Læsetid: 3 min.

Regeringen spiller på to heste

8. juni 2007

Miljøminister Connie Hedegaard var ved at falde i svime over den amerikanske præsident George W. Bush' udspil om "langsigtede globale mål" for nedbringelsen af CO2-udslip.

Heldigvis skar den tyske kansler Angela Merkel med befriende skarphed skar igennem Bush's nyfundne retorik.

Bush' tale er nemlig uforpligtende, ikke ambitiøs nok og behæftet med tilpas tvetydighed til at den meget vel kan dække over at USA slet ikke vil have bindende målsætninger i FN-regi.

At dette burde vække bekymring hos Hedegaard, skyldes tre forhold. For det første har Danmark som bekendt valgt at følge USA udenom FN i en anden meget betændt og alvorlig sag, nemlig Irak-krigen.

Dette skulle nødig gentage sig i klimaspørgsmålet. For det andet er klimaforandringernes trussel så stor og så alvorlig, at man kunne ønske sig en dansk regering som forholdt sig noget mere nøgtern til Bush, og ikke lod sig dupere af hvad der indtil videre er helt uforpligtende. Og for det tredje, så pegede Bush på, at "videnskaben i de senere år" havde uddybet vores forståelse af klimaforandringerne.

Det kan da kaldes en underdrivelse!

Men når man betænker, at ministerens regeringsleder nidkært har forfægtet Bjørn Lomborgs systematiske underkendelse og afvisning af netop denne forskning, så bliver jeg ærlig talt alvorlig bekymret over ministerens reaktion.

Lomborg spøger

Derfor: Har den danske regering endegyldigt lagt Lomborg-agendaen på hylden? Eller overvejer den danske regering at følge USA udenom FN og en fælles forpligtende Kyoto-opfølgende aftale, og også i klimaspørgsmålet? Eller vil den danske regering tværtimod gøre sig bestræbelser på at trække USA ind i et forpligtende og ambitiøst samarbejde?

Oplevede man miljøministeren på DR2's tema-aften om klimaforandringer, oplevede man også Lomborg.

Regeringen spiller på to heste - og henter stemmer og good-will på dem begge - selv om standpunkterne Lomborg og Hedegaard, skal man tro DR2, er helt og aldeles uforenelige. Så hvad skal vi tro?

Den danske miljøminister har tidligere sagt noget i retning af, at effekten af en klimaaftale står og falder med USA's deltagelse.

Og det kan da også være i forlængelse af denne helt rigtige erkendelse, at Connie Hedegaard har valgt at anlægge en optimistisk strategi i forhold til præsidentens tvetydige meldinger. Det giver dog mening - i teorien. Men spørgsmålet er, om det gør i praksis?

Klodens bedste chance

Bevidstheden om klima-problemerne gennemsyrer i dag store dele af det republikanske parti og amerikansk erhvervsliv.

At øge presset på George Bush, for i det mindste at få sat ét positivt fingeraftryk på sit præsidentielle eftermæle, er måske både Bush' og klodens bedste chance. Historiebøgerne vil ikke være nådige.

Bush' eneste chance for at berede vejen for noget rigtigt, ambitiøst og konstruktivt i sin embedsperiode, kan meget vel være, at han bringer USA ud af isolationismen på klimaspørgsmålet og rent faktisk udviser globalt lederskab.

Jeg synes den danske regerings linie skal være, at få den amerikanske præsident til at indse netop dét - at hans enfoldige forfængelighed ikke vil kunne tåle at fejle også i dette spørgsmål.

Der er ikke så lidt psykologi i dette her, hvor Bush' forrykte krig i Irak dagligt forværres, kriminaliteten, udstødningen og fattigdommen i USA igen vokser, og hvor Bush dagligt overskygges af en ellers afskrevet og i den grad tidligere vicepræsident, Al Gore.

Bush har brug for en god historie.

Men den danske miljøminister risikerer at blive dybt skuffet allerede ved disse dages G8-topmøde, hvor Bush formentlig løfter sløret lidt mere for, hvor langt han er parat til at gå.

Men mandatet til den danske regering bør være klart: Ingen falden på halen for middelmådigheden og uforpligtende snik-snak. Bush har kun ét sidste skud tilbage i sin Colt. Det samme gælder Fogh.

Så: Make my day!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her