At være arbejdsløs er i sandhed en paradoksal oplevelse for tiden. For på den ene side hører man næsten dagligt nyheden om virksomhedernes mangel på arbejdskraft, og hvordan arbejdsløsheden nu har nået nye rekordlave niveauer, samtidig med at et blik på arbejdsløshedstallene viser, at den er på størrelse med arbejdsløsheden i slutningen af 70'erne, hvor man med en bedre fordeling af arbejdet som begrundelse, indførte den efterlønsordning, som et bredt flertal i Folketinget besluttede at forringe tidligere på sommeren.
I modsætning til regeringens, mediernes og diverse økonomers udlægning dækker det aktuelle arbejdsløshedstal på 125.000 nemlig kun over en del af den faktiske arbejdsløshed. Oveni det officielle tal skal man nemlig lægge de 60-70.000 arbejdsløse, der deltager i diverse aktiveringsordninger, men af statistiske årsager ikke regnes som arbejdsløse, selvom det rent faktisk er tilfældet. Sammenlagt bør arbejdsløsheden derfor snarere opregnes til cirka 190.000, hvilket omtrent svarer til antallet af arbejdsløse, da efterlønnen blev indført.
Som om det ikke var nok, skal man oveni de 190.000 lægge de flere hundrede tusinde mennesker i den erhvervsaktive alder, som tilbagevendende økonomiske kriser har aflejret på diverse overførselsindkomster så langt fra arbejdsmarkedet, at de end ikke indgår i arbejdsløshedsstatistikken.
Udtryk for udvidenhed
Hvordan man i den situation kan tale om rekordlav arbejdsløshed, er ikke alene udtryk for uvidenhed, det er også udtryk for, at man opererer inden for et kynisk og menneskefjendsk tankerum, hvor man har vænnet sig til eksistensen af arbejdsløsheden, accepterer den og betragter den som et individuelt problem, der ikke er skabt af den økonomiske politik, men tværtimod skyldes arbejdsløses uvilje mod at arbejde.
Denne menneskefjendske kynisme repræsenteres både af regeringen, arbejdsgiverorganisationerne og en række økonomer fra de store banker, der taler om, at arbejdsløsheden nu er ved at være for lav. Dermed afslører de imidlertid med al ønskelig tydelighed, hvordan de betragter arbejdsløshed som en funktionel del af samfundsøkonomien, som de har interesse i at opretholde. For dem handler arbejdsløshed nemlig slet ikke om mennesker. Den er tværtimod blot en variabel i en verdensfjern økonomisk model, der reducerer en kompleks samfundsøkonomi til ukendelighed.
Selvom det er ret åbenlyst, at den seneste tids fald i arbejdsløsheden skyldes et økonomisk opsving, der kan tilskrives vækst i privatforbruget foranlediget af den lave rente og regeringens begunstigelse af boligejerne i form af skattestop og nye lånemuligheder, bliver arbejdsgiverne og de store banker da også ved med at argumentere for en kortere dagpengeperiode og lavere dagpengesatser som kur mod flaskehalsene på arbejdsmarkedet.
Tiltagene forarmer
Disse tiltag vil imidlertid ikke afhjælpe situationen, da efterspørgslen efter arbejdskraft begrænser sig til visse faggrupper. Kortere dagpengeperiode og nok så lave dagpengesatser sætter ikke den arbejdsløse kontorassistent i stand til at arbejde som lastvognsmekaniker. Lavere dagpenge i kortere tid dæmmer heller ikke op for arbejdsgiveres manglende interesse i at ansætte kvinder, langtidsarbejdsløse, ældre, indvandrere, folk med manglende eller forkerte kvalifikationer, endsige folk med nedsat arbejdsevne på grund af nedslidning eller handicap. Lavere dagpenge i kortere tid forarmer og marginaliserer kun yderligere, men det er man jo nok ligeglad med, hvis man mener, en arbejdsløshed på niveau med krisen i slutningen af 70'erne er rekordlav.
