Læsetid: 2 min.

Rekordforskel på rig og fattig i Tyskland

Den borgerlig-socialdemokratiske koalitionsregering i Tyskland er alarmeret. Nu skal der gøres noget ved den såkaldt nye fattigdom, lyder meldingen fra de to partier, som ellers på en række sociale og sundhedsmæssige områder godt kan have svært ved at finde melodien
17. oktober 2006

Den tyske massearbejdsløshed har i løbet af de sidste 10 år skabt fænomenet 'den nye fattigdom' i det genforenede Tyskland. Flere delstater, især de nye forbundslande i øst og bydelstater som Bremen, Hamburg og Berlin, er stærkt forgældede. På forbundsplan var arbejdsløshedsprocenten i sommer på 10,5 procent. Det er mere end det dobbelte af, hvad den er i Danmark. I en stor by som Magdeburg i den østlige delstat Sachsen-Anhalt er den 19,2 procent.

Det Tyske Institut for Erhvervsforskning i Berlin offentliggjorde i juli måned en undersøgelse, der konkluderede, at forskellen på rig og fattig aldrig har været større i Tyskland, end den er i dag. De lavestlønnedes løntilvækst kan knap nok måle sig med inflationen.

Det er ikke CDU-kansleren Angela Merkels skyld. Det er den rød-grønne regering, der sad med socialdemokraten Gerhard Schröder i spidsen fra 1998 til 2005, der har skaffet Tyskland de vilkår.

"Såkaldte socialhjælpskarrierer har altid eksisteret, men problemet er blevet tydeligt forværret. Det viser den sidste tid med tilfældene med mishandlede og forsømte børn." Det sagde Volker Kauder, der er gruppeformand for de to borgerlige unionspartier CDU-CSU i Forbundsdagen, i går til avisen Süddeutsche Zeitung.

Kauder henviser især til sagen om den to-årige Kevin fra Bremen, der i sidste uge blev fundet død i sin fars køleskab, skønt de sociale myndigheder har været opmærksomme på drengen og hans narkomanforældre, siden han blev født.

735.000 flere fattige børn

Den del af Gerhard Schröders arbejdsmarkedsreform, der kaldes 'Hartz IV', og som trådte i kraft i januar i fjor, skal ifølge to journalister allerede have betydet, at antallet af børn i Tyskland, hvis forældre er på socialhjælp, er steget fra 965.000 til 1,7 millioner.

"I Vesttyskland vokser hver ottende barn op i fattigdom - i Østtyskland hver fjerde. I byer som Görlitz, Halle og Schwerin lever næsten 35 procent af børnene i familier, der er på socialhjælp," skriver Nadja Klinger og Jens König, forfatterne til bogen "Ganske enkelt hægtet af. En sand beretning om den nye fattigdom i Tyskland".

SPD's leder Kurt Beck har også meldt ud og talt for at understøtte den nye socialt svage klasse. Selv Ludwig Georg Braun, formand for Det Tyske Industri- og Handelskammer, har krævet, at man tager fat om problemets rod, "men med mere uddannelse og ikke med yderligere overførselsindkomster". Den socialdemokratiske støtteorganisation Friedrich-Ebert-Stiftung har netop offentliggjort en undersøgelse, der viser, at ikke mindre end 46 procent af tyskerne opfatter deres liv som 'en stadig kamp'.

Som Heribert Prantl, indlandsredaktør på Süddeutsche Zeitung, skrev i en kommentar i sin avis i går: "I Tyskland taler man meget om den stærke stat, når det handler om mere politi. Bagved ligger en meget snæver forståelse af den indre sikkerhed. Desværre taler nærmest ingen om den stærke stat, når det handler om den nødvendige forbindelse mellem social- og uddannelsespolitik. Når den ikke fungerer, er der en fare for, at det nye 'proletariat' synker ned i apati (hvis det ikke allerede befinder sig der) og bliver ekstremistisk."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu