Læsetid: 4 min.

Reformer på retræte?

21. november 1997

MEDDELELSEN kom torsdag, og den var ventet: Ruslands reform-indpisker nummer ét, 42-årige Anatolij Tjubajs, er trådt tilbage som finansminister og degraderet til "kun" at være 1. viceministerpræsident.
Degraderingen er en logisk konsekvens af, at Tjubajs i sidste uge blev taget med hænderne dybt begravet i klejnekassen. Sammen med seks af sine nærmeste medarbejdere - med privatiseringsminister Maksim Bojko som den mest prominente - har Tjubajs modtaget et forskud på i alt 630.000 dollar (godt fire mio. kr.) for en bog om "privatiseringens historie".
Forfatterkollektivet var valgt med omhu, idet der er tale om syv mænd, der lige siden 1992 har stået i spidsen for, hvad der er kaldt verdenshistoriens største overførsel af værdier, nemlig privatiseringen af over tre fjerdedele af Sovjetstatens virksomheder.
I betragtning af denne kapitaloverførsel er forskuddet på sølle 90.000 dollar til hver af "forfatterne" pebernødder.
Det var afsenderen, der var noget galt med: Oneksimbank, en af Ruslands syv store forretningsimperier. Samt den kendsgerning, at samme Oneksimbank sidste år sikrede sig dominerende aktieparter i to privatiserede statsvirksomheder til en - ialtfald i det ene tilfælde - mistænkelig billig pris.

NU ER DET IKKE ligefrem kutyme i russisk politik at være vanvittigt nøjeregnende med, om politiske beslutningstagere har forretningsinteresser ved siden af. Så hvorfor degraderingen af Tjubajs og fyringen af tre af hans nære medarbejdere?
Den første forklaring er simpel: Tjubajs har - sammen med sin kollega som 1. viceministerpræsident, Boris Nemtsov - i den grad gjort sig til talsmand for nødvendigheden af et opgør med "gangsterkapitalismen" til fordel for "ærlig markedsøkonomisk konkurrence", at han ved at modtage store pengebeløb fra en enkelt kapitalfraktion fuldstændig kompromitterer sit eget grundlag.
For det andet er der ingen tvivl om, at mægtige repræsentanter for de kapitalgrupper, der ikke er blevet begunstiget i auktionerne over statslig ejendom, har benyttet muligheden for at stikke kniven i Tjubajs og køre bladet rundt et par gange.
Det drejer sig i første række om så indflydelsesrige personer som Boris Beresovskij, ejer af - blandt meget andet - bilkoncernen Logovaz og med en stor aktiepost i det delvist statsejede tv-selskab ORT. Beresovskij var vice-chef for det magtfulde Sikkerhedsråd, (der er et slags regeringens forretningsudvalg og ikke kun beskæftiger sig med sikkerhedspolitik), indtil han i begyndelsen af november blev manøvreret ud af Tjubajs og Nemtsov i forening. Bag Beresovskij siges at stå selve ministerpræsidenten, Viktor Tjernomyrdin.
Den tredje årsag til Tjubajs' degradering er den enestående upopularitet, reform-bossen nyder og som i høj grad hænger sammen med opfattelsen af ham som manden, der solgte ud af statens arvesølv til fordel for nogle udvalgte få, mens den brede befolkning led.
Flertallet i det russiske parlament, Duma'en - og ikke kun kommunisterne og deres allierede, men også reformpolitikere - benytter alle lejligheder til at kræve Tjubajs fyret, og fik en kærkommen anledning. Det har givet spillet ind i Jeltsins - og Tjernomyrdins - overvejelser, at det vil blive lettere at få den for Rusland så nødvendige reformering af skattesystemet samt statsbudgettet igennem parlamentet, hvis forslagene ikke fremlægges af Tjubajs.

DEN KENDSGERNING, at det ikke kun er Tjubajs, men også regeringens anden 1. viceministerpræsident, Boris Nemtsov, der har mistet sin portefølje - energiministeriet - kan udlægges som et tilbageslag for reformkræfterne.
Nemtsov blev - som Tjubajs - hentet ind i regeringen først på året netop med det formål at sætte ny fart på reformprocessen og fik som energiminister bl.a. ansvaret for at forberede privatisering og effektivisering af de store statslige energiselskaber, først og fremmest gas-giganten Gazprom.
Men også her er der brug for en nuancering. Mens Nemtsov bliver afløst af sin nære medarbejder og meningsfælle, vice-energiminister Sergej Kirijenko, bliver det en politiker fra en helt anden boldgade, Mikhail Sadarnov, der afløser Tjubajs som finansminister.
Den 34-årige Sadarnov kommer fra det liberale reformparti, Jabloko, ledet af reformøkonomen Grigorij Javlinskij. Jabloko-partiet - og ikke mindst Javlinskij - har været stærke kritikere af den måde, privatiseringen er foregået på, bl.a. koncentrationen af værdierne i nogle få finansimperiers hænder. Partiet har flere gange stillet og stemt for mistillidsdagsordener til regeringen og har også under de nuværende budgetforhandlinger truet med at nedstemme regeringens finanslov.
Valget af Jabloko-manden Sadarnov kan derfor kun ses som en styrkelse af de kræfter i regeringen, der er parate til at tage et opgør med "de syv store" imperier i russisk erhvervsliv - og dermed med den "gangsterkapitalisme", som Tjubajs nok bekæmpede med ord, men samtidig lod sig fodre af.
Samtidig har Sadarnov som hidtidig formand for Dumaens finansudvalg gjort sig respekteret i brede kredse - også blandt de kommunister og allierede, som han nu kommer til at forhandle skattelov og statsbudget med. Torsdagens udnævnelse vil unægtelig gøre det lettere at opnå forlig om begge dele.
Tjubajs's gridshed fører formentlig til tab af indflydelse i regeringen. Men Jeltsin har med udnævnelsen af efterfølgeren vist, at reformprocessen i høj grad er i live. on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her