kriminalitet, sagde hans mavefornemmelse ham, at han skulle lade være. Han havde også hjemmefra - med ret hård hånd - fået at vide, hvad der var rigtigt og forkert. I stedet kastede han sig over sporten og begyndte at spille fodbold og håndbold.

En af lederne i ungdomsklubben var landsholdshåndboldspilleren Morten Stig Christensen, som blev Manu Sareens første store rollemodel. (Morten Stig Christensen gjorde sig senest bemærket, da han som chef for sportsafdelingen førte kniven, da TV 2 fyrede Jørgen Leth som cykelkommentator i kølvandet på mediestormen om hans bog Det uperfekte menneske, red.)

"Det har betydet helt vildt meget, at jeg havde ham. Jørgen Leth eller ej, Morten Stig Christensen har præget mig på en sund måde, han har været med til at give mig en tilgang til livet," siger Manu Sareen.

Også på et andet punkt adskilte den unge Manu sig fra de andre rødder og deres macho-idealer: Han var et temmelig følsomt gemyt, som tidligt havde god kontakt med sine feminine sider. Samtidig fattede han overordentligt interessere for det modsatte køn. Han var vild med pigerne. Sin nysgerrighed stillede han ved at læse Alt for damerne og Kvinde, kend din krop.
– Hvordan kom det feminine til udtryk?
»Det gjorde det jo på den måde, at jeg i 7. klasse forlangte at være skolens Lucia-brud. Det fortalte jeg for nylig min datter, fordi hun også skulle være Lucia. Jeg læser stadig dameblade. Jamen, det gør jeg. Hvad skal jeg gøre ved det?«
– Hvad får du ud af at læse de blade?
»Det er det, fyrene har misforstået,« hvisker Manu Sareen indforstået, inden han svarer reelt på spørgsmålet: »Jeg har læst Alt for Damerne, siden jeg var 21. Jeg er gået troligt ned for at købe det – uge efter uge. Da jeg fik kærester, hustlede jeg helt vildt og lod som om, det var deres. Alt for damerne har lært mig at lave mad, fordi der er nogle fantastiske opskrifter i bladet. Men for mig er der også noget andet i det; jeg har levet i en hel anden indisk kontekst, hvor der slet ikke er kontakt med den slags, fordi kønsrollerne er meget anderledes. Da jeg så blev smidt for løverne i Danmark, forstod jeg ikke, hvad det handlede om. Jeg har fået utrolig megen viden om kvinder gennem Alt for damerne og Kvinde, kend din krop. Det var et indblik i en verden, som jeg var klar over eksisterede, men som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle gribe an. Der har ikke været nogen til at lære mig det. For vi italesætter ikke den slags på samme måde.«
– Hvornår læste du ’Kvinde, kend din krop’?
»Jeg stiftede bekendtskab med den første gang i 9. klasse, da jeg var kæreste med en pige, der hed Susanne Nielsen. Anden gang, jeg læste den, var i gymnasiet, hvor jeg havde to veninder, der hed Lisbeth og Hanne, som boede på Grønjordskollegiet... men det var i en ny udgave. Kvinder læser jo den bog for at finde ud af, hvordan de hænger sammen, og det kan mænd også gøre. Der er nogle etniske drenge, som jeg har arbejdet med, hvor jeg har anbefalet den til dem: ’Læs den bog, mand!’«

I dag er Manu Sareen gift med danske Anya fra Amager, som han mødte som 29-årig og har tre børn med.
»Det med kærligheden og kvinderne betød meget for mig. Det var der, jeg gjorde oprør mod mine forældre, da jeg var 16-18 år.«
– Så du har slet ikke tænkt i indiske hindu-baner?
»Nej, overhovedet ikke. Jeg har tænkt i... smukke kvinder-baner. Når man gør det, bliver man blind for etniciteten. Men det var
jo mine forældres tanke, at jeg skulle giftes.«
– Ifølge indisk tradition?
»Jaja, det er bare tradition og kultur. Man har ikke kærester, det er ikke acceptabelt. Det blev ikke italesat. Det hed sig bare, det lå i luften – og det er næsten det værste. Det værste var, at jeg så havde kærester i hemmelighed, fordi mine forældre ikke måtte opdage det. Men der kan man se, hvor kompliceret verden er, for en dag kom min mor hjem og spurgte mig, om jeg var homoseksuel. Haha. Der braste min verden simpelthen sammen. Fra da af begyndte jeg at tage mine kærester med hjem – selvfølgelig ikke dem alle sammen på en gang. Men så blev det alligevel et stridspunkt, selv om mine forældre begyndte at forstå det, for det havde det etniske miljø meget svært ved at acceptere. Så de har helt klart måttet lægge ører til mange ting, det er der ingen tvivl om.«
– Det må have betydet noget for dig, at dine første oplevelser med danskerne har været rigtig gode – i modsætning til de etniske minoriteter, som er 10-15 år yngre end dig.
»Klart. Det har jeg tit spekuleret over. Det er også grunden til, at jeg har lært sproget så hurtigt. Da mine forældre kom hertil, sagde folk bare, ’det er jeres ansvar, at drengen kan tale indisk – vi skal vi nok lære ham dansk!’ Og så, ’bang’, et halvt år i en børnehave, og så kørte det. Det har betydet meget.«
– Har du selv mærket, hvordan stemningen har ændret sig i forhold til dengang, I holdt jul hos ham Arne?
»Ja, det tror jeg, at alle etniske minoriteter har. Den der legalisering af at mene, at vi er nogle underlige mennesker, og af at man må sige, hvad man har lyst til om os, kan jeg godt mærke. Jeg har altid været tilhænger af at kalde en spade for en spade, og det gør man også i Danmark. Men man glemmer én ting: Når man gør det, har man også et ansvar for de mennesker, man omtaler. Der er mange danskere, som spørger, hvorfor de etniske minoriteter ikke føler sig som danskere. Det kan jeg sgu da godt fortælle dem: Hvis man skal føle et ejerskab, så skal der også være grund til det. Den følelse er der altså bare ikke nu.«
Da Manu Sareen stillede op til kommunalvalget i 2001, var det ikke med afsæt i sin baggrund som indvandrer. Han søgte ind i politik på grund af sine børns institutionsforhold. Alligevel er han qua sin ekspertise på området blevet sådan en, journalisterne ringer til, når de skal have en kommentar om integration. Så han er alligevel endt som indvandrerpolitiker.
»Det tager jeg på mig, fordi der også er en masse problemer, som skal løses.

Det ville være værre, hvis jeg ikke vidste noget om det. Min holdning er, at etnicitet ikke kvalificerer til en skid. Grunden til, at jeg ved noget om det her, er, at jeg har arbejdet med det over 13 år. I øvrigt kender jeg masser af danskere, som ved lige så meget om det, som jeg gør. Men jeg kan godt fortælle dig én ting: Jeg klapper i mine små indiske hænder, hver gang en journalist ringer til mig om noget andet end indvandrere,« siger Manu Sareen.
Det, der imidlertid har overrasket ham mest ved politik, er, at det ændrer en på alle ledder og kanter – og ifølge Sareen ikke nødvendigvis til det bedre.
»Man ændrer sind, man ændrer væremåde, man får på en eller anden måde taget sin uskyld, for det er en virkelig rå verden at være i. Marianne Jelved sagde engang, at hvis man ikke kan tåle at blive stukket i ryggen af sin bedste ven, så skal man ikke være i politik. Dengang tænkte jeg, at det var det mest latterlige, jeg nogensinde havde hørt. I dag kan jeg skrive under på det. Jeg har fået totalt hård hud af det. Se bare på konstitueringen (fordelingen af borgmester- og udvalgsposter på Københavns Rådhus efter valget, red.). Når det handler om magt og penge, så får det virkelig nogle sjove ting op i folk. Det værste, var jeg lige ved at sige. Det er virkelig en underlig verden.
– Hvordan har du ændret dig af at være i politik?
»Jeg er ikke så åben, som jeg har været tidligere. Jeg har altid stolet 100.000 milliarder procent på folk, jeg mødte. Det gør jeg ikke mere. Jamen, det er så forfærdeligt.«
– Er det nødvendigvis dårligt?
»Ja, det synes jeg, at det er. Alle de politikere, jeg kender på det her niveau, spørger jævnligt sig selv, om det er det værd. Der er bare en eller anden drivkraft i os, der gør, at vi bliver ved. Jeg ved ikke, om det er en kombination af narcissisme og masochisme, for vi arbejder også meget og er væk fra vores familier.«
»Så sent som i går tænkte jeg på, om det her skulle stoppe nu, og om jeg skulle lave noget andet og skrive mere. Det er også godt, for den dag jeg ikke bliver valgt ind, så lægger jeg mig ikke på gulvet og tuder. Da jeg blev valgt ind i Borgerrepræsentationen første gang, tænkte jeg, da jeg gik ind af døren: ’Manu, det her er lånt tid, det er ikke dit liv, du skal ikke hænge det hele op på det her. Nyd det så længe det varer, og på et tidspunkt kommer du ud igen’. For det gør man. Det gør alle politikere. De kommer stort set alle ud som tabere. Om det er Poul Nyrup eller Anders Fogh Rasmussen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her