Læsetid: 3 min.

Reform gør det lettere at lukke skoler

De forestående kommunesammenlægninger vil gøre det lettere at lukke skoler. Kommunalforskere efterlyser en politisk debat om skolestrukturen
25. april 2005

At varsle skolelukninger kan få enhver kommunalpolitikeres popularitetsbarometer til at dale faretruende. Men de forestående kommunesammenlægninger vil gøre det lettere for politikere at hente fremtidige budgetbesparelser på skoleområdet, mener kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole.

"Vi ved, at der vil komme en diskussion om, hvorvidt vi har brug for alle de skoler, vi har i dag. Den diskussion vil blive lettere at tage efter kommunalreformen, hvor den politiske situation er en helt anden," siger han.

Roger Buch peger på, at mens en kommunalpolitiker i dag vil lægge sig ud med omkring en fjerdedel af borgerne, hvis skolelukninger sættes på dagsordenen, så vil de nye store kommuner betyde, at kun omkring en tyvende del af borgerne vil protestere mod lukning af en skole, simpelthen fordi forældrene og det lokale erhvervsliv udgør en mindre andel af borgerne i de nye storkommuner.

"Det vil gøre det lettere for politikere at træffe upopulære beslutninger, og den mest realistiske forventning er, at der efter kommunalreformen vil blive lukket flere skoler," siger han.

Roger Buch sigter til Bornh0lm, hvor det nye regionsråd fik en skidt start, da man bebudede lukningen af tre skoler.

"Erfaringerne fra Bornholm er, at man ikke har talt ret meget med borgerne om de forestående ændringer af skolestrukturen, og hvis det billede gentager sig, så bliver kommunalreformen unødvendig upopulær i befolkningen. Men ingen politikere har lyst til at åbne for sådan en debat lige op kommunalvalget til november, så i stedet luller man folk ind i en tro på, at der ikke vil ske ændringer af betydning," siger han.

Skole på kulturbudget

Kommunalforsker, Ulrik Kjær, fra Syddansk Universitet ærgrer sig også over den manglende politiske debat om skolestrukturen i kommunerne.

"Meget skyldes, at politikerne grundlæggende har været nervøse for at tage diskussionen. Nu kan man så skyde skylden på kommunalreformen," siger han.

Ulrik Kjær mener ikke, at reformen i sig selv vil føre til lukning af flere skoler, men han peger på, at debatten skal tages. Den debat bør ifølge kommunalforskeren handle om værdien af små skoler og om, hvor meget man vil betale for dem.

"Når man ude i de mindre samfund argumenterer for, at en skole skal bevares, så handler det ofte om, at skolen er det sidste tilbage, efter kirken er svækket, og folk er begyndt at handle i Netto. Det er også i den bygning, vi pilefletter og spiller badminton, så måske man skulle tale om at sætte skolen på kulturbudgettet, hvis bygningen tjener et andet formål," siger han.

Men sålænge debatten om værdien af de små skoler bliver sendt til hjørnespark hos kommunalreformen, så fritager borgerne deres lokalpolitikere for ansvaret.

"Det er i sidste ende en lokal beslutning at lukke en skole, men det skal helst med udgangspunkt i en reel debat med borgerne, som i sidste ende skal være villige til at betale for at bevare skolen," siger han.

Formand for forældreorganisationen Skole og Samfund, Thomas Damkjær Petersen, forventer, at debatten om skolestrukturen vil blive taget i den første periode for de nye kommunalbestyrelser.

"Det forventer vi både som forældre og skatteborgere i de nye kommuner. Men vi skal trække vejret og tilrettelægge en fornuftig proces, hvor vi sigter til at lave en bedre skolestruktur," siger han.

Thomas Damkjær Petersen er ikke bange for, at der bliver indgået aftaler om skolelukninger uden om forældrene.

"Skolestrukturen er omfattet af en særlig lovgivning, hvor de indvolverede parter skal høres. Det forventer jeg vil ske i tide, for ellers bliver resultatet, at man opretter nye privatskoler, og det er ikke i kommunalpolitikernes interesse," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her