Læsetid: 3 min.

Rejsen til damens indre

Leder man forgæves efter en kvinde i Jules Vernes roman, så skal man blot se nøje efter...
24. august 2005

Dette er ikke en illustration af noget gynækologisk. Det er en plan over de indgange og hulrum, der tilbyder sig den unge Axel og hans ledsagere i en af Jules Vernes kendteste romaner: Rejsen til jordens indre. I et temmelig nyt perspektiv.

Skulle man have den mindste tvivl om, hvorfor Jules Verne tiltrækker læselystne drenge, kan den sidste rest nu fejes væk med en ny bog af psykoanalytikeren Michel Sanchez-Cardenas, hvor ovenstående illustration er at finde. Fejringen af Jules Verne i Frankrig har taget mange former, og en af de mere underholdende er denne letlæste sag, der får vist, at tiltrækningskraften hos Verne i allerhøjeste grad går af veje, der kan få unge mænd (esker) til at lukke sig inde på karlekammeret med... en god bog.

'Nøgen pik sår sæd'

Sanchez-Cardenas bog hedder Rejsen til jordens-moderens indre. At forbinde de to ord lyder meget mere indlysende på fransk. 'Terre' og 'mere' rimer mundret, og i det hele taget er der ganske mange af pointerne, der har med det franske sprog at gøre. Derfor iler bagsiden her til med et par af de mere subtile forklaringer ud i det franske. Som da den unge Axel tager plads i sin onkels lænestol og ryger hans pibe. Det lyder jo vældig uskyldigt, bortset fra at en pibe på fransk slang er en... fellation. En anden udsøgt sproglig pointe, som man naturligvis går glip af på dansk, er betydningen af, at den videnskabelige foregangsmand i bogen hedder Arne Saknussemm. Navnet lyder på fransk vældig nordisk - selvom der vist ikke findes en eneste nordbo, der hedder således. Men navnet kan også høres som 'Sa queue nue sème' - 'hans nøgne pik sår sæd'. Hvis det lyder langt ude, så overbeviser Sanchez-Cardenas om, at Jules Verne var alt for stor elsker af ordspil og lydlege til, at den slags kan være en tilfældighed. Er det en tilfældighed, er det bare endnu værre - set med en psykoanalytikers øjne. Sådan er det hele vejen igennem, og det er netop fornøjelsen af at afdække dette, man næppe får ud af en dansk version. København spiller ellers ikke en ringe rolle, da Axel skal lære at overkomme sin svimmelhed på rejsen mod Island. Det foregår såmænd på det (falliske) tårn på Vor FrelserKirke, og det efter at onkel Otto helt har overset det tårn på Børsen (børsen=pungen), hvor fire drager fletter deres haler (queues=pikke) sammen...

At der tale om en indvielsesrejse, kan der til gengæld ikke være tvivl om på noget som helst sprog. Sanchez-Cardenas overordnede tese er, at hele bogen er en rejse ind i et psykisk landskab. Ind i moderen og ud igen for at være præcis, og langt mere voldsom end barnlige sjæle kan kapere.

Verne anklages ellers ofte for - i modsætning til den samtidige Flaubert - at være totalt upsykologiserende. Det er mildest talt forkert i et psykoanalytisk perspektiv. Den forældreløse Axel rejser ned i den udslukte vulkan Sneffel i det iskolde islandske landskab. Efter mange forviklinger, ikke mindst mellem de forskellige indgange til jordens indre, udstødes han af den varme Stromboli til et anderledes indbydende landskab. Psykoanalytisk er denne genfødsel (se illustrationen) en helbredelsesproces af den unge Axel, der har mistet sin mor alt for tidligt. Han får da også sin Graüben i enden, og så må man håbe, at han har lært noget af rejsen. Lige så meget som den uskyldige læser, der i Vernes kunstneriske sublimationer har taget turen med.Læser man Sanchez-Cardenas, får man en glimrende indføring i psykoanalytiske grundbegreber

Og så siger man, at det var bedre dengang unge mennesker læste litteratur i stedet for at opsøge dubiøse sites på nettet...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu