Læsetid: 4 min.

Religiøs analfabetisme

Vi danske skal genfinde vores religiøse og demokratiske bevidsthed for at kunne integrere islam i den store fortælling om demokratiet, skriver Erik Meier Carlsen i sin nye bog. Forfatterens egen analyse af det religiøse er imidlertid mangelfuld
24. april 2007

Der er ikke tradition for, at politiske skribenter forsøger at skabe de store politiske drømme for det danske samfund. Erik Meier Carlsen er en undtagelse. Jeg har således altid oplevet Carlsens skriverier som unikke intuitive beskrivelser af det danske samfund, hvor det analytiske er nedtonet. Det er derfor ikke så overraskende, at Carlsen med sin nye bog Den fjerde alliance netop forsøger at skabe en helt ny vision for det danske samfund med afsæt i en historieoptik af nærmest grundtvigske dimensioner, som bl.a. skal fortælle, at vi danske har glemt vore religiøse og demokratiske rødder.

Aktuelt har vi derfor ingen forudsætninger for at komme i dialog med islamismen og islam, fordi vi ikke har samme religiøse referencer. Det handler derfor, ifølge Carlsen, om at genfinde vor demokratiske og religiøse bevidsthed, så vi kan integrere islamismen i den store fortælling om demokratiet, som har sit afsæt i vækkelsesbevægelserne i det 18. og 19. århundrede.

Titlen Den fjerde alliance refererer til, at demokratiet siden dets etablering i 1849 har gennemløbet tre faser, hvor forskellige samfundsgrupper på skift fandt sammen og formede demokratiet.

Første fase var intelligentsiaens alliance med bønderne i 1800-tallet, som udmøntede sig i grundtvigianismen, højskolerne og andelsbevægelserne. Herefter kom den industrielle fase omkring år 1900, som var en ulige alliance mellem arbejderne og kapitalisterne (septemberforliget 1899). Derefter kom alliancen mellem kvinderne og arbejdsmarkedet omkring 1960'erne. Demokratiet står nu, mener Carlsen, over for den fjerde udfordring, hvor vi skal forene en stærk ideologisk funderet islamisme med demokratiet.

Opgaven er, ifølge Carlsen, ganske kompliceret og handler ikke blot om at socialisere fredelige muslimer, som er fremmede for demokratiet, til en demokratisk diskurs, men at socialisere islamisterne til demokratiet ved at samarbejde med dem. Carlsen kommer i Den fjerde alliance ikke nærmere ind på kompleksiteten af opgaven.

Fogh er kulturradikal

Carlsen er, som antydet indledningsvis, af den opfattelse, at både de intellektuelle og folket i almindelighed er religiøse analfabeter. Derfor reagerer vi så voldsomt over for religiøse udtryk i det offentlige rum (jf. tørklæde-sagen). Carlsen mener, at nøglen til en konstruktiv integration må gå via en anerkendelse af det religiøse i det offentlige.

Carlsen betragter derfor Anders Fogh Rasmussen som kulturradikal, fordi statsministeren grundlæggende er skeptisk over for det religiøse i det offentlige rum.

Carlsens standpunkt kan forekomme overraskende, eftersom lutherdommens særkende jo netop er, at den som religion indeholder de iboende forudsætninger for det sekulære og individuelle.

Man kan derfor lige så vel argumentere for, at Fogh Rasmussen er præget af en genuin lutherdom, fordi han forfægter det sekulære i det offentlige rum. Carlsen synes ikke at have fornemmelse for disse grundlæggende spidsfindigheder i lutherdommen, hvilket kan forekomme paradoksalt, eftersom han hævder, at (de) andre er religiøse analfabeter.

Manglerne ved Carlsens analyse af det religiøse er tydelig overalt i bogen. Han foretager således ingen kvalitative refleksioner, men baserer alene sine betragtninger på overordnede konklusioner fra professor Uffe Østergaards bøger. Han har derfor ikke øje for, at religioner er grundlæggende forskellige, og derfor vil indvirke forskelligt på demokratiet og den sociale orden.

Hans positive fordomme over for det religiøse kommer derfor som tankefigur til at ligne Feuerbach og den unge Marx' negative fordomme - blot med modsat fortegn.

Ahistorisk skematik

Carlsen reflekterer f.eks. overhovedet ikke på det ofte fremførte afsæt, at lutherdommen adskiller sig fra islam, fordi protestantismen substantielt opererer med dobbeltregimente-antagelsen. Distinktionen fortolkningsreligion kontra lovreligion er også bortelimineret i Carlsens ahistoriske skematik. Han kan derfor med lethed og elegance notere: At islamismen på mange måder er adækvat med vækkelsesbevægelsernes demokratiske potentiale.

Hvorom alting er: Carlsen er tvunget til at reflektere kvalitativt og konkret på de forskellige religioner, før han kan drage den konklusion, at islam og kristendommen substantielt er identisk, hvad angår mulighederne for at indfri et demokratisk projekt.

Ja, Carlsen bliver oven i købet nødt til at forholde sig konkret til vækkelsesbevægelserne som sådan, før han kan drage sine konklusioner.

I Sønderjylland/Slesvig spillede grundtvigianismen og Indre Mission således vidt forskellige roller for etableringen af sammenhængskraften i samfundet. Indre Mission var indifferent til det nationale og demokratiet, hvorimod grundtvigianerne var særdeles aktive. Sådan var det også med de forskellige vækkelsesbevægelser i USA.

Jeg stiller mig derfor tvivlende overfor, at alle vækkelsesbevægelser producerede forudsætningerne for demokratiet.

Islamismens natur

Carlsens betragtninger omkring islamismen forekommer også utrolig generelle. Han får således aldrig indkredset, hvad islamismen er for en størrelse. Er det et vestligt fænomen, som udspringer i et samspil mellem det fremmedgjorte massesamfund og islam, udspringer islamismen primært i fattige muslimske miljøer, eller er fænomenet alene et produkt af Koran-læsning?

Det sidste synspunkt er et almindeligt tankesæt i kirkeligt regi, hvor man har en naiv tro på, at det alene er ideologierne, der determinerer udviklingen. Man slutter derfor ubesværet fra indholdet i Koranen til islamismen.

Hvis islamismen er et moderne vestligt fænomen, som udspringer af det atomiserede samfund, vil det efter min vurdering være katastrofalt at indgå en alliance med disse kræfter. Det er derfor problematisk, at Carlsen ikke når til nogle refleksioner på islamismens natur, når fænomenet er så central for hans optik.

Carlsens overordnede paradigme mangler således refleksion og analyse. Bogen bærer præg af, at den er skrevet af en journalist, som ikke er vant til at tumle et så voldsomt og kompliceret stof, som bogens spændende og originale problemformulering lægger op til.

Erik Meier Carlsen: 'Den fjerde alliance'. Gyldendal. 127 sider, 169 kr. ISBN: 8702051672. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her