Læsetid: 6 min.

Rejseminder under et vådt tag i provinsen

1. april 2006

Når det regner i Nykøbing Falster, er der ikke andet for end at drømme sig væk

Det er mandag og regnvejr. Vi kan lige så godt sige det lige ud: Nykøbing Falster er piske'lig i regnvejr. Derfor vender vi i tankerne tilbage til en frostklar vinterdag for efterhånden en del år siden. Et rejseminde. Deres klummeskriver ankommer til Lübeck station. Lige overfor stationsbygningen lå der en lang, lang pølsevogn - eller "grill", som de unge siger. Klummeskriveren holder meget af det tyske, men ikke lige deres slimede pølser, så han gik ikke derover. Han blev stående og iagttog. Det spørgsmål, han stillede sig selv var: Hvorfor er den pølsevogn så lang? Den var simpelthen unaturligt lang. Der var selvfølgelig en forklaring: dens ene ende var slet ikke pølsevogn, men et peep-show. Det var satans! tænkte vi. Og blev stående lidt endnu for at forstå fænomenet bedre.

Pølsevognens kunder lod sig, efter adfærd, inddele i tre kategorier. Nogle spiste først en pølse - med god appetit - og gik derefter ned i den anden ende for at se på peep-show. Andre kom ud fra peep-showet og gik først derefter hen for at spise en pølse. Så var der den tredje kategori, som på en måde var den mest interessante. Det var folk, der først gik hen for at købe en pølse, derefter gik de ned til peep-showenden og tog pølsen med ind for at overvære showet. Når de kom ud igen, havde de spist pølsen, men enkelte af dem gik hen for at købe sig en ny - som de spiste på stedet. Klummeskriveren tænkte: Det må være deres kultur. Og den må man naturligvis respektere.

Det regner stadig, det er stadig lige enerverende at sidde her under et vådt tag i Nykøbing Falster. Derfor tænker vi nu på en varm sommeraften i byen Aarhus - en middelstor by, der ligger ud til den af Jyllands lange kyster, der vender over mod København og øerne. I Aarhus spiste klummeskriveren varm aftensmad sammen med en ung mand. Den unge mand var fra lokalområdet, men gjorde sig ikke bare udmærket, men direkte smukt forståelig på et glimrende dansk. Restaurationen, hvor vi indtog vores aftensmad (ja, det er ikke det lokale udtryk, det lød mest som "un-nen" eller "ø-en") hed Café Kindrødt. Hvorfor i alverden hedder cafeen dog Café Kindrødt, spurgte klummeskriveren, der blandt så meget andet interesserer sig levende for sproglige finurligheder. Jo, svarede den sympatiske unge mand, nu skal De saamænd bare høre, Gode Herre. Og så fortalte den unge mand ellers lystigt løs om kvarteret, der for mange år siden udgjorde Aarhus bys red light district. Café Kindrødt, der dengang hed noget andet, eller måske slet ingenting, var det sted, hvor luderkunderne sad og ventede på signal om fri bane. Og saa kunne det jo godt ske, fortsatte den unge mand, at der ligesom kom nogle ude paa gaden og genkendte en cafegæst. Den der blev genkendt, begyndte saa selvfølgelig at rødme. Heraf navnet Café Kindrødt, sluttede den unge mand. Han morede sig tydeligvis.

Akja. Den unge mand var som sagt vældig sympatisk. Og dannet også, klummelæser blandt andet. Men det var dog en skrækkelig by at bo i, tænkte vi uvilkårligt. Med en befolkning, der åbenbart ikke ved noget bedre end at more sig over andre menneskers forlegenhed. Lad mig komme hjem til Østdanmark i en fart, tænkte vi. Tænker du aldrig på at flytte, spurgte vi så, medfølende, den unge mand. Han tog endnu en mundfuld fra det fælles grødfad, og gav sig også tid til en enkelt slurk godtøl af trækruset, mens han overvejede spørgsmålet. Nej, sagde han så, hvorfor skulle jeg dog det? Næe, såmænd, tænkte vi. Der er i alt fald én ting, tilværelsen har lært os: Man skal altid respektere sæd og skik, når man er ude i det fremmede. Vi sad i grunden og blev helt kindrød: Hvor taktløs kan man være? Spørger man måske den jyske lyng, om den ikke hellere vil vokse i et havecenter på Amager?

