Læsetid: 2 min.

'Regine' - samtiden anbefalet

14. december 2005

Intet er så fortvivlende for en forfatter som en anmelder, der ikke interesserer sig for hendes ærinde, men prompte forkaster præmisserne for den bog, hun har skrevet. En sådan anmelder har Sørine Gotfredsen fundet i Signe Lindskov Hansen, der anmelder hendes romanbiografi Regine. En fortælling om Søren Kierkegaards forlovede (Information den 10.-11. december).

Gotfredsens fundamentale synd er, at hun i sin omgang med de historisk fakta angiveligt er så ængstelig, at det nærmer sig det jomfrunalske, hvorfor bogen ender som "en yderst langmodig victoriansk sædeskildring, der er skrevet med 150 års forsinkelse."

Gotfredsen har vitterligt, som hun skriver i forordet, lagt væk på, at den historiske ramme om fortællingen skulle være realistisk. Derfor har hun bl.a. konsulteret undertegnede, men det burde hun nok ikke have gjort, da jeg som bekendt er berygtet for videnskabeligt flueknepperi. Således mener anmelderen, at Gotfredsen ikke blot går med noget så uklædeligt som livrem og seler, men endog kører med litterær-biografiske airbags.

Nu har jeg lidt svært ved at se, at det skulle være en relevant indvending mod en romanbiografi, at den ikke benægter fakta. I det aktuelle tilfælde er anken desuden helt uden pondus, da den faktuelle viden om den historiske Regine Olsen og hendes forlovelse med Søren Kierkegaard er så begrænset, at romanbiografiens forfatter under alle omstændigheder må løfte sig over kildematerialet for at drive det til mere end en udramatisk samling af breve og aktstykker. Ganske vist har Gotfredsen inkorporeret Kierkegaards breve til Regine i sin bog, men hun har immervæk selv lagt mere end 350 sider oveni.

Dramatisk iscenesættelse

Trods anmelderens skepsis over for romanbiografiens afsæt i kilderne fordrer hun besynderligt nok, at den skal føje noget nyt til vores viden om "de ydre begivenheder".

Sandt nok går eksempelvis Maria Helleberg ikke af vejen for at studere originale dokumenter i arkiverne, når hun laver research til sine romanbiografier, men det ville næppe være rimeligt i almindelighed at forvente af skønlitterære forfattere, at de også påtager sig forskernes møjsommelige arbejde. Det sidste burde være til at stole på.

Endelig indrømmer anmelderen, at vi ikke ved ret meget om Regines personlighed og intellekt, men klager over, at vi heller ikke i Gotfredsens bog bliver klogere på hende. Det medgiver jeg gerne, men jeg tvivler på, at Gotfredsens mål har været at gøre os klogere på Regine.

Snarere end den historiske frøken Olsen må Regine identificeres som en almindelig katalysator for - som Gotfredsen skriver i forordet - "hvad der kan ske, når et menneske møder Søren Kierkegaard."

Det er netop det, der er det fine ved Gotfredsens bog, nemlig at den præsenterer en personlig tilegnelse af Kierkegaards eksistenstænkning. Således er den langt mere optaget af Kierkegaards forfatterskab end visse biografer, der hellere pirrer læserne med spekulationer om erotiske defekter end udfordrer dem til selv at tilegne sig hans tanker.

Derfor tror jeg også, at Regine i højere grad afspejler Gotfredsens tilgang til Kierkegaard end frøken Olsens, men når hun ikke postulerer det modsatte, finder jeg - trods mit allerede nævnte ry - ingen grund til at gøre anskrig mod bogen. Tværtimod tør jeg anbefale den som en dybsindig og dramatisk iscenesættelse af forfatterens egen passionerede læsning af Kierkegaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu