Læsetid: 2 min.

Regeringen afviser loft over takster

4. august 2005

Regeringspartierne vil ikke love et stop for stigende takster i tog, busser og daginstitutioner, sådan som Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, foreslår, fordi folk med høje indkomster får mere ud af skattestop og skattelettelser end lavtlønnede og folk på overførselsindkomster. Der findes ikke nogen, som ikke har gavn af skattestoppet, mener Venstre. »Skattestoppet har lavtlønsgrupperne stor gavn af, fordi det også omfatter de grønne afgifter, der har ramt lavindkomstgrupperne meget hårdere end højindkomstgrupperne. Vi har alle sammen brug for drikkevand og for varme og elektricitet. Derfor findes der ikke nogen mennesker, der ikke har glæde af skattestoppet. Og ser man på takststigningerne på daginstitutionsområdet, er de ikke hårdere i dag, end da Nyrup havde regeringsmagten,« siger Venstres finanspolitiske ordfører, Peter Christensen. Den konservative politiske ordfører, Pia Christmas-Møller afviste allerede i går i Information Helle Thorning-Schmidts forslag. Hun sagde bl.a., at der er tale om overskrifter fra den socialdemokratiske leder og ikke konkrete forslag. Hun mener, at et loft over takststigninger kan binde det kommunale selvstyre og føre til gældsættelse for kommunerne. Også Dansk Folkeparti, der har leveret stemmer til skattestoppet, har kritiseret det for at ramme skævt. Alligevel har partiformand Pia Kjærsgaard (DF) ikke meget tilovers for det socialdemokratiske krav om et stop for takststigninger. »Det er jo nemt for Socialdemokraterne at foreslå hvad som helst når som helst. De har ikke taget ansvar for noget som helst, så det kan jeg ikke tage seriøst,« siger hun. Finansminister Thor Pedersen (V) offentliggør regeringens finanslovudspil den 26. august.

Svært at arbejde med
Heller ikke de Radikale er begejstrede for det socialdemokratiske forslag.
»Det er et svært princip at arbejde med som styringsinstrument,« siger den radikale finansordfører Morten Helveg Petersen. Han henviser til, at De Radikale ikke kan lide skattestoppet, fordi det fastholder den nuværende struktur i skattesystemet og umuliggør omlægninger, så skatten på arbejde kan sættes ned. »På samme måde synes jeg også, det er svært at binde sig op på et takststop. Jeg vil ikke udelukke, at der kan være områder, hvor det er fornuftigt at sætte takster op for at kunne sætte andre ned. Derfor synes jeg, det er svært at arbejde med,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her