Læsetid: 8 min.

Den religiøse genkomst er et svar til Vesten

24. marts 2006

Det selvtilfredt og overfladiske Vesten er blindt over for globaliseringens nedbrydende effekter på traditionsbundne samfund og religiøse gemytter, mener den fremtrædende franske sociolog Marcel Gauchet og opfordrer til større imødekommenhed og indlevelse over for den islamiske verden. Men uden at give afkald på vores ret til religionskritik

Den store franske sociolog Marcel Gauchet skrev i 1985 et hovedværk, som hed En affortryllet verden'. Dengang beskrev Gauchet, hvordan religioner betød mindre og mindre i politik. Der er nu gået over 20 år - og religion synes vendt tilbage i politik.

- Er De blevet overrasket over religionens voldsomme tilbagekomst på den politiske scene siden da?

"Nej. Som de fleste andre blev jeg overrasket over den islamiske revolution i Iran i 1979. Men det har altid stået mig klart, at vi ikke er nået til vejs ende af den paradoksale dobbelte proces, hvor religionens betydning i Vesten på den ene side svinder hastigt - USA's tilfælde er her atypisk - samtidig med at genkomsten af religiøse identiteter i resten af verden forstærkes, navnlig i den islamiske kulturkreds. Men her må jeg insistere på en præcisering: Der er ikke tale om, at vi er vidne til en genkomst for religion som sådan. Hvad vi ser, er en genoplivelse af identitetstænkning med religiøse markører."

"De store problem for os europæere er, at vi ikke længere er i stand til at begribe, hvad religionen betyder i de samfund, hvor den stadig har bevaret den afgørende strukturerende kraft. Vi har glemt vores egen fortid. For os er religion blevet individuelt og trosanliggende, noget privat. Men sådan fungerer resten af verden altså bare ikke. Det er ikke sådan, at den er blevet forskånet for sekularisering - ja, tværtimod er sekularisering blevet accelereret med globaliseringen. Men den undergravelse af den religiøse organisering af verden, som viser sig sig i øget urbanisering, vestligt inspirerede økonomiske modeller, liberal tankegang, teknisk effektivitet og øget materialisme og forbrug foregår sideløbende med en stigende længsel efter at at genfinde den oprindelige religion og dens formodede sande værdier."

- Og vi får så den religiøse genkomst som vel i lige så høj grad kan forklares ud fra tidligere fejlslagne moderniseringsprocesser...

"Lige præcis. Vestliggørelsen med dens tvungne markedsgørelse og økonomiske udvikling, den arabiske nationalisme, panarabismen, socialismen - alle disse ideologier og modeller er slået fejl. Hvad bliver så tilbage? Det gør den religiøse identitet og den kollektive bevidsthed organiseret omkring traditionens faste forestillinger. Fører man bestræbelsen for at generobre en tabt oprindelighed helt igennem, ender man i fundamentalisme. Så drejer det sig ikke længere så meget om at genskabe en sædvanereligiøsitet som om at finde ind til den sandhed om den religiøse oprindelse, som er blevet korrumperet af nutidens fordærv."

"At de danske Muhammed-tegninger kunne blive et påskud for så voldsom opstandelse har afsløret den enorme vrede i hele befolkninger, som føler sig foragtet, vraget af historien og som evige tabere i forhold til et Vesten, hvor folk ikke selv begriber, i hvor høj grad vestlige tænke- og handlemåder ødelægger de sociale forhold i traditionsbundne kulturer. Den vestlige livsform virker især destruktivt på den islam, som ikke bare er en tro, men et totalt sæt regler for tilværelsen. Vesten er blind over for effekterne af denne globalisering af økonomi, sæder og skikke. Og for dens medfølgende tendens til at opløse traditionelle familieværdier og frembringe voldsomme forandringer i forholdet mellem mænd og kvinder og imellem generationerne. Der er tale om intet mindre end en eksistentiel opstand."