Finland! Det er ganske vist holdt op med at regne, klokken nærmer sig også tirsdag, men vores provinstristesse under det våde tag vil stadig ikke fortage sig. Hvad gør man så? Når hverken Lübeck eller Aarhus kan fordrive kjedsomheden, må der altså skrappere midler til. Vi skriver 1981, marts måned, fugtig snekulde så det føles som om, lungerne fyldes med væske, når man trækker vejret. Helsingfors. Der blev rodet godt op i byens tosprogede gader, der skulle lægges nye spor til sporvogne. Meget tidlig morgen. Aftenen forinden havde vi deltaget i et kraftigt, finsk drikkelag. Vi er sådan skabt, at vi aldrig får tømmermænd, men derimod vågner efter tre timers bevidstløshed med en følelse af rastløshed. Vi taler svensk til husbehov, det kan være nyttigt nok, men på den lille café, nærmest en kaffebar, hvor vi gik ind for at få kaffe i hovedet, og lidt mad også, blev der ikke talt svensk. Gæsterne var sporlæggere fra Helsingfors kommune, de var flinke, men det eneste, de sagde lød mest som: ylla, vylla, gylla, gaukamäikki. Det forstod vi ikke noget af, så vi gik igen, da vi havde fået vores kaffe.

Lidt nede ad gaden fik vi pludselig et chok. Der lå en dreng og stirrede på os fra udstillingsvinduet i en lille, indeklemt butik. Han lå med hovedet støttet til den ene hånd, han havde kridhvidt hår og næsten gennemsigtig hud. Vi kiggede - eller vi gloede noget, som vi siger. Så mente vi, at vi forstod det. Aha! tænkte vi. Det er Kurt Trampedach, der har været på spil i Helsingfors. Der var ingen tvivl! Drengen var imponerende livagtig, selvom han lå bomstille, men det var selvfølgelig en Kurt Trampedach-figur. Og ikke bare en figur, det var stor kunst, drengen var i den grad det Finland, vi havde lært at kende i det lange tidsrum af halvandet døgn: hvidt hår, gennemsigtig hud, et uudgrundeligt blik, ubevægelighed. Godt set af Kurt Trampedach, tænkte vi og gik videre ned ad gaden.

Vi nåede ikke ret langt, så var der en lys barnestemme der lo ondskabsfuldt et sted bag os. Vi vendte os naturligvis - man skal aldrig udelukke muligheden af, at det er én selv, der bliver grint ad. Det var det skam også. Det var Kurt Trampedach-figuren, drengen, der altså bare havde moret sig med at lege skulptur i vinduet for at tage pis på en dum fodgænger. Joe, vi blev sgu lidt knotten. Men på den anden side, så havde han jo været dygtig til sit lille nummer, han fortjente vel en eller anden slags anerkendelse. Så vi hilste med armen - lidt i stil med en langturschauffør, der er blevet overhalet af en Fiat Uno - ned mod ham og råbte - så hjerteligt vi nu kunne: ylla, vylla, gylla! Det skulle vi vist ikke have sagt. Han stivnede og lignede et øjeblik igen en Kurt Trampedach-figur. Så stak han hænderne i lommerne og spyttede på fortovet, den møg-unge. Gaukamäikki! råbte han hånligt og løb ind i en port.

Finnerne har en underlig drikkevise. Den lyder som en mellemting mellem knurren og messen. De ser stift og gravalvorligt på hinan-den mens de fremsiger den. Vi ville gerne vide, hvorfor de dog lignede verdens undergang i hovedet mens de 'sang' den. Hvad helvede er det, de synger, spurgte vi derfor en finskkyndig, svensk dame. Nåe, forklarede hun, de synger såmænd bare: livet er skønt!

Det regner igen, men nu er det endelig blevet tirsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu