Læsetid: 3 min.

Rejs jer fordømte...

Med lige dele humor og drama får norske Hans Petter Moland i 'Kammerat Pedersen' fortalt en undselig gymnasielærers lidelseshistorie i de politisk ladede 70'ere
17. november 2006

Lærer Knut Pedersen (Kristoffer Joner), hovedpersonen i den norske filminstruktør Hans Petter Molands seneste film, Kammerat Pedersen, er en tilforladelig, anonym ung mand. I en alder af 28 år ankommer han til Larvik i det nordlige Norge for at undervise på det lokale gymnasium. Han drømmer kun om at få sig en kone og et barn at gå søndagsture med, og som sagt så gjort. Men vi befinder os i de turbulente 70'ere, og forandring lurer.

I Pedersens klasse går en veltalende ung mand, Werner (Jan Gunnar Røise), som taler for ligestilling samfundets sociale lag imellem, og snart er ikke bare undervisningen bogstavelig talt hevet ned på jorden, nej, Knut er også blevet medlem af den marxistisk-leninistiske fløj i det ikke ubetydelige maoistiske AKP (Arbeidernes Kommunist Parti).

Knut er nemlig ikke nogen viljestærk mand. Hans politiske vækkelse handler mest om sammenhørighed og venskaber, og han lader sig let forføre af maoisternes flotte floskler og den farvestrålende ikonografi, der præsenterer den evigt glade arbejder i al sin vælde. Da Werner til Knuts store ærgelse rejser bort for at studere, kommer den smukke Nina (Ane Dahl Torp) til i stedet, og snart har Pedersen forladt kone og barn for at hellige sig den mere lystfulde side af det politiske arbejde.

Det ideelle samfund

Men Nina viser sig at være gjort af en anden støbing end Pedersen. Hun er militant, stærk i troen og overbeviser snart de andre i AKP om, at en væbnet revolution er det eneste, der kan genoprette den sociale og politiske balance i det norske samfund. Da romancen med Nina slutter brat i al offentlighed på AKP's årsmøde, må Pedersen se sig selv kørt ud på et sidespor, og partiarbejdet er slet ikke så sjovt længere.

Det er Hans Petter Molands film heller ikke. Kammerat Pedersen begynder som et visuelt spændstigt og underholdende satirisk portræt af en ikke særligt politisk bevidst ung mand, der som så mange andre lader sig rive med. Og den slutter som et drama, en tragedie, om de forfærdelige konsekvenser det kan få, når idealisten - i det her tilfælde Nina - opdager, at utopien ikke holder, og kammeraterne svigter.

I filmens første halvdel bruger Moland ivrigt både kommunistiske slagsange afsunget af Pedersen og hans partikammerater og farvestrålende tableauer, der er som taget ud af Maos lille røde, til at levendegøre Pedersens noget naive forestillinger om maoismen og det ideelle samfund.

Hvad, hvem og hvorfor

Det er temmelig morsomt, ikke mindst fordi Pedersen - humoristisk spillet af Joner - der ikke forstår at tænke politisk, har en uforlignelig evne til at gøre og sige det forkerte. Han er så forelsket i Nina - en meget intens, først stærk og siden skrøbelig, Dahl Torp - at han intet andet sanser, slet ikke at det bliver mere og mere alvorligt og forpligtende for hende, der er ud af overklassefamilie og uddannet læge.

Ironien er selvfølgelig, at hun, som har haft den bedste opvækst og de største muligheder for at få et godt liv, også er den eneste, der holder fast i sin overbevisning til sidst. Og da er det for længst holdt op med at være sjovt. Alvoren kryber langsomt ind i Kammerat Pedersen, og Moland nedtoner efterhånden sine visuelle tricks for at holde fokus på den menneskelige historie.

Det er dygtigt gjort, og da filmen slutter, sidder man som publikum i saksen, hvor det gør ondt. Dette kunstgreb betyder dog også, at handlingen midtvejs går en smule i stå, og selv om det ikke er katastrofalt, er det alligevel lidt ærgerligt for en historie, der har noget på hjerte og ville have fremstået betydeligt stærkere, hvis den havde kunnet holde intensiteten.

Men Kammerat Pedersen er stadig en universel fortælling, der har skabt røre i Norge, og som også har noget at sige i forhold til den danske debat om, hvem der gjorde hvad i 60'erne og 70'erne og hvorfor - selv om der vist ikke var så mange, der pønsede på væbnet opstand herhjemme.

* Kammerat Pedersen. Instruktion: Hans Petter Moland. Manuskript: Hans Petter Blad efter roman af Dag Solstad. Norsk (Vester Vov Vov i København, Café Biografen i Odensen og Øst for Paradis i Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu