Fem uger efter valget i Tysklands mindste delstat, Bremen, blev det socialdemokratiske SPD og De Grønne i weekenden enige om et fælles regeringsgrundlag.
Dermed dropper socialdemokraterne efter 12 år sin kristeligt demokratiske regeringspartner CDU og genopliver for første gang det rød-grønne samarbejde, som forliste ved forbundsdagsvalget for to år siden efter syv års parløb mellem forbundskansler Gerhard Schröder og udenrigsminister Joschka Fischer. Miljøpartiet får tildelt to ud af syv senatorposter i den nye delstatsregering. SPD fik trods tilbagegang flest stemmer ved delstatsvalget i maj, hvor det nye Venstreparti Die Linke for første gang blev valgt ind i et vesttysk delstatsparlament. ritzau