Læsetid: 3 min.

Rejse mod katharsis

Denne gang var det med de enkleste, genialt vægtede midler, at guitaristen Pat Metheny talte, mens hans udfoldede ekstase i trioformatet kammede over
8. juli 2006

En tyvstart - delvist med vinger og potens - var det torsdag aften, efter som Copenhagen Jazz Festival 2006 strengt taget først gik i luften fredag middag. Med den feterede og stilskabende guitarist, Pat Metheny, i en næsten udsolgt koncertsal i Tivoli. Inden triospillet alene på scenen med akustiske guitarer i flere varianter. Parafraser og vignetter over Metheny-klassikere fra de sidste 20 år: "Last Train Home", "Minuano", "This Is Not America". Impressionisme og arpeggios a la Steve Reich med stor lyd og dyb rumklang. Ikke mindst, da den specialbyggede 42-strengede Pikasso-guitar blev bragt på scenen og en musik med stor klanglig fylde og skønhed, asiatisk i fornemmelse, skyllede gennem salen med dramatiske bølger, harpeagtigt fossende fra himmelrummets vidder. Et højdepunkt, for her var Metheny inde i en original zone, som klart er en udvidelse af hans arbejdsfelt. Og her kom hans spil med klanglig finesse i særklasse fuldt til sin ret.

I sit eget net

Man havde jo visse forventninger til et møde med Metheny i trioformat. Dét format, som han har skabt nogle af sine mest holdbare plader med: Bright Size Life (1976), Rejoicing (1984) og Question and Answer (1989). Ikke mindst sidstnævnte med fortolkninger af uopslidelige standards sammen med Roy Haynes (trommer) og Dave Holland (bas). I torsdags med den mexicanske trommeslager, David Sanchez, der også er medlem af Pat Metheny Group, og amerikanske Christian McBride (bas). Materialet var denne gang udelukkende eget materiale, der sammenlagt med Methenys umiskendelige spillestil ikke undgår en vis ensidighed; for når den første benovelse over Methenys enestående teknik har lagt sig, så er det klart, at han, om han vil det eller ej, på godt og ondt er spundet godt og grundigt ind i sit eget musikalske net af kompositoriske og spillemæssige formler. Og som koncerten udviklede sig fra akustisk solospil frem til trioudfoldelse med elektriske guitarer, blev det også klart, hvad det er, Metheny dyrker og jager efter på scenen: ekstasen.

Musikalske orgasmer

Som koncertens bevidst planlagte, opadgående dramatikkurve som helhed, således også en række enkeltstående numre og Methenys solistiske opbygninger i samme. Fra melodik og enkelhed frem imod opskruede, hvirvlende tonekaskader, vulkanudbrud af selvforglemmende musikalske orgasmer. Hvis ekstatikerens rejse mod katharsis virker, er det uforglemmeligt, som med et nummer som "Are You Going With Me", dokumenteret på plade og utallige gange trakteret live af Methenys gruppe. Men hvor jeg befandt mig, godt langt tilbage på 19. række ude til højre, stod afstanden og lyden i vejen for suget og oplevelsen. For det samlede lydbillede var, om end kraftigt forstærket, ikke specielt veldefineret. Hvilket igen rejser spørgsmålet, om det er muligt rent teknisk at yde en så rytmisk kompleks musik som jazz retfærdighed i store, akustisk vanskelige sale. Især trommerne var i de dramatiske passager reduceret til hårde knald fra lilletrommen og en sydende nærmest hvid støj fra bækkenerne. På selve bjergets top, langt inde i den furiøse version af "Question and Answer", var det, som trioen trådte over en grænse, hvor alle de mange og rasende hurtige toner fra guitarsyntesizeren opløste sig selv, hvor lyd imod hensigten blev til støj. Så denne gang var det i kraft af balladerne og de enkleste men genialt vægtede midler, at Metheny talte, sådan som det bl.a. så smukt skete i udgangen af koncerten med "When The Night Turns Into Day".

Pat Metheny Trio, Tivolis Koncertsal, torsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her