Mens politikerne med spænding venter på de første meningsmålinger, der vil give et fingerpeg om vælgernes straf og belønning for årtiers store reform, tyder meget på, at velfærdsreformen kan få indflydelse på den politiske debat, partiernes positionering og styrkeforholdene i de kommende år.
Hver især kan partierne bruge deltagelsen i det historiske forlig til at fremme deres egen dagsorden.
For statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er det indlysende, at reformen kan være med til at sætte en stopper for den kritik, som med tiltagende styrke har belastet Venstre gennem den seneste tid.
Venstres formand er blevet kritiseret for ikke at have større ambitioner end at administrere og bevare magten. Andre har skoset regeringen for at deponere sin handlekraft hos Dansk Folkeparti, mens Folketingets formand, Venstremanden Christian Mejdahl, har beklaget den udbredte blokpolitik. Kritik af den karakter får statsministeren nu lettere ved at afvise efter den bredt funderede velfærdsreform, der har regeringspartierne, de radikale, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti bag sig.
Samtidig kan Fogh bruge resultatet som en demonstration af den arbejdsmetode, han selv har betegnet som "moderne politisk ledelse": At jorden skal gødes over tid før omfattende reformer, at befolkningen varsles i god tid før indgreb - og at der ikke lovgives "med tilbagevirkende kraft", som Fogh understregede det, da reformen blev præsenteret.
Denne cementering af kontraktpolitikken gælder dog ikke i forhold til udlændinge. Reformens kraftige stramning af reglerne for, hvornår udlændinge kan få permanent opholdstilladelse i Danmark, gælder også for udlændinge, der allerede er kommet hertil og forsøger at få permanent ophold på de gamle betingelser.
Muligt vendepunkt for S
For Helle Thorning-Schmidt kan velfærdsreformen blive et vendepunkt efter et særdeles vanskeligt år som ny formand. Aftalen er helt i tråd med den reformvillige og resultatsøgende linje, Helle Thorning-Schmidt har forsøgt at placere sit parti på, siden hun konkurrerede med Frank Jensen om formandsposten.
På Christiansborg ville hun have mistet afgørende respekt, hvis det var endt med, at Socialdemokraterne måtte stå uden for en aftale.
Så ville Helle Thorning-Schmidt kunne se frem til et folketingsvalg, hvor partiet med hende som formand ville stå helt isoleret og uden indflydelse på samfundsudviklingen. Og det ville hedde sig, at en svækket Helle Thorning-Schmidt, stik imod sin proklamerede kurs, var tvunget i armene på den yderste venstrefløj.
I Socialdemokraternes top er analysen, at en dårlig aftale havde været endnu værre end slet ingen. Nu kan partiet bryste sig af en stribe forbedringer. Samtidig har Helle Thorning-Schmidt - i modsætning til det kaotiske forløb omkring integrationsaftalen for et år siden - gjort sit forarbejde for at sikre sig opbakning til linjen. Da forliget var på plads tirsdag middag, tog formanden straks til LO's hovedkvarter for at orientere fagbevægelsen. Undervejs har der været tæt kontakt mellem S-toppen og spidserne i fagbevægelsen, og selv 3F-formanden, den ellers så kritiske Poul Erik Skov Christensen, vendte tommelfingeren opad.
Det fælles fodslag betyder, at Socialdemokraterne får lettere ved at leve med, at SF formentlig i den kommende tid vil høste de S-stemmer, der helst havde set S stå uden for enhver forringelse af efterlønnen.
Offentlig service
Det vigtigste for den socialdemokratiske formand er, at S nu bliver en del af realpolitik på Christiansborg. Socialdemokraterne er blandt andet blevet en del af et forlig om erhvervsskoler og arbejdsmiljø, ligesom partiet skal have indflydelse på de mange milliarder, der skal fordeles til den forstærkede forsknings- og uddannelsesindsats i løbet af efteråret.
At Socialdemokraterne ikke fik opfyldt sit krav om, at et nyt råderum skulle bruges til forbedringer af den offentlige sektor, betyder, at S vil kunne fortsætte sin strategi om at udfordre Fogh på den offentlige service. Denne kamp vil blive intensiveret frem til valget.
Alt i alt får Socialdemokraterne chancen for at sætte en politisk dagsorden - frem for kun at være i fokus, når det handler om håndtering, intern uro og ledelsesproblemer. Dermed kan det politiske klima og debatten blive præget af lidt større jævnbyrdighed end gennem det seneste år, hvor Socialdemokraternes svækkelse har trukket kraft ud af den samlede opposition.
Dansk Folkeparti er umiddelbart det parti, som på papiret synes at have fået mindst ud af at deltage i reformen.
I valgkampen sidste år garanterede Dansk Folkeparti, at partiet ikke ville gå med til forringelser af efterlønnen. Og den nølende accept af en forhøjelse af efterløns- og folkepensionsalderen med to år blev hæftet til krav om et langt varsel på 25 år, før reformen skulle træde i kraft. DF kom kun igennem med at forhale ikrafttræden af regeringens udspil med et par år, så en hurtig indfasning går i gang i 2019.
Undervejs har målinger vist, at især DF-vælgere er blevet mere og mere skeptiske for overhovedet at røre ved efterlønnen. Andelen af DF-vælgere, der siger nej til, at reformer er nødvendige, steg således fra 26 procent til 48 procent fra april til juni.
DF tog ansvar
Derfor er DF det parti, som løber den måske største risiko ved sin deltagelse. Men DF har opereret ud fra, at regeringen havde stærkt brug for reformen. Og ikke mindst, at DF selv gerne vil indskrive sig i rækken af ansvarlige partier, der er modne til regeringsdeltagelse.
Selv i konservative rækker erkendes det i dag, at man ikke længere kan afvise DF som en flok kolonihave-populister, der vender ryggen til, så snart det begynder at gøre en smule ondt. Belønningen for DF's loyale ageren i velfærdsforhandlingerne kan derfor blive, at ministertaburetterne er rykket tættere på. Om end der er tegn på, at DF kan få svært ved at holde sig helt i skindet: Partiet har allerede stillet spørgsmålstegn ved den aftalte mekanik, der betyder, at efterlønsalderen kan komme op på 63 år, hvis middellevetiden fortsat stiger. Samtidig har udlændingeordfører Jesper Langballe kaldt det "fuldstændig uacceptabelt", hvis der kommer 1.000 nye højtuddannede udlændinge til landet som følge af green-card-aftalen. En åbning, der ellers er hjerteblod for de konservative, og som Dansk Industri jubler over.
De konservative vil ikke kunne affinde sig med, hvis DF begynder at udvande aftalen. I forvejen har konservative regionsformænd generelt efterlyst et højere ambitionsniveau i reformen - hvilket kan skubbe til de konservatives proklamationer om, at der skal leveres skattelettelser i denne valgperiode. Også her risikerer de konservative, at DF og Venstre trækker i den anden retning, flankeret af eksempelvis vismænd, der har udtrykt tvivl om, hvorvidt reformen overhovedet levner råderum til skattelettelser.
DF er som eneste parti med i aftalen med regeringen om integration og stramning af udlændingereglerne. Her tegner næste valg til at blive et opgør mellem de klassiske blokke, hvor VKO samarbejder om udlændingepolitikken - og resten af oppositionen kræver større vægt på integration.
De interne spændinger og opgør blandt oppositionspartierne er heller ikke væk. Nok erklærede den tidligere socialdemokratiske formand og topforhandler Mogens Lykketoft i Information, at S og R under velfærdsforhandlingerne har haft et "perfekt samarbejde helt i den gamle stil".
Men der skal mere til at lokke den radikale leder væk fra sin fritstilling og tilbage i SR-alliancen.
"Velfærdsforhandlingerne er ikke udtryk for, at forskellene er glemt. Så de, der vil en anden vej, har kun ét alternativ, og det er at stemme på de radikale," lyder det fra Marianne Jelved.
Helle Ib er politisk journalist ved Dagbladenes Bureau
