Læsetid: 2 min.

Regler og kontrol

Sovjetmodellen er blevet utopi for danske liberalister
Tillid er godt, men kontrol er bedre, mente Lenin og mener statsministeren. Derfor vokser det offentlige kontrolapparat og ikke de ydelser, som samfund og borgere har brug for.

Tillid er godt, men kontrol er bedre, mente Lenin og mener statsministeren. Derfor vokser det offentlige kontrolapparat og ikke de ydelser, som samfund og borgere har brug for.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

5. juli 2007

Jeg kommer som systemets fjende nummer et, sagde Anders Fogh Rasmussen, da han trådte til som skatteminister i 1987. 14 år senere leder han en regering, som har udløst en kanonade af regler og bestemmelser. Tænk blot på arbejdsminister Claus Hjort Frederiksens tilløb til en hilsekanon for offentligt ansatte. Mærkeligt nok har forsvaret ikke forsvaret den militære honnør.

Under Den Kolde Krig var verden opdelt i frie og slavebundne samfund. Vi demonstrede som de frie vores frihed over for Sovjet, som havde regler og normer for alt. Det behøver vi ikke længere. Nu er der fri bane for danske kontrolfreaks med deres kontrolinstanser og voksende papirarbejde.

Tillid er godt, men kontrol er bedre, mente Lenin og mener statsministeren. Derfor vokser det offentlige kontrolapparat og ikke de ydelser, som samfund og borgere har brug for. Børn lærer ikke mere i skolen, fordi lærerne skal indberette, hvordan deres kompetencer stiger hver gang, han/hun har haft en time med dem.

Sovjet havde en pædagogik med klare mål for alle alderstrin, og børnene spiste, sov og lærte i takt. Hos os herskede ideer om fri leg, kreativitet og selvregulering. Nu erstattes dynamik af ideologisk beton.

Før gav vi den højeste karakter for selvstændige og originale præstationer. Nu gives den højeste karakter for opnåelse af læringsmål sat af undervisnings- og videnskabsministeren. Eksamen i kristendomskundskab kan ses som parallel til eksamen i marxisme-leninisme.

Kulturen var en vigtig ideologisk kampplads under Den Kolde Krig. Det sovjetiske kunstliv var underlagt streng politisk kontrol. Hos os sikrede princippet om armslængde mod politisk indblanding i kunstnerens arbejde. Det gør det ikke længere.

Sovjet opfandt det lidt komiske begreb arbejdets helte. Regeringen har netop foreslået, at vi udnævner månedens instition f.eks. Månedens Skole.

Biologen Trofim Lysenko's mærkværdige teorier om arvelighed passede med Stalins ligeså bizarre ideer om landbrug. Det satte landets biologiske forskning årtier tilbage. I Danmark har statsministerens besynderlige fascination af Bjørn Lomborgs ideer om energi og miljø gjort noget lignende.

Anonyme angiverier var dagligdag i Østblokken. Socialminister Eva Kjer Hansen har netop foreslået den slags i plejesektoren .

Sovjet var berømt for sit Gulag og sine strenge straffe. Under Den Kolde Krig dannede vi modpol med en human kriminalpolitik og åbne fængsler. Det behøver vi ikke længere. Nu dømmer vi strengere straffe og fængselsbyggeri er blevet et vigtigt indsatsområde for regeringen.

Det nye Rusland burde fremstå som et liberalistisk paradis for Statsministeren og hans entourage. Men Sovjetmodellen er tilsyneladende blevet utopien for omvendte, magtliderlige liberalister. Det kan man kalde omstillingsparathed.

kultur@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu