Læsetid: 3 min.

Regeringen opruster yderligere mod terror

Forsvarsminister Søren Gade (V) vil have store militærøvelser som i Den Kolde Krigs tid - og et dansk missilskjold. Justitsminister Espersen (K) insisterer på vidtgående nye myndighedsbeføjelser
28. januar 2006

VK-regeringen er indstillet på en kraftig oprustning mod den internationale terror. Det fremgik af en antiterror-konference, som Venstre fredag holdt på Christiansborg.

Forsvarsminister Søren Gade (V) sagde på konferencen om nye virkemidler mod terroranslag:

"Vi skal se at genopfinde de store militære øvelser, der fandt sted under Den Kolde Krig."

Søren Gade sagde, at han kan forestille sig "fuldskala regionale øvelser, hvor det ikke bare er officererne, der deltager". Gade mener, at sådanne øvelser også kan være med til at styrke beredskabet for at hjælpe de ramte, hvis et terrorangreb faktisk skulle ramme Danmark.

Den konservative justitsminister, Lene Espersen, sagde med eftertryk til konferencens mange Venstre-tillidsfolk:

"Jeg vil godt i denne lukkede kreds gøre det klart for vore venner fra Venstre, at også Venste-folk må finde sig i, at der kommer en overvågning af trafikknudepunkter."

Justitsministeren søgte herved at affeje de bekymringer, som Venstre-repræsentanter har udtrykt for, at regeringen kommer til at gå for langt i retning af at tilsidesætte borgerrettigheder i terrorbekæmpelsens navn. Forsvarsminister Søren Gade erklærede i sit indlæg, at der er "en hårfin balance i forhold til borgernes retssikkerhed".

Dansk missilskjold

Forsvarsministeren inddrog i sit trusselsbillede:

"Fremføringsmidler - missiler - til masseødelæggelsesvåben kommer i flere og flere landes hænder, og dermed øges risikoen for, at de falder i hænderne på banditter," sagde forsvarsministeren og fortsatte:

"Danmark har endnu ikke taget stilling til, om vi skal sige ja til at være dækket af et missilskjold, når det er udviklet. Men i min optik har jeg ikke vanskeligt ved at se, at vi skal sige ja til at være dækket."

Som et argument for en udvidet overvågning af centrale pladser og trafikknudepunkter med kameraer henviste justitsminister Lene Espersen også til hensynet til landets muslimske borgere:

"Ved effektiv overvågning kan man identificere, hvem der står bag et anslag. Og hvordan tror I, at det er at være muslim i Danmark, hvis der sker et terrorangreb, og man ikke véd, hvem der står bag det?"

Justitsministeren mente, at det også er nødvendigt at føre den økonomiske analyseenhed fra det, der tidligere hed Rejseholdet under Rigspolitichefen over til PET, Politiets Efterretningstjeneste.

"Grænserne mellem grov international kriminalitet og terrorisme bliver mere og mere flydende," sagde Lene Espersen, der mente at:

"Vi har ikke sørget for, at politiets efterforskning har kunnet følge med i de nye elektroniske kommunikationsformer." Fra en konferencedeltager blev spurgt, om der overhovedet længere vil være forskel på politiets og militærets opgaver.

Hertil svarede Søren Gade:

"Ja, der er en kæmpeforskel. Hvad ville I mene, hvis officerer blev indblandet i politimæssig efterforskning her i landet?"

Europa som slagmark

Også PET kom til orde på Venstres konference. Blandt de inviterede talere var PET's chef, politimester Lars Findsen.

Lars Findsen sagde om Europas rolle for den internationale terrorisme:

"I gårsdagen var vi et sted, hvor man kunne hverve. I dag er vi et sted, hvor man fører jihad, hellig krig."

"Og det omfatter også Danmark. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Danmark er involveret som en aktiv koalitionspartner i Irak. Derfor er vi også omfattet af bin Ladens trusler."

Om bin Ladens rolle sagde Lars Findsen:

"Han har ingen operationsstyrker i disse år, men opererer som en ideologisk referenceramme for de aktive terrorgrupper - også dem, der er født og opvokset i de pågældende europæiske lande. Det medvirker til at gøre det hele lidt mere uhåndterbart."

Lars Findsen nævnte, at "der er eksempler på unge, som er blevet radikaliseret alene på grund af internettet".

Om PET's arbejde sagde Lars Findsen:

"Vi har foretaget en markant forøgelse af antallet af samarbejdspartnere i andre lande, også med helt nye, hvor vi ikke længere har samme reservation som tidligere."

Om grundlaget for den antiterror-pakke, regeringen fremsætter til foråret, sagde Lars Findsen:

"49 anbefalinger fra embedsmandsudvalget! Det ser voldsomt ud. Jeg håber ikke, at vi sætter offentlighedens tillid over styr. Der er ting, vi ikke har været med til at anbefale - netop af den grund. Alle bemyndigelser til os må ses i lyset af kontrolmulighederne."

På konferencen talte også lederen af London Citys anti-terror-indsats, vicepolitidirektør Mike Bowron. Han sagde bl.a.:

"Som jeg ser det, er Danmark et af de tre sikreste lande i verden - dér, hvor det er mindst sandsynligt, at terror sker. Følg ikke pr. refleks, hvad vi andre gør. Vurder selv trusselsbilledet. Men vær opmærksom på, hvordan tingene udvikler sig."

Med henvisning til det britiske politis ubehag ved identiteten af bagmændene bag sommerens blodige terrorangreb i Storbritannien, sagde Mike Bowron:

"Vi ventede ikke, at almindelige britiske fyre ville gå til angreb på London."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu