Læsetid: 4 min.

Regionerne spøger

9. august 2000

Korsika er en del af Frankrig - og et hjørne af Europa. Den sidste nye udvikling omkring øen rummer nogle faretruende perspektiver, der forklarer, hvorfor debatten er så lidenskabelig i Frankrig, men samtidig påkalder sig opmærksomhed i resten af Europa.
Siden de korsikanske nationalister i 1975 indledte deres voldelige kampagne med mord og sprængstof-
attentater, har Korsika været et fransk problem, der i hovedsagen drejede sig om at skabe fred på øen. Det kompliceredes af, at man ikke alene skulle bekæmpe de nationalistiske terrorister, men også korruption, mafiavælde, sabotage og obstruktion af retsvæsenet.
Med den nye plan for øens fremtid, som regeringen
Jospin er nået til enighed med øens folkevalgte politikere om, er Korsika blevet et spørgsmål om Frankrigs enhed eller opsplitning, og det er uden overdrivelse en
debat af historisk rækkevidde. Frankrigs enhed var selve essensen af monarkiet før Revolutionen, og den centraliserede statsmagt, den "udelelige republik" blev et dogme fra 1790erne og fremefter - det er den såkaldte jakobinske tradition.
Visse forsigtige reformer i retning af særstilling for Korsika blev allerede gennemført i 1982 og 1992 i forsøg på at pacificere nationalisterne. Det epokegørende ved den nye plan er, at der tales om en delvis overførsel af den lovgivende funktion, som er det franske parlaments privilegium - og eksistensberettigelse - til den lokale folkevalgte forsamling. Denne skal kunne 'tilpasse' de love, der vedtages i Paris, til egne behov og ønsker.

Selv om dette skridt er omgivet af en række betingelser og forbehold, er det tydeligt, at en principiel grænse hermed overskrides - hvis planen gennemføres (fra år 2004 og efter en grundlovsændring). Modstanderne af planen advarer mod et skråplan, der kan føre til Frankrigs opløsning. Det lyder drastisk, men talsmænd for separatister, autonomister og nationalister i Bretagne, Alsace, Baskerlandet, Savoie osv. har givet disse argumenter vind i sejlene ved omgående at give udtryk for, at de anser sig for berettiget til samme behandling som Korsika.
De korsikanske nationalister har samtidig optrådt så skandaløst, at man skulle tro, deres højeste ønske var at styrke modstanden mod planen. En af deres talsmænd har i forbindelse med planens godkendelse i den lokale folkevalgte forsamling - med overvældende flertal, herunder nationalisterne - præciseret, at dette kun er et første skridt, og at målet er Korsikas fuldstændige løsrivelse (selv om mindre end en femtedel af indbyggerne ønsker det). Endvidere at nationalisterne solidariserer sig med med alle fængslede eller eftersøgte terrorister, heriblandt også den mand, der mistænkt som leder af den bande, der myrdede den regionale præfekt, Claude Erignac, i februar 1998. Og at de forventer en fuldsændig amnesti. Det har heller ikke styrket tilliden til korsikanernes ansvarlighed, at endnu en af de nationalistiske ledere i denne uge er blevet myrdet, tilsyneladende som offer for et af de traditionelle opgør mellem rivaliserende grupper. Samme dag blev fire mennesker dræbt ved et maskinpistoloverfald på en bar.

Det er dog ikke så meget denne velkendte 'lokalkolorit' som striden om 'republikkens enhed eller opløsning', der har fremkaldt en usædvanlig splittelse i Frankrigs politiske verden - på tværs af partierne. En grotesk situation, hvor indenrigsminister Jean-Pierre Chevènement - Frankrigs førende jacobiner og fortaler for republikkens enhed - nægter at forelægge den nye Korsika-plan i parlamentet og truer med at træde tilbage. Hvor præsident Chirac godkender planen i modstrid med sit eget parti, RPR, det førende oppositionsparti, hvis ledelse - næsten på linje med indenrigsministeren
- fordømmer planen. Som deres partifæller på Korsika har stemt for...
Det er ikke tilfældigt, at Chevènement og hans meningsfæller i denne sag - de findes inden for flere partier til højre og venstre - falder sammen med den euroskeptiske, republikanske og suverænistiske lejr, der forsvarer nationalstaten. De liberale, centristerne og flertallet af socialisterne godkender Korsika-planen og går ind for vidtgående regionalisering - de udgør samtidig den pro-europæiske lejr. Suverænisterne opfatter nationalstaten som garanten for demokrati og solidaritet, og det er ikke uden grund, at de ser den truet både fra oven og fra neden - med suverænitetsafgivelse til EU og til regionerne. Udhuler man nationalstaten, ender man med et utal af små regioner direkte undergivet en europæisk superstat.
Agitationen for regionale enheder, lokale som transnationale (Øresund og Euroregion Slesvig!) er på mode som aldrig før, og regionaliseringen trænger sig mere og mere på i den politiske debat, side om side med 'modernisering' og 'Europa'. Separatister og autonomister på Korsika som rundt om i Frankrig taler om at "sprænge republikken" og blive "regioner i Europa".
Et sådant regionernes Europa er en gammel ønskedrøm hos traditionelle eurokrater. Men pas på! Den kan blive et mareridt - et balkaniseret Europa - især hvis en region, der bomber sig til løsrivelse, kommer til at danne skole.B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu