Læsetid: 4 min.

Rejse til hadets land

25. august 1999

EN GÆTTELEG: Vi bringer en buket pluk fra hjemmesider, som man kan rejse til i cyberspace. Kunsten er at gætte, hvor plukket kommer fra.
Vi véd på forhånd, at der er forskel. Det har selveste Pia Kjærsgaard fortalt os. I sidste uge strittede hendes Dansk Folkeparti 19 medlemmer ud. Hvorfor? Partilederen forklarede i B.T.:
"Vi er partiet for de mennesker, som opfører sig ordentligt, som taler pænt til hinanden, som ikke vil have slagsmål og brand i gaderne, og som ikke vil være med til at behandle andre folkeslag nedsættende og grimt."
Derfor er Dansk Folkeparti for pænt til en række medlemmer af organisationen Dansk Forum. Hvor ondartet Dansk Forum er, har Pia Kjærsgaard opdaget ved at kigge ind på dens hjemmeside www.dansk
forum.dk. Først for nyligt, siger hun.
Tilsvarende med organisationen Fælleslisten mod Indvandringen, FMI, der holder til på www.faelles
listen.org. Denne avis spurgte Pia Kjærsgaard, om FMI er pæn nok til, at hendes parti i fredags kunne holde fællesmøde med FMI om "fremmedproblematikken i Odense".
Pia Kjærsgaard kendte ikke FMI, sagde hun, men efterfølgende kiggede hendes parti på hjemmesiden - og meldte afbud.

NU KOMMER gættelegen: Find forskellen mellem de to grimme organisationer og Dansk Folkeparti, der bor på den noble adresse www.danskfolkeparti.dk. Her er de tre pluk:
*"Vi kæmper for at sikre Danmark som hjemsted
alene for det danske folk og den danske kultur og imod etableringen af det multi-etniske samfund."
*"Den nuværende masseindvandring er en alvorlig trussel mod Danmarks fortsatte eksistens som fredelig velfærdsstat."
*"De gamle partier har mistet interessen for det danske folk, og nu er det kun de fremmede, som partierne gider beskæftige sig med."
Nåe... Nemt er det ikke, vel? Det skyldes ikke, at citaterne er valgt drilsk. Det kan man forvisse sig om ved selv at kigge på hjemmesiderne.
Bøh, her er den rigtige løsning: Pias pæne parti står for midterste erklæring, de forkastelige Dansk Forum-folk for den første, og den fæle Fælleslisten for den sidste.

IKKE ALLE Dansk Forums aktivister blev smidt ud af Dansk Folkeparti. For eksempel ikke Louise Holm, der er studentermedhjælper i partiets sekretariat og medlem af partiets hovedbestyrelse for København. Hun er også førstesuppleant til Mogens Camres plads i Europa-parlamentet.
Mogens Camre bedyrede forleden til Politiken:
"Louise Holm er en sød og charmerende og køn
pige. Jeg kan ikke tro, hun deler de holdninger, som Dansk Forum repræsenterer. Som mange andre unge mennesker har hun måske ikke kunnet gennemskue, hvad der foregår. Derfor tror jeg, at Louise Holm er blevet bibragt en holdning, som hun ikke deler."
Sandelig pænt sagt af Mogens Camre. En smule nedladende, måske, over for en 21-årig kvinde med en høj uddannelse.
Men Louise Holm må være blevet rørt. Hun kvitterede for Camres komplimenter ved i søndags at udmelde sig af Dansk Forum. I en pressemeddelelse forklarede hun sit valg:
"Det er i Dansk Folkeparti, at der føres realpolitik, og kun igennem Dansk Folkeparti er det muligt at få ændret Danmarks udlændingepolitik ."
Jamen, så pænt hun dog kan skrive det. Helt så nydeligt har Louise Holm ikke udtrykt sig i Dansk Forums medlemsblad Runestenen, hvor hun de sidste tre år har været flittig bidragyder. Her er den gruelige skildring, hun i 1997 gav af Århus:
"Indvandrerpresset i flere dele af byen er efterhånden så koncentreret, at danskerne udgør en minoritet, hvilket selvfølgeligt har forårsaget en masseudvandring af ressourcestærke danskere fra disse forstæder. Tilbage er blevet den svagere del af befolkningen, der hverken socialt eller økonomisk har mulighed for at komme væk fra de besatte områder."
De besatte områder - i Århus! Hvilken djævel har mon bibragt Louise Holm den holdning?

SAMME DJÆVEL, måske, som i gårsdagens Information forledte en skribent til at mene:
"Muslimerne er ikke indbudt af os. De kommer med tiggerstaven i hånden, og så snart de er inde i varmen, bliver den til en stok, der skal banke os på plads".
Skribenten fik også kaldt muslimske kvinders ønske om at bære tørklæde for et udtryk for normer hos "mænd med en totalt afsporet seksuel opfattelse." Skribentens navn: Mogens Camre!
Ham burde Pia Kjærsgaard da smide ud af sit parti, "der ikke vil være med til at behandle andre folkeslag nedsættende og grimt."
Ja, og én til forresten, én, der i Morgenavisen Jyllands-Posten den 1. august i år skrev dette:
"Guderne skal vide, at man i årenes løb, siden den katastrofale udlændingelov i 1983, har prøvet og prøvet og postet milliarderne ind på at tvangsgennemføre integration af de fremmede. Men alene Godhedsindustrien og Indvandrerlobbyen har profiteret. Intet er der kommet ud af det; tværtimod er volden, kriminaliteten, ghettodannelsen og svindelen i forbindelse med de fremmede steget."
Uha, for en grimmert! Skribentens navn: Pia Kjærsgaard!
Før hendes pæne parti bliver rigtigt pænt, må det vist rense sig selv helt medlemsløst. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her