Læsetid: 6 min.

Reformen fra Løkkeposen

Få måneder før Fogh nedsatte strukturkommissionen afviste Lars Løkke at pille ved det kommunale landkort. Alligevel blev det ham, der gennemførte den dramatisk ændring af Danmarkskortet
12. november 2005

Regeringen har ingen planer om at foretage ændringer i den kommunale struktur.

Sådan lød det fra indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et samråd i Folketinget i forsommeren 2002.

Få måneder senere annoncerede statsminister Anders Fogh Rasmussen, at regeringen ville nedsætte en strukturkommission til at se på... ja, ændringer i den kommunale struktur. Et par år senere barsler kommissionen og i maj 2005 lancerer statsministeren "den historiske reform" i de historiske omgivelser på Nationalmuseet.

Men kimen til den store ændring af Danmarkskortet ligger et stykke tilbage i tiden.

I 1988 gjorde daværende statsminister Poul Schlüter fjernelse af amterne til en konservativ hjertesag.

I direkte modstrid med regeringspartneren Venstre - forstås.

Dengang trak størstedelen af Venstres hundredevis af lokale by- og amtsrådsmedlemmer nemlig stadig på arven fra bonde/højskole-traditionen med en voldsom kærlighed for nærdemokrati og lokal selvbestemmelse. Men det kommer til at ændre sig.

Med mange kasketter

Oppe i Nordsjælland sker noget andet på det tidspunkt. Den unge VU'er Lars Løkke Rasmussen er blevet landsformand i 1986. Samme år bliver han valgt ind i Græsted-Gilleleje byråd. Han er inkarnationen af det nye Venstre. Uffes og Brixtoftes Venstre.

Og som viceborgmester er Løkke en stor drivkraft i at skabe en liberal mønsterkommune efter samme billede som Brixtoftes Farum. Her står udlicitering og privat initiativ øverst på dagsordenen. Det handler ikke længere om nærdemokrati og lokalt selvstyre, men i højere grad om effektivisering og privatisering.

Op gennem 90'erne stabler Lars Løkke den ene kasket oven på den anden. I 1994 bliver han medlem af Folketinget, i 1998 amtsborgmester for Frederiksborg Amt og næstformand i Venstre - efter at have vundet over Peter Brixtofte.

Og i 2001 krones indsatsen med posten som indenrigs-og sundhedsminister i den første Fogh regering.

Derfor er det også ham, der svarer for regeringen den dag i Folketingets kommunaludvalg i forsommeren 2002.

"Regeringen har ingen planer om at ændre på den kommunale struktur."

Ord, der ganske kort tid efter blev gjort til skamme.

Bredt forlig forsvinder

Vi spoler tiden frem til den 3. maj 2004. Stedet er rentekammeret i Finansministeriet. Til stede er repræsentanter fra alle Folketingets partier. De er kommet for at mødes med regeringens ministre, der er mødt op for hver især at høre, hvordan reformen kommer til at påvirke deres område.

Og netop dette punkt skal man bide mærke i. Reformen ligger allerede klar på dette første forhandlingsmøde. Dansk Folkeparti gav nemlig garanti i det sekund regeringen fremlagde sit forslag.

"Vi stemmer for," lød det fra Pianisterne. Uden forbehold og uden krav. Flertallet er på plads, og reformen kommer.

Oppositionen er presset. Den vil gerne være med, og den nægter på det tidspunkt at indse, at regeringen i virkeligheden kan være ligeglad. Accepter eller forlad, er strategien hos Løkke.

Oppositionen har stukket hovederne sammen og Socialdemokraternes kommunalordfører Ole Stavad informerer Lars Løkke om, at de socialdemokratiske forhandlere har tænkt sig at troppe op sammen med De Radikale og SF. Det irriterer Løkke.

Så da han et par dage senere inviterer partierne til forhandlinger i indenrigsministeriet den 10. maj, inviterer han dem hver for sig.

Stavad som bad cop

Men oppositionen giver sig ikke. Og efter nogle knubbede ord overgiver ministeren sig. Ole Stavad påtager sig rollen som bad cop. Det er ham, der skal undersøge, om regeringen overhovedet er villig til at forhandle. Stavad bombarderer de tre ministre med spørgsmål. Lars Løkke sidder i midten - flankeret af finansminister Thor Pedersen og økonomiminister Bendt Bendtsen - og han er tilknappet.

Bendtsen siger heller ikke meget. Ingen mindes faktisk, at han skulle have sagt noget som helst. Thor Pedersen prøver derimod at bløde stemningen op. Men det virker ikke. Det er intet fælles fodslag, og kemien er direkte dårlig mellem ministrene og socialdemokraterne.

I løbet af de to næste forhandlinger går det den gale vej. Det hele går mere og mere i hårdknude, og parterne orker ikke engang længere at spise frokost med hinanden.

