Læsetid: 4 min.

Regionsrivegilde

16. marts 1998

DET VAR en usædvanlig barsk kritik af statens forsøg med kulturregioner, der i lørdagens Information blev formuleret af professor Jørn Langsted fra Aarhus Universitet. Han anklagede kultursociologen Peter Duelund, der har fungeret som en slags spindoctor på projektet, for at have leveret "bestilt arbejde" til Jytte Hilden, da hun ved sin tiltrædelse som kulturminister bestilte en stor kulturudredning hos Duelunds nordiske kulturinstitut. Dermed mentes groft sagt, at ministeren havde en hensigt på forhånd, og at udredningen partout skulle bekræfte denne hensigt. Hvilket ligner en anklage for videnskabelig fusk. "Jeg anfægter Peters uafhængighed", sagde Langsted lige ud.
Langsted mente derudover, forstod man, at forsøgene i det store og hele er overflødige. Initiativer, der i forvejen var i gang, fik blot heftet et nyt navn på sig, så de kunne passe ind i ministerens forsøg - altså form uden reelt indhold. Som Langsted ser det, er den dybere mening, at forsøgene skal bane vej for en tilbageføring af kulturpenge fra staten til lokalområderne, når forsøget er forbi ved år 2000. Altså nedtælling til de bloktilskud, som mange kulturfolk frygter, fordi kulturstøtten så risikerer at blive skåret ned i provinsen, alt efter hvilken partikonstellation, der har magten i amter og kommuner.
Naturligvis skal man være forsigtig med at vurdere værdien af et forsøg, så længe det endnu er i gang. Et konsulentfirma følger det løbende og barslede i november i fjor med en midtvejsrapport, et digert værk, som dog ikke fortæller alverden. Noget er - efter en lidt famlende start - blevet bedre, andet er ikke lykkedes. Om ikke andet er man blevet bedre til "at snakke på tværs" i lokalområderne.

FOR DE, der ulykkeligt har glemt alt om, hvad kulturregionerne er for nogle svende, kan vi hjælpe hukommelsen på gled ved at nævne ordene hegnspæle, armslængdeprincip og pengeposepolitik. Disse ord føg gennem luften, da Jytte Hilden med vanlig foretagsomhed ville rydde op i det kulturliv, hun påtog sig at administrere uden i forvejen at kende området som politiker. Ved at få udarbejdet en kulturredegørelse, opnåede hun to ting: 1. At vinde tid. 2. At få et overblik over området. Overblikket bestod af 17 bøger fra instituttet, som gav en beskrivelse af kulturens forskellige genrer og institutioner. Udredningen var et diskussionsoplæg: Hvor står vi nu, og hvor skal vi hen?
Et af de steder, Hilden gerne ville hen, var til provinsen med den smukke tanke, at beboerne her skulle have større bestemmelsesret over, hvilke kulturaktiviteter der skal være i nærområdet. Nogle forsøgsområder blev valgt ud efter frivillighedens princip, og Folketinget sagde ja. De pågældende fik populært sagt lov selv at bestemme over de penge, som det offentlige i forvejen gav til kulturen dersteds plus en lille pose penge ekstra som belønning og til inspiration.
Der blev sat "hegnspæle" om pengene for at forhindre de lokale i at bruge dem til helt andre formål. Med armslængdeprincippet blev der lagt vægt på, at kulturkyndige, ikke politikere, skulle sætte navn og adresse på pengene.

PROBLEMSÆTTET er reelt nok. Det stikker måske tydeligst og mest symbolsk sit hovede frem, når man fra centralt hold udvælger en skulptur til opstilling i et offentligt byrum, på en plads eller et torv, og beboerne så protesterer højlydt imod valget. Det er jo dem, der skal gå og se på skulpturen hver dag. Omvendt har man set eksempler på, at hvis ikke staten har hånd i hanke med kulturen, misrøgtes den lokalt. Biblioteker udsultes, lokale kunstnere favoriseres, osv. Hvor ligger det rimelige skæringspunkt?
Peter Duelund havde forestillet sig, at regionalforsøget skulle bestå af forskellige modeller for, hvordan kulturpengene skulle arbejde lokalt. Efter endt forsøg kunne man så sammenligne. Hvor fungerede det bedst?
Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Jytte Hilden og Peter Duelund stak hånden ned i en hvepserede, når de forsøgte at sælge ideen. En kommune er for lille til at bære visse kulturopgaver, et amt er for stort til den nærhed, det kræver. Sådan var filosofien bag udstikningen af nye regioner. Men både kommuner og amter kviede sig ved at acceptere, at der skulle være behov for nye opdelinger. Især amterne, som i forvejen var truet på deres eksistens. Nogen vil gerne have dem nedlagt.
Det endte i kompromis. Man koblede sig på initiativer, som allerede fandtes, og fem områder blev udnævnt til kulturregioner. Pr. 1. jan. i år kom yderligere fire områder med i forsøget i relativ stilhed.
"Det blev ikke det eksperiment, jeg havde peget på", siger Duelund nu (Inf. 14.-15.3.) og frygter, at amterne rager magten over kulturen til sig fra staten: "Så står vi med et tilbageskridt og ikke et fremskridt og for mig noget stik modsat af, hvad jeg ville med ideen".

DA EBBE LUNDGAARD som kulturminister læste Midtvejsrapporten, var han skuffet - og klar til at skyde forsøget ned ved dets udløb. På nuværende tidspunkt vides ikke, om kulturministeren til den tid hedder Lundgaard eller noget andet, men på nuværende tidspunkt kan også konstateres, at forsøget mest af alt ligner noget gedigent rod. Herom synes at være en slags konsensus hos d'herrer Duelund og Langsted.
Projektet, der har produceret en masse papir i form af rapporter og delrapporter, etc., skal naturligvis have sin lovfæstede tid og må til sin tid bedømmes på gerningerne.
Der kan jo skjule sig positive værdier et eller andet sted i det. Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her