- Hvordan vil De forklare denne vestlige blindhed?

"Fra Første Verdenskrig til afkoloniseringens afslutning har europæerne gennemlevet en samvittighedskrise i deres historiske rolle som herskende magter. De har forsøgt at forstå disse andre kulturer og civilisationer, som de så længe undertrykte. Men i dag er det forbi med denne selvkritiske fase. Vesten har globalt forsonet sig med sin historie og har ikke længere imperialistiske idealer. De er tilhængere af fredelig sameksistens mellem kulturer. Men skønt man i Vesten jubler over forskelle og mangfoldighed, interesserer man sig i grunden ikke meget for det, som ikke er som en selv. Det socialistiske revolutionsprojekts fallit og Sovjet-blokkens sammenbrud har slået det fast for alle, at demokratiet er det endegyldigt bedste system, ligesom den markedsøkonomiske kapitalisme definitivt anses for at have bevist sin praktiske overlegenhed. Denne konsensus om vores samfundmodel støder ikke længere på modstand i forhold til resten af verden. Der er kun en måde at være moderne på... Og så må de, som endnu ikke har den lykke at besidde demokrati, ytringsfrihed, markedsøkonomi og menneskerettigheder, snarest se at anskaffe sig disse goder!"

- Hvorfor er vreden i muslimske lande så meget stærkere end andre steder?

"Den geografiske nærhed fungerer givetvis som en forværrende faktor. Hvortil naturligvis kommer, at islam jo er den tredje store monoteisme, og som religion opfatter sig selv som kulminationen på jødedommens og kristendommens traditioner, dvs. prætenderer at stille med den definitive profet og ultimative åbenbaring. Trods dette befinder profetens trofaste disciple sig i dag i en uforklarlig situation som besejrede, dominerede. Og det i mere end en forstand. De måtte først udstå koloniseringen, og lige siden har de set den vedvarende israelsk-palæstinensiske konflikt som en fastholdelse af den kolonialistiske ydmygelse. Hele denne udvikling har de oplevet som en sammenhængende og utålelig aggression fra Vestens side."

"Helt anderledes forholder det sig med lande som Kina og Indien. Den nationalistiske vrede over for Vesten er muligvis ikke mindre her, men disse lande kan støtte sig til en social sammenhængskraft og nogle andre politiske strukturer, som gør det muligt for dem at følge Japan som forbillede og med succes tilegne sig vestlig teknologi og økonomisk rationalitet. Det er muligt for dem at tro på, at de kan slå Vestens på Vestens egne præmisser. De stoler på, at de kan blive moderne uden at miste deres egen identitet."

"Man finder intet tilsvarende i den arabisk-muslimske verden. Staterne her er på en gang svage og tyranniske. De lider under en fuldkommen mangel på moderniseringsværktøjer. Under disse betingelser er de udleveret til snigende vestliggørelse. De har en fornemmelse af, at de er blevet frarøvet deres retmæssige plads i solen. Den fornemmelse mangedobles. Islam er præget af denne dybe usikkerhed og sårbarhed i sin ellers så massive soliditet. Det er usikkerheden, som skaber ambitionen om at bringe islam i ly for enhver diskussion."

- Bør ytringsfriheden, som i Vesten er blevet ophøjet til et absolut gode, indskrænkes af respekt for religioner?

"Nej, det ville være lige så hyklerisk, som det ville være nyttesløst. Vesten vil forblive, hvad den er, ganske uanset hvilke grænser den så måtte foregive at påtvinge sig selv. Man kan lige så lidt kræve af muslimerne, at de skal renoncere på deres identitet, som kræve af vesterlændinge, at de skal give afkald på deres kosteligste gode og ypperligste demokratiske symbol: retten til at tænke og ytre sig frit."

"At indskrænke rammerne for ytringsfriheden ved at tildele respekt for religioner en sakrosankt status ville være at give et dårligt svar på et godt spørgsmål. De vestlige regeringer burde i stedet ved konkrete handlinger signalere større forståelse for den vanskelige situation i en islamisk verden, som vi alt for længe har betragtet med lige dele indifferens og frygt. Netop fordi vi er selvkritikkens civilisation par excellence, må det også være op til os at vise, at selv om vi er, som vi er, kan vi også sætte os i andres sted. Dette er et spørgsmål om politisk ansvar på vores kollektive samvittigheds niveau. Sammen med andre initiativer kunne en konsekvent og åben europæisk institutionalisering af kendskabet til islam have eksemplarisk signalværdi: Vi befinder os i den kritiske fornufts hjemland - og det vil være forgæves at gøre forsøg på at gemme sig bag vores egen lillefinger. Men inden for denne ramme burde vi være langt mere rede til at vise imødekommenhed over for det, som ikke er os."

- Er De overrasket over den stigende latterliggørelse, som i Europa synes at ramme alle religioner?

"Ja. Jeg vil mene, at der er noget historisk nyt i den måde, denne latterliggørelse er blevet praktiseret på i de sidste 20-30 år. Den er selvfølgelig et symptom på religionens svindende betydning, som vi talte om før. Vi har passeret den antireligiøse kritik, som vi kendte den fra tidligere. Sidstnævnte udtrykte den principielle fjendtlighed over for et system, som man bekæmpede som selve modsætningen til frihedens ånd. Det var en modstand, som kunne være særdeles voldsom, men den forudsatte også en art fælles forståelse: 'I tror på åbenbaringen som autoritet, vi tror på fornuftens selvstændighed'. Denne modsætning var ganske vist konfliktfyldt, men der var en form for enighed om, hvad der var stridens kerne - også når parterne forfaldt til latterliggørelser, som kunne være morderisk."

"Med den nye latterliggørelse er denne implicitte fælles forståelse blevet brudt. Det, som nu er under angreb, er selve troens grundvold. Og det gør den endnu mere sårende for de religiøse gemytter end den traditionelle antiklerikalisme og ateisme, som nok kunne være stødende, men havde en stærk eksistensberettigelse. Med den nye latterligørelse bliver den religiøse følelse voldført på sit dybeste plan: i følelsen af en form for eksistentiel alvor, og betydningen af de evige spørgsmål over for døden, det hinsides og frelsen. Hele dette forhold bliver væltet over ende af en selvtilfreds overfladiskhed."

- Men heller ikke den politiske verden går fri...?

"Nej, selvfølgelig ikke. Intet af det, som har været anset for alvorligt og højtideligt, bliver skånet. Latterliggørelsen er blevet som en art hypermodernitetens kriterium. Utvivlsomt skal vi heri se en barnlig refleks af den meget høje velstands forkælelse. Den er et ideologisk epifænomen, som skubber vore samfunds liberale tro til grænsen: Alt kører jo alligevel helt fint helt af sig selv, så hvorfor dog stille dramatiske spørgsmål? Der er simpelt hen ikke længere sæson for alvor... Det siger sig selv, at jo dybere man er engageret i sin tro eller politiske handlinger, desto mere krænkende opleves denne nedvurdering af alvoren. Og så meget desto voldsomme bliver da reaktionen i samfund, hvor tilværelsens vanskelighed har bevaret sin fulde vægt."

- Men er det så tilstrækkeligt at kræve større respekt for religiøs tro?

"Jeg mener sådanne opfordringer er forfejlede. Jeg finder sågar denne formulering farlig. Den sammenblander tingene. Det, vi skylder respekt, er de troende. Noget andet er vores ubestridelige ret til respektløshed over for trossætninger og dogmer, dvs. vores permanente ret til at underkaste dem kritisk granskning. Intet i verden kan unddrage sig den offentlige diskussions syrebad. Det er grundreglen for vores verden og at ville sætte grænser for denne er absurd. Det er et forsøg på at selvfornægtelse, som ikke har ringeste chance for at lykkes."

© Le Monde og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her