Læsetid: 3 min.

Regeringens sociale ansvar

25. februar 1997

Den sociale katastrofe er den største udfordring for det danske velfærdssamfund. Vi har et stort marginaliseringsproblem, der ikke alene betyder store offentlige udgifter - men også store sociale problemer hos en betydelig del af borgerne.
Kynikere kunne hævde, at de problemer ikke er væsentlige for os andre. Men sådan er det bare ikke. Mange af samfundets torne udspringer af den afmagt og ligegyldighed, som omgærder disse mennesker. Kriminaliteten og volden er de tydeligste tegn i tiden. Og ganske banalt; Stemmer ordet 'velfærdssamfund' overens med, at så mange mennesker har det dårligt og føler sig uden betydning?
Den socialt ansvarlige SR-regering vil gerne forebygge de sociale problemer, og socialminister Karen Jespersen (S) lancerede derfor kampagnen 'Det angår os alle' for tre år siden. Sigtet med kampagnen er især at overbevise erhvervslivet om, at det også har et ansvar for den udstødelse, der foregår på arbejdsmarkedet.
Men erhvervslivet er ikke en socialpolitisk foranstaltning, og man kan derfor ikke sætte sin lid til, at der vil ske en holdningsændring dér. Selvfølgelig ville det være rart, om et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø blev så væsentlige punkter på dagsordenen, at den systematiske nedslidning af arbejderne blev stoppet. Men virksomhederne eksisterer for at tjene penge, og man kan ikke forvente, at deres sociale indsats vil omfatte mere end nogle af deres egne medarbejdere, som kan få en ny chance i form af et skånejob. De næsten 270.000 førtidspensionister i Danmark får i hvert fald næppe glæde deraf.
Socialministeriets kampagne har endvidere givet penge fra satspuljen til en række projekter i andet regi. Et af de mere succesfulde, hvor mennesker er hjulpet til at blive på arbejdsmarkedet trods psykiske eller fysiske problemer, og hvor der samtidig er sparet offentlige kroner, er arbejdsfastholdelses-projekterne. Det er en ide, som især er udtænkt i fagbevægelsen. Og man kan kun glæde sig over, at den nu vil hjælpe de nedslidte mennesker, efter den har sørget for en høj løn, kort arbejdstid - og dermed et højt arbejdstempo, der også medvirker til en udstødelse. Hvis fagforeningernes, arbejdsgivernes og kommunernes samarbejde omkring arbejdsfastholdelse breder sig fra projektplan til at blive gældende praksis i alle landets kommuner, vil man helt sikkert forhindre, at en del mennesker udstødes. Godt.

Men regeringspartierne ved udmærket godt, at marginaliseringen og den sociale udstødelse er så alarmerende problemer, at det kræver et ganske andet politisk mod at sætte ind over for dem.
Socialminister Karen Jespersen fortalte i et interview her i avisen i fredags, at hun som forsøg vil skabe to stjernekommuner.
"I stedet for at have alle mulige projekter her og der, så vil vi prøve at lave en slags laboratorium. Alle de ting, som vi ved virker, vil vi samle på et sted og på den måde se, hvad der kan lykkes," argumenterede hun.
Man kan da kun undre sig over, at når der er nogle ting, som man ved virker, at de så ikke sættes i værk over hele landet. Det er som om, at regeringen hele tiden venter lidt og ikke tør tage springet ud i den samlede indsats, der er så nødvendig.
Det er ikke visionerne, der mangler. Det Radikale Venstre arbejder i øjeblikket på en stor samlet velfærdsplan, som beskrevet i avisen i går. Planens enkeltheder er stadig en hemmelighed, da den langt fra er færdig.
Men overordnet drejer det sig om at reformere de forskellige systemer, så de kommer til at passe bedre sammen. Der skal tages udgangspunkt i de menneskelige ressourcer og sættes massivt ind over for arbejdsmarkedet, så det giver plads til alle og bliver attraktivt nok til, at den ældre aldersgruppe vælger det frem for et tilbud om tilbagetrækning.

Igen kan man kun undre sig. Når nu de radikale siden sommer har profileret sig så kraftigt på velfærdsreformer, hvorfor skal et konkret udspil så først komme i august? Regeringen har med sin sociale orientering haft en kæmpe chance for at markere sig i Danmarkshistorien som den regering, der tog fat om samfundets fundamentale problemer.
Men i stedet ændrer den kun små bidder, og de radikale gemmer den store plan til efteråret, hvor den kan fungere som valggrundlag til et kommende folketingsvalg. Og også gerne som det næste regeringsgrundlag, som kulturminister Ebbe Lundgaard siger.
Meningsmålingernes antydninger gør det dog ikke overvejende sandsynligt, at R og S også skal danne den næste regering. Partierne har derfor intet andet valg end straks at sætte handling bag ønsket om Danmark som foregangsland. Med mindre de selvfølgelig accepterer den sociale katastrofe.

heb (Helle Bruun Jensen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu