Det er mærkeligt nok ikke meget, vi hører om Øresundsregionen. Hverken politikere eller pressen synes, at interessere sig synderligt for dette kraftcenter, men det er der måske en forklaring på.
"Jo mere øresundsregionen integreres, desto større spænding mellem regionen og nationalstaterne Danmark og Sverige. Det er en tilspidset påstand, men den rummer en hel del sandhed. En anden del af sandheden synes at være, at nationalstaterne viser en, til tider, forbavsende lille interesse for regionen".
Sådan beskriver den svenske journalist Sture Näslund udviklingen af integrationsprocesen mellem Skåne, Sjælland og Bornholm. I dag, hvor vi taler om en ny EU-forfatning, har udviklingen af regionernes Europa i den grad fået en fornyet betydning.
Og dette forhold er der stærke kræfter, der er meget bevidst om. Den i 1993 oprettede Öresundskomité er først og fremmest en politisk platform, der skal bidrage til at legitimere en folkelig forankring af integrationsprocessen i hele regionen. Den folkelige opbakning til projekt Øresund er naturligvis nødvendig, hvis regionens borgere ikke skal føle udviklingen som dikteret oppefra. Især ikke da ambitionsniveauet fra starten har været at synliggøre regionens fælles økonomiske, kulturelle og sociale vækst over for omverdenen. Og det hele støttes årligt med EU-midler.
Et af argumenterne for at arbejde for en integreret region er bl.a. et spørgsmål om kvantitet. Jo flere mennesker, des bedre. Øresundsregionen har i dag over tre mio. indbyggere:
Skånes særlige egenart
"Skåne er for lille til være synlig på en større arena. Det gælder også selv København. Men tilsammen, med mere end tre mio. indbyggere, har vi en unik mulighed, hvis vi samarbejder inden for forskning, udvikling, infrastruktur og arbejdsmarked". (Öresundsregionen 10 år, 2003, s.4).
Inden for læring og forskning f.eks. findes der (i 2004) i Øresundsregionen 140.000 studenter og 10.000 forskere fordelt på 14 universiteter og seks forskerparker. Alene indenfor it-branchen findes 100.000 ansatte i 12.000 firmaer.
At mængden af borgere i sig selv, skulle kunne løfte opgaven, giver nu ingen mening. New York gik som bekendt fallit, trods sit millionindbyggerantal og infrastruktur.
Skåne virker mere ivrig efter integration end København. Skåne har altid villet tilnærme sig Danmark, og om ikke andet så have svensk indenrigspolitisk særstatus med egne friheder i forhold til staten. Alene det at flage med regionale farver (det skånske korsflag er rødt og gult) ville næppe være tilladt i Danmark.
Kan vi så forestille os en region i Danmark, der vil være sin egen? - Nej vel ?
Men nu starter vi altså med en Øresundsregion og initiativet er bl.a. drevet afsted af mænd som komiteens direktør, Birger Olofsson, overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, regionsråd Henrik Hammer og amtsborgmester Kristian Ebbensgaard, som alle har været med fra starten i 1993. Strategien bag projektet synes ikke umiddelbart at have været speciel synligt eller demokratisk forankret, hvilket måske skyldes, at det faktisk indirekte er et EU-projekt. EU støtter regionens udvikling med enorme beløb hvert år. Det sker gennem socialfonde, strukturfonde og Interregmidler.
Daværende kommunalråd Joakim Ollén var i begyndelsen af 90'erne primus motor i udviklingen af Skåne som en administrativ enhed og Region Skåne etableredes efter 1993. Joakim så straks muligheden, da Sverige var på vej ind i EU. Herefter ville regionernes Europa nemlig snart tone frem. Især med økonomisk støtte fra EU, hvor der som sagt tænkes strategisk og langt i bestræbelserne for at få nationalstaterne til at opløse sig selv på en række områder.
Profan profitjagt
Jeg vil påstå, at sammensmeltning af regioner på tværs af landegrænser, ikke kun sker gennem stimulering af terapeutiske projekter, hvor embedsfolk og private ildsjæle lærer at samarbejde. Integration følger med som et biprodukt af almindelige ønsker om profitmaksimering. En profan og lidet politisk korrekt tanke. Ikke, at jeg her skal plædere for en Adam Smithsk usynlig hånd, der pænt udjævner og fordeler goderne, men økonomisk vækst er motoren, der trækker resten. Også de mere subtile sager som regional selvforståelse. At sociale skævheder som regel også følger med, er et politisk problem, som her er irrelevant.
Ufravigelig vækst
Öresundskomiteens eksistensberettigelse er, at den sætter mere skub i tingene. Hvis den ikke var der, og hvis ikke der kom gavmild økonomisk støtte fra EU og nationale fonde, kan man spørge om følgende så ville være etableret allerede nu: Öresund Business Integration, Medicon Valley Academy, Öresund IT Academy, Öresund Food Network, Øresund Science Region, Øresundsuniversitetet, Skolesamarbejde, ØresundDirekt, ØAR - Øresundsregionens Arbejdsmarkedspolitiske Råd, Miljøprogram, Kulturbroen, radio- og Tv-samarbejde. Alle imponerende produkter af komiteens virke.
Tingene speedes altså op. Og det er der brug for: Nedbrydning af barrierne på tværs af Sundet og bedre udnyttelse af hinandens ressourcer og ikke mindst erfaringer. Den skarpe konkurrence fra andre nordeuropæiske regioner så som omkring Berlin, Hamburg og Stockholm tilsiger, at Øresundsregionen ikke er speciel og må have mere turbo på. De nævnte regioner tilbyder nemlig de samme ting som karakteriserer Øresundsregionen:
- Medical/Biotech,
- Food Science,
- it,
- Enviromental Science
Bureaukratiet bremser
De andre regioner skal ikke slås med nationale forskelligheder, som jo plager Øresundsregionen. Selv om OECD fremhæver regionen som et mønstereksempel på et velfungerende grænseoverskridende regionssamarbejde, så er der stadig alt for mange sociale, politiske, juridiske og administrative barrierer. Tænk alene på, at en ledig skal have dispensation til, at krydse sundet for at søge arbejde. Og hvis en eksportvirksomhed får akut brug for en medarbejder, der er kemiingeniør med bio-teknisk baggrund, kan tale arabisk og har særlig markedskendsskab til Saudi-Arabien, ja, så kan han findes på den anden side af Sundet, og virksomheden aner det ikke. Set i denne vinkel betyder størrelsen noget. Det er en fordel at kunne rekruttere medarbejdere fra hele regionen. Også flaskehalsproblemer ville så kunne løses.
Som sagt er der gode argumenter for en fortsat integration og en politisk årvågenhed over for en Øresundsregion. Selv om jeg ovenfor har argumenteret for at erhvervsudviklingen af sig selv vil skabe integration over Sundet uden kunstige løft i form af lad-os-kende-hinanden-projekter, så er det åbenbart at udviklingen kan og skal skubbes på vej. Og det kræver politisk vilje, som igen er afhængig af en folkelig opbakning. Derfor Öresundskomiteen.
Visionerne for en fælles Øresundsregion, kan tegnes med følgende otte tænkte fremtidseksempler (år 2013):
- Øresundstoget kører hvert 10. minut
- Øresundsbroen indgår i det fælles vejnet og broafgiften ophører
- Kollektivaftaler godkendes på begge sider af Øresund
- Fælles designhus og et Øresunds-Musikkonservatorium
-Frit sygehusvalg i Øresundsregionen
-Fælles fodboldhold
-Fælles markedsføring
-Fælles parlament
(Eksemplerne er fra Øresundskomiteens eget Nyhedsblad 2003).
Identifikation
Jo mere befolkningerne involveres på tværs af Sundet i deres dagligdag, det være sig med arbejde, beboelse, ægteskab, via medierne osv., jo lettere vil der kunne findes forståelse for politiske tiltag, der harmoniserer reglerne på tværs af Sundet. Altså starter det som altid med at forbinde ideologi med praksis. Det vil sige gøre vores fælles kultur narrativt nærværende. Men først må de nationale sammenhænge fortone sig i EU-centralisme. Herefter kan regionalismen få betydning mentalt.
Og nok kan vi konstruere en fortælling om os selv som øresundsborgere, men den historie, der følger i kølvandet på økonomisk vækst, vil forme sig selv.
Er først den værdiskabende proces tilstede, så vil vi efterhånden identificere os med den afledte historie, vi får fortalt. Ligesom vi i dag identificerer os med den historie, der bilder os ind, at vi er danskere eller svenskere, og at vi er folkeslag, der har eksisteret i 1.000 år.
En skrøne vi accepterer, og i det øjeblik vi gør det, bliver vi danskere eller svenskere. Dertil kommer, at erkendelsesprocessen er irreversibel. At være dansker er altså en sindstilstand.
Nationalstaten har haft 150 år at blive til i. Men se Skåne: Indbyggerne her er ikke blevet et produkt af den svenske fortælling endnu. De er sande regionalister og bliver nok de første pionerer, når det ny Europa tager form og nationalstaterne mister deres betydning.
Anders Holm er mag.scient. ogdirektør i den dansk-japanske kulturudvekslingsforening Copenhagen-Tokyo Ginza
