Rekviem for eksil

De syv sortklædte personer kommer ind fra siden af scenen. De stopper, kigger op. På væggen står teksten:

"Gennem hele historien har mennesket eksileret og udryddet den 'anden'. Mennesket har ikke kunnet lære at leve sammen, forsone sig med den 'anden' og har ikke kunnet forenes. Alligevel har mennesket altid længtes efter en verden, hvor alle religioner, sprog og kulturer kunne forstå hinanden og forenes."

De syv barfodede på scenen fortsætter. De har hver en stol i hænderne, som de placerer stille på gulvet. Scenen er sat.

"Det her er stærk eksilhistorie. Men den er også mit personlige holdepunkt, og min personlige historie. Om en verden, der ikke går til ro. Den verden, hvor vi alle sammen lever, men som vi alle vil dø hjemløse i, hvis vi ikke passer på," fortæller skuespiller og instruktør til forestillingen Mustafa Avkiran.

Sprog bliver genoplivet

Han medvirker selv i stykker, hvor han under hele forestillingen har bind for munden. Gennem de sidste to år har Mustafa Avkiran sammen med sin kone, Övül Avkiran, der også medvirker i stykket som skuespiller, samlet forskellige traditionelle sange fra hele Tyrkiet. Det arkæologiske arbejde kan nu høres i forestillingen i 25 sange - alle sunget på deres originalsprog.

"Vi synger på 12 forskellige sprog. Vi taber sproget hver dag og hvert minut. En gang talte man disse sprog, men meget af dem er nu gået tabt. Især den officielle historieskrivning har tabt dem, men de lever videre i den mundtlige tradition, og sangene lever derfor videre."

- Men hvorfor er sproget så vigtigt i stykket? Hvad kan det fortælle os?

"Da republikken Tyrkiet blev skabt, kom der en masse grupper af folk ind i landet, og mange rejste væk. Mange havde dermed ingen hjemstavn, intet sprog og ingen tradition. Alt tabte de. Når du ikke har noget sprog og ingen familie, er det svært at leve - du vil altid være fremmed i dit eget land. Du vil altid være død, og det er det vi forsøger at fortælle med Ashura."

Ashura betyder mange forskellige ting for mange forskellige mennesker. Fælles er, at det for alle har en eller anden betydning. Det er den 10. dag i Muharrem, den første måned i det muslimske år. Det er fastedag for mange sunnier, og for shiiter er det den vigtigste højtid, der minder om martyren Imam Hussein. Det er den dag, hvor Noah forlod sin ark, og den dag Moses blev reddet fra egypterne.

"Ashura er en meget vigtig dag for alle de store religioner, og derfor har vi valgt at kalde forestillingen det. Den kan alle samles om," fortæller Mustafa Avkiran.

Lyrik og politik

"Jeg træder på mit land med ydmyge skridt. Jeg sover ydmygt i mit land".

Ordene står bagerst på scenen, og ledsages af en kvindes sang. Den ene sang afløser den anden, og de går fra at være klagesange om savn og længsel til en vuggevise og dyb kærlighedssang.

"Naturligvis er stykkets idé politisk, selv om vores job bare er at lægge det her frem som et forslag til, hvordan vi kan forstå hinanden. Vi kunne selvfølgelig godt fare frem med røde farver og råbe højt. Men vores måde er at bruge sprogene, musikken og lyrikken."

Men helt stille er Mustafa Avkiran dog ikke.

"Det er selvfølgelig vores utopi, at vi alle vil kunne leve sammen. Men det er vores håb, og verden må snart lære det. Europa såvel som Tyrkiet. Vi er jo ikke unge folkeslag, vi er gamle folk, som selvfølgelig har mange forskellige befolkningsgrupper, men hvis vi hele tiden minder hinanden om, hvor forskellige vi er, når vi siger 'du er forkert' og 'du er et nul' så skaber man hele tiden minoriteter.

- Men er det ikke netop forskellighederne i Tyrkiet I hylder i 'Ashura'?

"De her problemer hører jo ikke bare til i Tyrkiet. Vi ser dem også i England og USA, hvor man bliver mere og mere bange for fremmede. Det er ængsteligheden, der er et stort problem, og den vil i virkeligheden betyde, at vi kommer til at tabe endnu mere. Vi viser med de tabte sprog i forestillingen et billede også af forsvundne folk. Det er en følelse af Tyrkiet, vi viser, men som jeg har sagt før: Med den måde vi lever på i dag, uden tid til at forstå, så kommer vi til at dø hjemløse."