Men fredag før Kristi Himmelfart ringer Fogh til Mogens Lykketoft - i et sidste forsøg på at sætte gang i forhandlingerne. Men det mislykkes. Lykketoft oplever samtalen som en lang række af ultimative krav. Og det ser bestemt ikke lovende ud, konkluderer Lykketoft.

Det mailer formanden så til Stavad i privaten. Men næsten samtidig med, at mailen tikker ind, ringer telefonen i Brovst. Det er Lars Løkke. Han vil gerne komme til Nordjylland for at mødes med Stavad.

"Fogh har nemlig haft en yderst positiv samtale med Lykketoft," fortæller Løkke.

Stavad siger nej, og Løkke lover at vende tilbage telefonisk. Det sker ikke.

Mandag den 24. maj bryder forhandlingerne endeligt sammen.

Lars Løkke er "dybt chokeret og rystet", mens Lykketoft betegner regeringen som "teknisk ringe" og Marianne Jelved forhandlingerne som "afhøringer."

Bøvl i baglandet

Ude i kommunerne, langt væk fra Christiansborg, handler reformens store tvister også om følelser.

Flere borgmestre rundt om i landet har af egen vilje sat sig sammen for at forhandle kommunesammenlægninger på plads, men der opstår flere stridigheder under processerne. Stridigheder som Lars Løkke Rasmussen for alt i verden ikke vil rodes ind i.

En dag i marts ringer indenrigsministeren til den tidligere Århusborgmester Thorkild Simonsen, der sidder hjemme i i villaen i Risskov ved Århus.

"Har du ikke lyst til at være opmand," spørger Løkke. Jobbet indebærer, at mødes med knotne borgmestre, der ikke kan tegne de nye kommunegrænser.

Det har Thorkild Simonsen, men han har to betingelser. For det første skal han have lov til at holde to ugers ferie, som han har bestilt i forvejen, og så kræver han, at få sin gamle embedsmand fra Århus, Poul Erik Jensen, med i arbejdet.

Den aftale er Lars Løkke Rasmussen med på, og derefter begynder det tunge arbejde. Fra marts til maj i år holder 78-årige Thorkild Simonsen 115 møder, og han taler personligt med 66 forskellige borgmestre.

Forholdet til Lars Løkke er godt, selv om han er en "vaskeægte Venstre-mand."

Thorkild Simonsen betegner Lars Løkke Rasmussen som en kvik politiker med et godt overblik.

"Lars er utrolig hurtig, og så er han god til at formulere ting. Han ved, hvad han vil, og han er hurtig til at regne ud, hvordan han opnår resultatet. En stor styrke for en politiker," siger Simonsen.

På intet tidspunkt oplever han opgaven som opmand som bunden, og hans mandat fra indenrigsministeren er klokkeklart.

Da Lars Løkke Rasmussen bliver spurgt, om man kan gå imod en opmand, svarer han.

"Man kan godt gå imod en opmand, men det er ikke sikkert, at det er klogt."

Et svar som Thorkild Simonsen får stor glæde af i sine utallige møder med utilfredse borgmestre.

"Selv om Løkke er Venstremand med stort V, så har han aldrig på noget tidspunkt blandet sig i mit arbejde. Han har truffet en beslutning om, at jeg skulle være opmand, og så har han været overbevist om, at jeg kunne føre det ud i livet. Det har jeg respekt for."

På den negative side står, at Lars Løkke Rasmussen har været al for hurtig med processen omkring lovarbejdet, mener Simonsen.

En stor personlig succes

Indenrigsministeren har især lyttet for meget til Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, og loven er stort set blevet båret igennem af de to alene.

"De Konservative har stort set ikke haft noget at skulle have sagt i denne her sag. De har fået lidt indrømmelser i forhold til at nedlægge amterne, men det er stort set det hele. Overordnet set er aftalen lavet mellem Venstre og Dansk Folkeparti."

Thorkild Simonsen beklager derfor, at Lars Løkke Rasmussen ikke gik mere bredt til opgaven.

"Jeg mener faktisk godt, at man kunne have fået en bred aftale om kommunalreformen med Socialdemokraterne og De Radikale. Det er gået en anelse for hurtigt med det politiske arbejde. Reelt har man jo kun diskuteret kommunalreformen siden januar 2004. Sidste gang man lavede en reform på området varede processen i 10-12 år. Man kunne have klaret det på færre år, men denne her kommunalreform er efter min smag slet ikke blevet debatteret grundigt nok."

Debat eller ej. Reformen fra Løkke-posen er på mange måder en stor personlig succes. Ikke alene lykkedes det under stort tidspres, at få detaljerne om det nye Danmarkskort på plads, reformen lagde også en klar VKO-kurs, som regeringen har fulgt lige siden, og som oppositionen endnu ikke har fundet noget effektivt våben imod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu