Læsetid: 5 min.

'Vi bliver regeret af angst'

Teatret er et af de eneste medier, der endnu beskæftiger sig med sandhed. Og teatret kan videregive erfaringen om, hvad livet kunne være, siger den belgiske instruktør Luk Perceval, der er flyttet fra Antwerpen til det mere frisindede Berlin
11. februar 2006

Instruktøren Luk Perceval, en af Belgiens bedste teatermænd, har i dag premiere på Schillers klassiker Maria Stuart på Berlins Schaubühne. Men han har ikke lampefeber. Han er en lille og afslappet mand, der drikker te af et stort glas. Trods sin krøllede skjorte er han er en af de mest succesfulde teaterinstruktører i Belgien de sidste 15 år. Og nu fortsætter successen så i Berlin.

"For mig er Schillers Maria Stuart først og fremmest en kærlighedshistorie," siger Luk Perceval. "Desuden er det et af de eneste stykker med to kvinder i hovedrollerne. Det har den meget moderne problemstilling, at det viser, hvordan mandssamfundet udnytter disse to kvinder. Det fascinerer mig også, at samvittigheden kommer i konflikt med behovet for magt. Jeg har forsøgt for mig selv at sammenfatte stykket i én sætning: Det handler om to kvinder, som kæmper om deres titel, deres elskede og deres liv. Og de regerer begge og bliver regeret in a man's world."

- Ligesom Angela Merkel, Tysklands første kvindelige kansler- ?

"Ja. Og nej. For stykket handler jo ikke kun om politik. Stykket falder meget stærkt tilbage på temaet mand-kvinde, deres indbyrdes magtforhold og derfor også på seksualitet. I den sidste ende er alle forbindelser mellem de to kvinder og mændene bestemt af seksualitet og dominans. Derfor synes jeg, at det meget mere handler om mand-kvinde-magt-seksualitet. Politik er bare en følge deraf. Det handler heller ikke om religion. Religion er sådan et tvangsinstrument til at få fat i magten. Til at legitimere den".

To dronninger

Teaterstykket Maria Stuart er skrevet af tyskeren Fried-rich Schiller, og det havde premiere i Weimar i 1800. Det handler om konfrontationen mellem Elisabeth I af England og den skotske dronning Maria Stuart. Maria Stuart var i sit hjemland blevet anklaget for sammen med sin elsker at stå bag mordet på sin mand. Hun flygtede til England, hvor Elisabeth holdt hende fængslet i 19 år, indtil hun blev halshugget i 1587. Det er den sidste tid før henrettelsen, der er emnet for Schillers teaterstykke. Nu anklages Maria Stuart ikke længere for at have myrdet sin mand, men for at have deltaget i en sammensværgelse mod Elisabeth. Højdepunktet i Schillers drama er et fiktivt møde mellem de to dronninger.

- Og den historie vil De gerne fortælle berlinerne?

"Jeg har arbejdet i Antwerpen som teaterleder i 21 år, og før det var jeg skuespiller, men presset og ansvaret bliver større og større. Byen er blevet ekstremt højreorienteret. Ved sidste valg fik Vlaams Blok, et parti der svarer til Le Pens Front National, 33 procent af stemmerne. Ved næste valg til september regner man med, at formanden bliver byens borgmester. Hele klimaet bliver præget af, hvad man i USA kalder the moral majority. Teatret bliver forsigtigere. Det vil bare have fulde huse og behage dette moralske flertal."

"Og så tænkte jeg, at Berlin er en interessant by. Den er ikke så enorm som London og Paris. Her bor der stadig normale mennesker. I Paris må de bo ude i periferien. Hvis du ikke er stinkende rig, kommer du ikke over Champs Élysées. Det finder jeg attraktivt ved Berlin. Men hvad der først og fremmest er attraktivt, er, at der ikke alene er et meget interesseret teaterpublikum, men også, at der er så mange teatre, at du som teaterskaber er nødt til at udvikle et meget særegent og radikalt sprog. Det er en stor udfordring. Jeg tror, at teatret er et af de eneste medier, der endnu beskæftiger sig med sandhed. Og teatret kan videregive erfaringen om, hvad livet kunne være. Ikke kun et udtryk for længsel, men en erfaring om sandheden. Deri ligger for mig betydningen af ordet radikal. Ikke forløjet, ikke at forsøge at underholde, men at forsøge at vise verden, som den er. Det vil man gerne vide mere om i dag".

- Hvilken af de to dronninger føler De mest for?

"For mig er de to kvinder én kvinde. Man kan sige, at de er hinandens alter ego. Men netop i dette møde har de så mange forskellige farver, at man ved aftenens slutning kunne sige, at de er ens. Egentlig er de én og samme kvinde. Bare i helt forskellige situationer. Den ene i en fuldkommen uafhængig situation, den anden i en emanciperet situation, kunne man kalde det. Men til syvende og sidst handler det for mig om én kvinde."

Gamle, umoralske mænd

Luk Perceval er dog ikke fuldkommen uforbeholden over for Schiller.

"Stykket har to svagheder. Begyndelsen er meget lang, fordi Schiller forsøger at føre os ind i historien. Og slutningen med Elisabeth, hvor han forsøger at placere hele stykket i et moralsk perspektiv. Hvor han egentlig siger: Til syvende og sidst betaler den onde regningen. Hvad der efter min mening ikke passer. Jeg har med overlæg besat flere af rollerne med gamle mænd. De skuespillere, der spiller Shrewsbury og Burleigh, som er de ældste magthavere ved Elisabeths hof, er 75 og 80 år gamle. De er for mig denne verdens Ronald Reagan'er, Bush'er og Donald Rumsfeld'er. De regerer vores verden. De er gamle, umoralske, og de ofrer mennesker for egen vindings skyld."

- Ender Elisabeth, den engelske dronning, med at blive det egentlige offer?

"Begge bliver ofre for et magtsystem. Hvordan ville verden se ud, hvis vi ikke ubetinget måtte udøve magt og ikke altid skulle tage noget fra andre for selv at få mere. Jeg tror ikke på mine to Ronald Reagan'er, der står på scenen. Når man ser dem sidde der i FN's Sikkerhedsråd, får man jo nærmest medlidenhed med dem. Jeg har ikke lyst til at vide, hvad de mennesker har på samvittigheden. Så jeg ser egentlig ingen vinder. Det er systemet, der vinder. Det går bare videre. Det er trist for menneskeheden, men det onde går altid videre. De negative tanker er altid mere nærværende end de positive. Vi bliver regeret af angst. Ikke kun Maria og Elisabeth, men os alle. Hvis vi sætter os to minutter og betragter vores tanker, så beskæftiger vi os kun med det, der foruroliger os. Det kan være, at vi er sultne, har en konflikt, men det er altid det, vi frygter, der beskæftiger os, og meget sjældent kærligheden. Vi er præget af mistro, afstand og negative følelser."

"Derfor har jeg så meget tiltro til teatret. Det kan ikke forbedre verden. Men det kan være et sted, hvor man siger, ok, det dér er udenfor. Nu sætter vi os sammen i mørket, vi stopper tiden. Tiden, der går, er stykkets tid. Der er en fælles opmærksomhed. Det er allerede usædvanligt. At femhundrede mennesker holder mund i tre timer og blot hører efter og sammen fokuserer på et tema fra dette liv. I dette tilfælde magt og kærlighed. Vi har brug for teatret til at forklare os meningen med livet. Og derfor er det vigtigt, at der stadig findes steder som det her. Når man ikke støtter dem længere, så vil de findes alligevel."

www.schaubuehne.de

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her