Læsetid: 7 min.

Regeringen og ytringsfriheden

Det er åbenlyst, at den danske regering føler sig stærkt begrænset i sin ytringsfrihed. Den mener utvivlsomt, at det ikke ville være klogt at benytte sig af den. Det gør til gengæld tidligere justitsminister Ole Espersen i denne kronik, men han vil ikke opildne til vold og had
18. april 2007

I dag har jeg tænkt mig at bruge min ytringsfrihed. Jeg er naturligvis ikke i tvivl om, at jeg har denne frihed. Det følger jo af Grundloven og blev understreget af statsministeren i hans nytårstale i år. Han sagde bl.a., at det er den mest kostbare frihedsrettighed, vi har. Den skal bruges, fortsatte han, bl.a. til "frit at tale de politiske magthavere, de religiøse autoriteter og de hævdvundne tankesæt midt imod", og han fortsatte: "det er kernen i folkestyret". Han sagde ikke noget om, at vi sådan i al almindelighed skulle forvalte denne frihed på en klog måde, men han understregede dog, at vi "hver især har et ansvar for at forvalte ytringsfriheden på en sådan måde, at vi ikke opildner til vold og had".

Det sidste - at opildne til vold og had - har jeg i hvert fald ikke tænkt mig at gøre. Men jeg føler også, at man derudover har en pligt til at forvalte ytringsfriheden med klogskab. Og det mener jeg at man kan gøre netop med baggrund i statsministerens understregning af vigtigheden af at bruge denne ytringsfrihed som en del af kernen ved vort demokrati. Ingen vil jo benægte, at demokratiet omfatter respekt for grundlæggende menneskerettigheder.

Jeg vil bruge min ytringsfrihed til at understrege, hvor uheldigt det er, hvis vi ser ledende folk, engagerede i vores folkestyre, lægge så mange begrænsninger på sig selv, at selve kernen i dette folkestyre begrænses. De gør det utvivlsomt, fordi de mener, at det er klogt. Statsministeren og i hvert fald dele af den nuværende regering er i denne henseende langt fremme, når det drejer sig om begrænsninger i udenrigspolitiske ytringer.

Netop Danmark har i de sidste 30-40 år ellers været kendt for åbent og direkte at kæmpe for menneskerettigheder og påpege krænkelser. En meget aktivistisk politik. Utallige er de gange, hvor vi i FN, Europarådet og i andre fora har arbejdet positivt for styrkelse af disse rettigheder og fordømmelse af dem, der krænker dem. Der er ikke blevet lagt fingre imellem. Jeg føler virkelig, at vi stod sammen, da det gjaldt om at skabe en verden i højere grad præget af respekt for retssikkerhed og grundlæggende frihedsrettigheder. Poul Hartling, Hans Jørgen Lembourn, Viggo Fischer og Per Stig Møller var, som borgerlige politikere, fremtrædende i disse bestræbelser.

"Vi stod vagt om ytringsfriheden," fremhævede statsministeren nu i sin nytårstale, alene relateret til karikaturtegningerne. Vi stod vagt for at beskytte os selv og det, vi alt taget i betragtning - med rette - mente var og er vores og andres rettigheder. Men hvad er det, der i grunden er sket med brugen af ytringsfriheden?

At skifte stil

De fleste vestlige lande har i årtier været kendt for at fordømme, undertiden endda "alvorligt at fordømme" grove krænkelser af folks menneskerettigheder. Det engelske ord 'condemn' har været anvendt i utallige resolutioner, hvor folk har lidt under tortur, nedskydning af civile, brug af grusomme former for våben osv. osv. Men dette ord har regeringen tilsyneladende strøget fra den ordliste, der ellers har stået til rådighed. Der kunne have været tale om at anvende ordet i forhold til USA's nu alt for kendte mange mishandlinger af fanger, ulovlige tilbageholdelser, konventionstilsidesættelser m.v.

Det skal vi nok ikke lade os overraske af. Man kan ikke både være allieret med et andet land og på samme tid kritisere det for dets handlinger, selvom de i enhver henseende er forkastelige. Enten eller! Vi er venner, "vi har fælles værdier", der er tale om vores store allierede osv. osv. Regeringens frygt for på nogen måde at genere USA er for så vidt forståelig. Alene det at fremsætte ønske om en kontrol af, at de fanger, der overlades i USA's varetægt, behandles efter de gældende folkeretlige regler ville jo være en fornærmelse. Hvem har lyst til at så nogen som helst tvivl om, at USA handler humant og korrekt. (Ganske vist siger den amerikanske regering ikke, at man under alle omstændigheder følger Genève-konventionens regler. Man siger og gentager, at man har til hensigt at følge principperne i Genève-konventionen. Det er jo det samme som at sige, at reglerne ikke gælder, at der ingen juridisk bindende kraft er, og at det derfor står USA frit for at følge eller ikke følge disse regler.)

Det er åbenlyst, at den danske regering føler sig stærkt begrænset i sin ytringsfrihed. Den mener utvivlsomt, at den har en ytringsret, men at det ikke ville være klogt at benytte sig af denne ret. Også selv om man måske kunne medvirke til at forhindre uskyldige menneskers lidelser. Men hvad gør man da i stedet?

Ja, det er naturligvis svært pludselig at skifte stil. Især når man vil fastholde, at Danmark fortsat baserer sig på FN's menneskerettighedskonventioner, Genève-konventionerne osv. (Dette sidste gælder dog som bekendt ikke regeringens støtteparti Dansk Folkeparti, som anser menneskerettigheder for at være et ukristeligt, nærmest hedensk onde.)

Er blevet usynlige

Ja, hvad gør man så? Jo, i stedet for at fordømme visse handlinger, hvilket jo er stærkt i forhold til en allieret, når det er denne, der har begået handlingerne, så siger man, at man ikke 'støtter' disse handlinger. Det kan USA jo nok leve med. USA havde ikke nogen problemer med at finansiere den domstol, der dømte Saddam Hussein, også selvom Danmark på grund af vores modstand mod dødsstraf ikke ønskede at bidrage til domstolens budget, således som det gentagne gange er fremhævet af regeringen. Det var i den henseende vores måde at forvalte ytringsfriheden på - på en klog måde. Men generelt er der altså tale om, at vi i stedet for at fordømme blot tager afstand eller ikke støtter. Tortur af fanger i Guantánamo er nu bevidnet ved edsvorne erklæringer fra forhørsledere. Regeringen siger gennem Udenrigsministeriets presseansvarlige, at 'regeringen gentagne gange har taget afstand fra umenneskelig behandling og tidsubestemt tilbageholdelse. De nye oplysninger bekræfter mig (udenrigsministeren) i, at denne afstandtagen er helt på sin plads'. Altså, vi vil ikke ligefrem mene, det er klogt at bruge ytringsfriheden til at kritisere, endsige fordømme, endsige anmode om, at folk, der har siddet i årevis i tidsubestemt tilbageholdelse løslades eller stilles for en dommer. Ingen fordømmelse, ingen krav. Men vi tager afstand fra umenneskelig og ulovlig behandling.

Jeg vil gerne bruge min ytringsfrihed, klogt eller ikke klogt, til at sige at vi er blevet ret så usynlige, hvad angår vores kamp for menneskerettighederne. Det er muligt, at regeringen er af den opfattelse, at vi borgere må vise forståelse over for den amerikanske regerings vanskeligheder. Selv om denne regering, og vel også dens støtter, har medvirket til, at 'USA's anseelse i omverdenens øjne aldrig har været så lav' (Nobelpristageren Joseph Stiglitz i Politiken). At forvente et generelt nationalt sammenhold, også mellem oppositionen og den danske regering, må i det mindste forudsætte, at der ikke er tale om en krig i strid med folkeretten og under brug af metoder, som er i enhver henseende uacceptable. Til sammenhold på et sådant grundlag rækker sammenhængskraften i vores samfund gudskelov ikke.

Retten til livet

Men vi må heller ikke være blinde for, at ændringerne i vor udenrigspolitik jo har nogle ganske langtrækkende perspektiver. Danmark har lidt et omfattende udenrigspolitisk tab i renommé, når det drejer sig om respekt for grundlæggende rettigheder. Danmark bliver næppe anset for at være et forbillede i den henseende for nogen. Dette kan ikke undgå at give os et udenrigspolitisk minus og gøre i øvrigt velmente bestræbelser fra udenrigsministerens side på at bistå med demokratisk fremgang, bl.a. i de arabiske lande, næsten umulige. Danmark kan ikke længere anses for at være et fuldgodt medlem af Forenede Nationer, efter at vi af svært forståelige grunde har engageret os i en angrebskrig i strid med FN-pagten og med folkeretten i almindelighed. Bortset fra selve krigens ulovlighed har utallige af dens følger, menneskeligt og økonomisk, jo været velkendte katastrofer. Det medfører af ganske naturlige grunde, at den danske befolknings engagement i fremtidige militære operationer i udlandet vil være for nedadgående, også selvom de måtte blive foretaget i FN's regi. Også det er specielt ærgerligt; Danmark har igennem mange år ydet et værdifuldt bidrag til FN-operationer af fredsbevarende og fredsskabende karakter. Det er en kendsgerning, at dette har øget freden og sikkerheden i de områder, hvor vi har deltaget.

Jeg er ikke i tvivl om at det danske forsvar vil få store vanskeligheder i de kommende år med at rekruttere soldater til kommende indsatser. At dette vil kunne være medvirkende til yderligere menneskelige katastrofer rundt omkring i verden er ubetvivleligt. Altså en ulykkelig langsigtet konsekvens af regeringens beslutninger på dette område. Lidt efter lidt engagerer vi os på måder, som for få år siden ville have været nærmest utænkelige. Og som uundgåeligt vil svække ønsket om at deltage i internationale, specielt FN-aktioner. Indsatserne i Afghanistan og Irak har, for Afghanistans vedkommende efter NATO's opfattelse, været præget af alt for omfattende drab på civile i strid med konventionernes grundlæggende regel 'retten til livet'. Denne ret må vel også siges at være en overordentlig kostbar rettighed - måske lige så vigtig som ytringsfriheden?

Ole Espersen er tidligere justitsminister og formand for Retssikkerhedsfonden

Kronikken i morgen: Piger er bedre end drenge - også i sløjd

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her