Læsetid: 2 min.

'Regeringen vendte det blinde øje til tortur i Irak'

Selv om pressen skrev om amerikanske soldaters tortur af fanger i Irak, gjorde VK-regeringen intet for at få viden om det
11. maj 2005

Det var først, da bl.a. et billede af en fange med elektriske ledninger på kønsdelene, dukkede op på tv 29. april 2004, at den danske regering begyndte at interessere sig for torturen i Abu Ghraib-fængslet i Irak. Før da havde regeringen ikke gjort noget for at få viden om sin amerikanske allieredes brug af tortur, selv om torturen var blevet omtalt i pressen i foråret 2004.

Det fremgår af et svar, som udenrigsminister Per Stig Møller (K) har givet til folketingsmedlem Frank Aaen (Enhedslisten). Ifølge svaret har regeringen først fået kendskab til undersøgelserne af mishandlingerne i Abu Ghraib i maj 2004.

Regeringen har med egne ord ikke været opmærksom på, at nyhedsbureauet AP 16. januar citerede det amerikanske forsvarsministerium for, at der var iværksat undersøgelser af "meget alvorlige og troværdige" beretninger om brug af tortur. Regeringen eller de mange embedsmænd i Udenrigsministeriet har angiveligt heller ikke fulgt med i medierne i foråret 2004, hvor f.eks. Berlingske Tidende 8. marts bringer en artikel, hvoraf fremgår, at "forrige måned suspenderedes 17 menige og officerer...efter at beskyldninger om mishandlinger dukkede op i Abu Ghraib-fængslet."

Forsvars- og udenrigsordfører Frank Aaen undrer sig meget over regeringens laden stå til i forhold til de alvorlige anklager om tortur.

"Den venlige version af regeringens inaktivitet er, at den ikke har været sin opgave voksen. Den uvenlige er, at regeringen helt bevidst har valgt at holde sig selv i uvidenhed, eller at embedsmænd ikke har rapporteret op ad i systemerne," siger Aaen, og fortsætter:

"I den senere tid har regeringen har travlt med at gøre sig selv til bannerfører for, hvad regeringen burde have gjort under besættelsen af Danmark. Regeringen burde være mere opmærksom på, hvad den her i nutiden med vores styrker i Irak er med til."

Aaen bebuder endnu flere spørgsmål til regeringen om dens viden om tortur i Irak og siger på baggrund af regeringens tidligere svar på Irak-spørgsmål:

"Det virker som om, at regeringen har en ikke høre-, ikke se-, ikke tale-politik over for Bush-regeringen. Den lille mand Fogh fra Danmark skal ikke genere den store mand Bush - slet ikke før de nu skal mødes igen 20. maj."

Det var ikke muligt i går at få en kommentar fra udenrigsminister Per Stig Møller, da han var på hjemrejse fra Grønland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu