Læsetid: 4 min.

Den regressive rock

Rocken rykker frem på alle fronter her i det ny årtusinde. Men sker det ikke mestendels vha. klange, stilgreb og andre tricks fra dens egen fortid
30. december 2005

Hvis der var en lektie, vi lærte af punken, var det, at det ind i mellem er godt at tage et skridt tilbage for at komme frem. Thi i hælene på den mer entusiastiske end egentlig kompetente punkrock kom så postpunken, der selvfølgelig var et broget show, men ikke desto mindre gav os en stribe dybt originale kunstnere og værker, hvis effekt mærkes endnu. Ja, genren har faktisk fået ikke så lidt af et comeback de seneste par år. Og det er jo fint nok. Eller hvad? Er det bare mig eller går rocken mere og mere i ring? Eller er det blot måden, hvorpå enhver ny generation genopdager fortiden og dermed måske ligefrem føler sig foranlediget til at gå på strandhugst i de kolonorme varelagre, der har hobet sig op der?

Det er i hvert fald stensikkert, at her i cd-alderen er snart sagt enhver udgivelse, der nogensinde har formået at gøre blot en håndfuld udvalgte fornøjede, i den grad er blevet genudgivet. Ikke et ondt ord om det; personligt har jeg haft meget glæde af rigtig mange genudgivelser, som tilmed ofte er blevet remastererede, så de lyder bedre end nogensinde før. Og så står vi tilmed på tærsklen til endnu en ny tidsalder for præindspillet musik, nemlig Den store Downloading Epoke, hvor hele Værktanken blot vil blive et vagt minde, på linje med anderumper, afghanerpelse, mohair-frisurer, posebukser og piercede kønsdele. Vi står ved den spæde start til dette forbløffende virtuelle fremskridt, men det passer måske meget godt til musikkens i forvejen rigeligt immaterielle karakter sådan at forvandles til abstrakte talrækker, der ikke fylder et dyt. Hvor meget musik, der egentlig kommer til at ende sine dage derude i cyberspace, er endnu ikke til at sige, men mon ikke det meste bliver til at hente ned ad åre? Der må vel også opstå en art parallel til hvad man så kært kalder 'små' pladeselskaber derude i det uhåndgribelige sted mellem himmel og jord, hvor ingen endnu har sat deres bestjernede fod.

Men tilbage til rocken, der p.t. oplever et mægtigt comeback. I min egenskab af lejligheds-dj er det ikke gået min opmærksomhed forbi, at man i disse superliberale tider igen kan fylde et dansegulv til lyden af de hårdtslående toner med alt fra Led Zeppelin og The Who til The Raveonettes og White Stripes, gerne med en ordentlig dosis AC/DC som mellemmåltid. Sådan var det den ondelyneme ikke i de danseglade 90'ere, hvor alt helst skulle være maskingeneret og psyketropisk as fuck, men lad det ligge. Jeg skal være den sidste til at brokke mig over at dele af rocken atter swinger - tværtimod - og til tider ligefrem losser mås, men det kan derimod manglen på nye ideer og en trang til at sigte mod ukendte horisonter. Som en bekendt for nylig sagde: "Nu er det vel snart på tide, vi får en ordentlig rockopera på bordet. Det er måske vejen frem for The Strokes". Og det sagt helt uden ironi af vedkommende.

På samme måde som en ung guitarist fra et højenergisk dansk band, der skal forblive navnløst, som i en mægtig festlig brandert afspillede sit orkesters seneste opus for mig. Det var gedigen og sprælsk rock'n'roll, som jeg nummer for nummer uden problemer kunne sætte inspirationskilde på - noget lød som Stones, noget som Faces og noget som Humble Pie. Og så videre. Det morede guitaristen sig højlydt over, indtil han satte ind med et argument, der i hvert fald lød overbevisende i hans egne ører: "Jamen, der ved folk på min alder da ikke en skid om". Og så så han ellers ud som den gladeste julegris. Og hvorfor ikke? Verden vil narres. Eller vil den nu det? Personligt er jeg altid på udkig efter originale stemmer. Jeg har ikke engang de store problemer med velkendte skabeloner og andre former for standardiseringer; herregud, en mand som Elvis Presley stjal med arme og ben. Men sæt jeres præg på det, for fanden. Eller gå hjem og vug.

Som min gamle dansklærer yndede at formulere det: "Amatører stjæler - genier låner". Og det er alle de forbandede amatører, der bare nøjes med at stjæle, som p.t. gør rocken så fucking regressiv. Det må så absolut være nok med en Lenny Kravitz. Eller hur? Skal vi i 2006 rendes over ende af en hel flok mini-kravitzer, som alle har købt et par årgangsalbums med Stones, Faces, Hendrix og Humble Pie. Jeg må her citere min yndlingsfilosof, den gode Søren Brun: Jeg græmmes. Ved tanken.

Så til bunds i det ukendte for at finde noget nyt. Og godt nytår, kære læser, du min eneste ven. Og fjende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her