Læsetid: 4 min.

Med Reenberg i midten

Og med Susanne Storm i sofaen med bagoverbøjet nakke: Så sitrer det erotiske begær på Stærekassen. Alligevel mister Pinter balancen
20. marts 2007

Månelyset er måske den mest præcise fortolkning af Pinters syrede sammenvævning af sandhed og løgn. Når tæppet går op for Hjemkomsten på Stærekassen, ligger den pinterske dagligstue hen i mørke. Alligevel lyser møblerne, som var de skåret ud af månestråler. Vinduerne blafrer forsinket, som om de bølger efter vindpust, der har blæst for længe, længe siden. Og det optiske videobedrag fuldendes af et voksende hul i dagligstuens væg: I dette øjeblik er man sikker på, at nu har man set 'sort lys'.

Men så skrues op for de umiskendelige 60'er-lamper, og så brydes magien. Virkeligheden er tilbage på scenen, hvor en lænestol er en lænestol. Og ind kommer Jørgen Reenberg og spørger: 'Hvor har du gjort af saksen?'

For endelig er Jørgen Reenberg tilbage på scenen. Gensynsglæden henrykker og skaber feststemning i parkettet. Hvilken diktion! Hvilke håndbevægelser. Hvilke strategipauser!

Hans sorte øjne plirrer under kasketten. Hans næse vibrerer med intuitiv GPS. Og så spidser han læberne flade som en lækkersulten dybvandshaj på strandtogt, sætter tænderne i sine sønner og bider lunser af deres fremtidsdrømme. Ahh...

Den opdukkende svigerdatter får han dog kun lov til at snuse til. Uanset hvor meget hans begærlige tænder løber i vand, så giver Susanne Storms betagende femme fatale ham så meget modspil, at han aldrig får lov til at komme tættere på hende, end det kys han selv prøver at række hende. Og hvor det dog klæder ham, sådan overrasket at blive holdt tilbage!

Susanne Storm læner sig bagover i sin stramtsiddende, lyserøde kjole med bølgende bryster og indforstået nakke mod det mørke hår. Hun er så indbydende erotisk og så fuldkommen vidunderligt fjern, at Reenbergs frustration er højst forståelig.

Samspillet mellem den 79-årige Reenberg og den 36-årige Susanne Storm minder dermed om scenerne mellem Reenberg og Sofie Gråbøl på Det Kgl. Teater. Dengang i Gengangere i 1999, hvor den gamle mester blev standset i sin stjernesolo af den unge, uimodståelige talenteksplosion foran ham. For the grand old man udviser samme velgørende hengivenhed.

Nej til pænhed

Hengivenheden den anden vej rundt, altså fra instruktøren mod Jørgen Reenberg, viser sig imidlertid at give forestillingen slagside. Emmet Feigenberg har tydeligvis villet skabe en Pinter-tolkning, hvor omdrejningspunktet er den gamle Max, der med verbalvold terroriserer sine tre sønner og sin bror. Men farligheden i stykket trues, fordi Feigenberg har iscenesat skuespillerne til at sidde på hver deres stol på række - med Reenberg i den brede lænestol på midten af scenen, med spredte ben og stokken klar til slag.

Denne opstilling fungerer fint som symbolbillede, men den klarer sig ikke som spændstig dramainstallation i flere timer. Hvor meget den end måtte være inspireret af Jørgen Reenbergs egen, roste iscenesættelse af den tre år yngre Pinters stykke på Café Teatret tilbage i 1984.

Karin Betz' scenografi gør ellers alt for at være netop dén ulidelige usmagelighedsramme, som stykket fordrer: Grim sofa, grimt askebæger og perfektgrimme underbukser til Jens Albinus. Lige som Edward Pierces månelys og Signe Kroghs underbevidsthedsvideo er med til at fremtrylle den uvirkelighed, som replikkerne udsiger.

Nej, jeg vil ikke

Selve iscenesættelsen kommer bare til at spænde ben for sine egne forsøg med at ramme Pinters drømmereplikker. Altså disse mærkelige replikker, hvor løgn og sandhed væves sammen, så en konkret virkelighed forsvinder.

Pinters personer har så travlt med at sige nej til hinanden. Det flyver med nej-replikker fra personer, der bliver spurgt om noget, de ikke vil - eller ikke er enige i. Feigenberg har instrueret de fleste replikker med faldende tonehøjde, også dem med nej. Men kun Susanne Storm er i stand til at sige på dem på den ligegyldigt-drømmende måde, der giver dem deres rette dobbelthed: 'Nej, jeg vil ikke!'

Visse freudianske Pinter-tolkere har travlt med at tolke denne svigerdatter Ruth som en overklassekvinde, der gennem mødet med underklassens brutale liderlighed kommer i kontakt med sine egne instinkter. Glem det her! Susanne Storms Ruth har kendt sin lidenskab længe før dette møde med Reenbergs mandeklan. Hun har bare ikke tidligere kunnet leve den ud...

Nej, ellers tak

Men alt i alt kommer forestillingen i ubalance. De glimrende skuespillere Jens Albinus og Thomas Bo Larsen som flabesøn og klogesøn - (hvad hvis de havde byttet roller, tænker man i et svagt sekund). Næsten konsekvent spiller de imod deres egne replikker. Albinus smiler skælmsk i sin vrede, og Larsen stivner apatisk i sin kynisme, så begge nærmest forsvinder ind i sig selv og bliver væk på scenen. Mærkeligt. Og hvad ligger der i instruktionens incestantydninger mod gammelfar, sådan à la Festen? Det forbliver utydeligt - eller unødvendigt.

Gamle, garvede John Martinus spiller overbevisende broderen som den evige voyeur med den korrekte munterhed. Men han får kun lov til at give Reenberg modspil i nogle få viskestykkereplikker, indtil han falder om som en træt cowboy i en western-scene, der burde være skudt om. Underligt.

Kun Jakob Cedergren som den boksende autistsøn bevarer intakte kejtefingre hele forestillingen igennem. Men hans diktion bærer ikke gennem rummet eller gennem replikkernes luder-madonna-malerier.

Derfor bliver det en urimeligt lang forestilling. Men altså med en museskinnende Susanne Storm, der glider hen over scenen lige så uvirkeligt virkeligt som lyset. Det Pinter-sorte lys.

'Hjemkomsten' af Harold Pinter (The Homecoming, 1964). Oversættelse: Jørgen Reenberg. Iscenesættelse: Emmet Feigenberg. Scenografi: Karin Betz. Lys: Edward Pierce. Video: Signe Krogh. Stærekassen til 24. maj. Kr. 310-90. www. kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu