Læsetid: 3 min.

Rejsedrømmen blev stoppet for en vatpind!

Flyet landede. Endelig var jeg ankommet. Min ferie var begyndt, og ville bestå af museumsbesøg, forvirrende busture, et hotelværelse, der absolut intet havde til fælles med billedet på hjemmesiden, overdrevet forbrug af aircondition, mavepine
25. oktober 2005

Hvad er det egentligt for noget med vores besættelse af at rejse? For rejse - det gør vi. Vi planlægger, vi læser tidstabeller, vi fortrænger, og med nærmest jungiansk præcision overbeviser vi os selv om, at tog, fly, hoteller og internet-bookninger simpelthen er kanelen på livets risengrød. Er det i virkeligheden ikke, fordi vi håber, at en uge væk fra vores rutineprægede hverdag vil forvandle alle problemerne til aske?

Så med en kuffert fyldt med unødvendige ting steg jeg ind i toget til Kastrup. Her brast den første illusion. Klassisk musik strømmede ikke sødt ud af højtalerne. Der var ikke en duft af servicemindede kontrollører, der smilende puffede puden bag mit hoved, mens toget guddommeligt svævede igennem landskabet.

I stedet var hvilekupeen med plads til 32, fyldt op til randen af teenagere samt en bærbar dvd-afspiller. Monotont og smertefuldt uinspireret pop blandet med pigernes henførte diskussion om forsangerens ædlere dele gjorde det umuligt at tænke på noget andet, end hvordan man kan klassificere noget, der ikke indeholder faktiske instrumenter - som musik.

Men, det var okay. Det var netop hverdagens små irritationer, som jeg skulle holde ferie fra. Jeg skulle vende hjem udhvilet, "tanket op" og møde teenage-ungerne med fascination af deres bip-lyde. Jeg ville rose dem for deres - måske en anelse fauvistiske men ellers biologiske korrekte - beskrivelser, alt i mens, jeg ville føle mig ung og med på noderne. Jeg ville grine med James Dean og påstå, at U2 er "li'som d'ved retro på den ufede måde".

Så opløftet af udsigterne til ovennævnte steg jeg af toget, hoppede på noget, der mindede om et samlebånd, og gled dernæst ind i lufthavnen. Mødet med den lange gåtur til den rigtige terminal, køen ved tjek ind, grædende børn og en flaske vand til 20 kroner - afviste jeg kækt som småsten på fløjlsvejen til afslappelse. Det vil sige, indtil at jeg ankom til paskontrollen.

"Hey, dig der!" En skinger stemme skar kirurgisk gennem mine ferietanker.

"Jeg skal altså se indholdet af din taske!" Det er foruroligende, som man forsvinder som privat person, når man bliver genstand for en uniforms interesse. Mit blod deserterede til fordel for ren adrenalin. Mine hænder rystede, og min hjerne prøvede desperat at huske, om jeg ved et tilfælde havde puttet en kniv i min håndbagage. Alt det stress på grund af en knægt, hvis stemme knapt nok var gået i overgang.

Med et ophøjet udtryk gennemgik han, hvad jeg havde medbragt, alt imens jeg nervøst så til.

"Hvad er det?" Med en mine som en heldig guldgraver pegede han ned i min make-up-pung. Objektet, han havde spottet, var fem millimeter bredt og tre cm langt, med andre ord verdens mindste neglefil.

"Det er nok verdens mindste neglefil", svarede jeg med irritationens første små strenge vibrerende i mit tonefald.

"Man må altså ikke medbringe skarpe genstande ombord på flyet!"

Sandt nok, men størrelsen taget i betragtning hvad forventede han, at jeg skulle gøre - true piloten med en dårlig manicure? Mit blanke udtryk stoppede ikke den max. syttenårige i sit foredrag, som han udvidede til også at omfatte spidse objekter. For at understrege det, flåede han låget af et cylinderformet etui og hældte indholdet ud på bordet.

"Du ville nok blive overrasket over, hvor meget skade sådan en lille satan kan forvolde, hva'?" Jeg gloede uforstående på bunken af vatpinde! Før jeg fik samlet mig nok til at sige noget, havde jeg fået min håndtaske tilbage.

I flyet kom jeg til den konklusion, at som mor ville man sikkert have være stolt over knægtens bundløse grundighed. Om det var turbulens, eller om jeg rent faktisk kunne mærke mit indre ur pille batterierne ud på sig selv ved tanken, skal jeg ikke kunne sige. og betydelig stress over, om de forskellige transportmidler ankom til de henholdsvise korrekte tidspunkter.

Alt det, kun for at komme hjem og finde et retorisk finpudset brev fra min nabo om, at katten havde nakket hendes flæskesteg, mens jeg var væk, og at hun nu stod parat armeret med en telefon, et Falck-abonnement og et glas vand; hvis dyret, jeg selv eller min nærmeste familie skulle driste sig til at gå forbi hendes hæk.

Næste morgen gik jeg i gang med at planlægge min juleferie.

Katrine Kergrohen Donois er stud.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu