Håndværkere, lærere samt social- og sundhedsassistenter kan godt glemme alt om at hygge sig på dagpenge. Regeringen sætter nu ind med alle midler for at få ledige i sving på områder, hvor arbejdsgiverne mangler folk.
Fra årsskiftet skal alle ledige henvende sig i nye jobcentre.
Et af centrenes mål for 2007 er ifølge beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), at virksomhederne får den arbejdskraft, de har brug for. Derfor skal jobcentrene specielt have fokus på kvalificerede arbejdsløse inden for områder med arbejdskraftmangel.
Når de ledige møder op i centrene "skal de vendes i døren" og hurtigst muligt i job, fremgår det af et notat fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Sekretariatschef i styrelsen, Erik Holck Hansen, forklarer: "Vi ved, at det mindsker ledigheden, når der tidligt bliver sat ind med samtaler, rådgivning og aktivering."
Når regeringen gerne vil have fuld fokus på efterspurgt arbejdskraft, hænger det ikke blot sammen med, at den gerne vil undgå alt for store lønstigninger, og at virksomheder må sige nej til ordrer. Strategien skyldes også en undren.
"Der er en række faggrupper eksempelvis inden for byggeri, detailhandel og folkeskolen, hvor der er det paradoks, at der er en del ledige, samtidig med at arbejdsgiverne mangler folk," fortæller Erik Holck Hansen og kommer med et eksempel:
"Ud af statistikkerne kan vi se, at en del folkeskolelærere har et slip mellem f.eks. en barselsorlov og så et job. Eksempelvis går de ledige fra maj, til skolen begynder igen i august. Nogle steder er der mangel på lærervikarer, og derfor undrer det os, at de ledige ikke kommer ud på skolerne."
'Ganske få uvillige'
Sekretariatschef i lærernes arbejdsløshedskasse dlf/a, Frank A. Jørgensen, bliver vred over, at ledige lærere af regeringen mistænkeliggøres som ugidelige.
"Der er i vores branche nogle ganske få ledige, som reelt ikke ønsker at gå i arbejde i morgen. Men det er forsvindende få. Det store flertal ønsker at komme i job," siger Frank A. Jørgensen.
Ifølge dlf/a har ca. 1.400 folkeskolelærere inden for det seneste halve år været ledig mere end 16 uger, og ledigheden er for opadgående. Derfor kan det undre, at det ifølge Danmarks Skolelederforening er vanskeligt at skaffe vikarer til en del skoler i Nord-, Vest- og Sønderjylland. Men Jørgensen har en forklaring:
"Det giver ikke megen mening for en ledig lærer i Holbæk at rejse til Ringkøbing for at tage et tre måneders vikariat - især ikke hvis der er en ægtefælle, der også skal finde et job."
Ifølge velfærdsreformen skal arbejdsløshedskasserne spille en mere aktiv rolle i at få de ledige i gang.
"Der er ingen tvivl om, at beskæftigelsesministeren ønsker, at de ledige skal piskes mere. Men vi kan godt gå konstruktivt i gang med de nye opgaver. Eksempelvis vil vi gøre endnu mere for at matche ledige og skolerne," siger Jørgensen.
Bedre miljø, tak
Et af de områder, hvor der over næsten hele landet er mangel på ledige hænder, er i hjemmeplejen og på sygehusene.
Alligevel viser statistikken, at 1,2 pct. af social- og sundhedsassistenterne og 2,3 pct. af social- og sundhedshjælperne er ledige. En del af dem har været ledige i månedsvis. Sektionsleder i fagforeningen FOAs A-kasse, Jens Almbjørn, siger:
"Når nogle går ledige i længere tid, hænger det sammen med, at de eksempelvis er nedslidte, på vej over i andre fag eller er på supplerende dagpenge. Hvis arbejdsgiverne vil have flere i sving, må de sørge for et bedre arbejdsmiljø og flere fuldtidsstillinger," siger Almbjørn.
Notat om beskæftigelsesministerens beskæftigelsespolitiske indsatsområder og mål for 2007 kan læses på www.ams.dk