Læsetid: 4 min.

Regntiden er begyndt i Venezuela

Himlen har åbnet sig i Caracas, hvor regnen og præsidentvalget den 3. december blander sig i det verserende slag mellem Venezuela og Guatemala om en midlertidig plads i FN's sikkerhedsråd
19. oktober 2006

Venezuelansk tv sender hele dagen direkte fra FN's generalforsamling. Verdens lande stemmer om hvem, der skal overtage pladsen i sikkerhedsrådet efter Argentina.

Venezuelas FN ambassadør Francisco Arias Cárdenas udtaler: "Det er en konfrontation med USA, ikke med Guatemala".

USA har ført massiv kampagne for at undgå, at Venezuela vinder pladsen. Da stemmerne er talt op efter første afstemningsrunde, har Venezuela 76 stemmer og Guatemala 109, hvilket ikke er nok til de 2/3-dele, som kræves for at vinde, og derfor fortsætter afstemningen. Efter 6. runde står de to lande lige med 93 stemmer hver, men derefter fører Guatemala uden dog at kunne mønstre de nødvendige stemmer til at afgøre valget. Efter to dage og 22 afstemninger udskydes beslutningen. Det er ved at blive mørkt i Caracas, og det trækker op til regn. Den venezuelanske præsident Hugo Chávez udtaler: "Vi er nede på knæ, men vi fortsætter kampen".

Regntid

Vandet vælter ud af himlen. En af byens hovedfærdselsårer 'El Libertador', der forbinder det Chávez-stærke centrum med de rigere og mere oppositionsvenlige kvarterer mod øst, er blokeret. Regnen har samlet sig i en tunnel, og vejen er blevet flod. Bilkøerne har ikke bevæget sig i timevis. Nogle få har forsøgt at krydse vandet og er gået i stå med åbne motorhjelme. En motorcykel gasser op for at forcere vandet, og den kvindelige passager løfter sine fødder med høje hvide hæle, hvilket ikke giver mening, når man ser på vandstanden. De klarer den. Men ellers holder bilerne overalt stille. Også i alle sidegader hvor folk forsøger at slippe væk. Vandet er ikke til at komme uden om. Regntiden er startet.

Manuel Rosales, oppositionens kandidat til præsidentvalget den 3. december, er guvernør for oliestaten Zulia. Han taler til sine tilhængere og håner Chávez for ikke at kunne vinde pladsen i sikkerhedsrådet, fordi han har lagt sig ud med USA.

"Før har vi flere gange været medlem, men nu vil de ikke have os," siger han.

En af Rosales' valgvideoer er lavet som en spillefilm med ham selv i hovedrollen som landets frelser, der leder en menneskemasse marcherende på stranden med havets bølger som det udtalte billede på den forandring, der skal viske Hugo Chávez ud af historien. Reklamen er dyr og lækker. Det kan man ikke sige om dens modstykke.

Hugo Chávez' valgvideo viser et close up af ham selv, og han siger: "Af kærlighed til floden og træerne blev jeg maler". Så nævner han flere af de ting, han har gjort af kærlighed, både i sit eget liv og som præsident, og slutter med at sige: "Jeg behøver din stemme. Din stemme på kærlighed."

Svaret kommer prompte i avisen: Et brev fra det forsmåede Venezuela med en vissen rose og ordene: "Jeg troede på dig, jeg elskede dig, men du svigtede mig," og så slutter det: "Så tal ikke til mig om kærlighed!"

Manuel Rosales lover som et af de vigtigste elementer i sin kampagne at give de fattige et kreditkort. Mere end 2,5 millioner familier skal modtage mellem 1600 kr. 2800 kr. hver måned via et kreditkort, som hedder 'min negerinde' fordi det er lille og sort. Foreløbig har det ikke ændret Rosales' muligheder for at vinde, og i Caracas griner de fattige af løftet, som de er sikre på er løgn. Manuel Rosales repræsenterer det gamle system, der ikke var kendt for at tage sig af de nederste lag, mens Chávez er ekstremt populær i fattige kvarterer.

Blodig hverdag

Oppositionen angriber Chávez for den vold og usikkerhed, som præger landet. En rød annonce viser en pistol der peger mod tændstikmænd, som falder væk og dør, med teksten "Sikkerheden er i rød" og "slut med at være i rød". En dobbelt henvisning til Chávez' røde socialisme og blodet fra de 44 venezuelanere, der i følge annoncen hver dag dør som følge af kriminalitet. Hugo Chávez forsvarer sig med, at hans regering angriber problemets rødder, nemlig fattigdommen, og det tager tid. Volden er et hovedtema for oppositionen. Derfor kunne det ikke undgå at vække jubel blandt præsidentens støtter, da Manuel Rosales, som ikke kan beskyldes for de store talegaver, med stor patos lagde op til klapsalver med ordene: "Jeg vil forbedre usikkerheden".

Valgkamp eller kaos

Hugo Chávez står til sejr. I alle meningsmålinger har han opbakning på over 50 procent, mens hans udfordrer ligger på 17-22 procent. Det interessante er ikke, hvorvidt Chávez vinder valget, men om hans udfordrer forbliver i valgkampen og ikke trækker sig for at undergrave valgets legitimitet, sådan som oppositionen gjorde før parlamentsvalget i 2005.

Regeringen udtaler, at den kender til planer om, at destabilisere landet op til valgkampen, og at de mange paramilitære fra Colombia, som er kommet til Venezuela igennem de seneste år, skulle indgå i oppositionens plan om kaos.

Tidligere har oppositionen forsøgt at tage magten ved blandt andet et mislykket kup i april 2002. Et kup som også Manuel Rosales bakkede op.

Hugo Chávez kan regne med genvalg, men ikke uden kaos.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her