Læsetid: 13 min.

De religiøse melodramaer

Tsunamien og de tusinder af døde. Er der nogen mening i denne galskab, er der en gud, som råder, og hvis vrede er blevet vakt? Der er nok at tage fat på for teologerne. Jens-Martin Eriksen skriver rejsebrev fra Thailand på årsdagen for det store jordskælv ved Sumatra
27. december 2005

Det er den 26. december, anden juledag, hen ad middagstid. Jeg står i en stor boghandel i det centrale Bangkok og bladrer i en politologisk afhandling om det malaysiske samfund for at bestemme med mig selv, om den er værd at tage med til hotellet.

Så er det, jeg helt uforvarende kommer til at overhøre en telefonsamtale, som en engelsk turist fører med en bekendt i sin mobiltelefon på den anden side af boghylden fra, hvor jeg står. Og selv om man forsøger at lukke ørerne, så kan der være noget inciterende ved denne slags samtaler, der ligesom telefonsamtaler på film er karakteristiske for den udenforstående tilhører ved, at man kun hører det halve fra manden i billedet.

Resten må man gætte sig til, hvis man tillader sig det. Af og til er det en uimodståelig fristelse. De første sætninger englænderen, afleverer i samtalen, enten til sig selv eller til ære for sin kæreste, der står ved siden af ham, er en parafrase af det, han har hørt: "Hvad, er din hundehvalp druknet?" "Hvad siger du? En oversvømmelse?" "Er det i hele Phuket?" "Et jordskælv? Hvad siger du? Et jordskælv?!" "Hotellet? Hele hotellet? Hvad siger du?"

Jeg forlader samtalen, som jeg er blevet tilhører til, tager min bog med mig fra boghandlen og går hjem ad mod mit hotel. Og det er først nogle timer efter, da jeg får tændt for fjernsynet, at det går op for mig, at jeg må have levet som søvngænger uden at være klar over, hvilken katastrofe jeg blev adviseret om i boghandlen. Der er reportager fra kysten ud til Adamanerhavet, fra Phangnga og Phuket-øen og fra byen Krabi. Gader er fyldt med væltede biler og både, som er skyllet op i byen, alt ligger i mægtige dynger sammen med indbo og tage, som er revet af huse. Optagelser fra en helikopter viser turister i badetøj og lokale, som kæmper en febrilsk kamp for at hive mennesker ud af disse sammenfiltrede brokker. Det hele virker svimlende, mærkeligt bedøvende og uvirkeligt, noget, der er sket pludseligt på en søvnig morgen, en mægtig tidevandsbølge.

Vestlige traumer

Små mennesker, som myrer i en tue, der er blevet forstyrret, udfører en hektisk aktivitet for at bringe orden i deres egen lille verden. Ting slæbes rundt, og de vrider de sammenfiltrede dele fra hinanden, uden man kan få en eksakt idé om hvorfor. I næste nu ser man, de trækker en blødende krop ud af slammet under en bunke af biler og smadrede møbler. Nogen kommenterer, hvad der er sket. Et jordskælv ved øen Sumatra har rejst en tidevandsbølge, en såkaldt tsunami, som er smadret ind i hele kysten ved Adamanerhavet i Thailand. Flere tusind døde og forsvundne.

En mand i badebukser bevidner, hvad han har set. Han stod og filmede på stranden og ud over havet, og så i sit kamera, hvordan vandet fortrak og lagde havbunden blot. Så blev han forvirret og tog kameraet væk fra øjnene og så ud over havet og fik øje på en mægtig bølge, som stormede ind mod kysten. Derefter løb han alt, hvad han kunne, og reddede sig ved at søge op af en trappe i et hotel, mens han råbte til alle, at de skulle følge efter ham. Han hørte bølgen banke ind i huse og i gader, og med det samme blev han indhentet af vandet langt oppe i bygningen. Han klamrede sig til gelænderet og bad, og da det nåede op til hans hals holdt det op med at stige, sank lidt efter nogle minutter, steg så igen, men efter nogen tid sank det, så han kunne løbe ned af trapperne. Overalt måtte han springe over forslåede lig og afrevne menneskedele.

Andre billeder fra turisters private optagelser i Phuket, mens bølgen river alt med sig i byen. Der er filmet fra taget af et hotel: Lig, der flyder rundt i gaderne sammen med afrevne menneskedele og biler og alle slags indbo; tæpper og cykler, parasoller, borde og flasker. Stor forvirring, kun skrig. Af og til en hvirvel nede i gadens flod, hvor to, tre menneskekroppe forvredet kommer til syne i vandoverfladen og sendes rygende nedad til en anden hvirvel, hvor de kastes livløse rundt og banker ind i andre kroppe, som var de drivtømmer, for derefter at blive sendt videre med strømmen i gaden. Et andet vidne, en turist i Phuket, fortæller, at det hele begynder i en lounge i det hotel, hvor han bor. Et mægtigt brag og en stor BMW sejler ind igennem glasdørene i en flodbølge og banker op mod disken og smadrer alt. Mennesker sendes afsted i alle retninger, og han selv føres med vandet hen mod en trappe og bæres afsted op på anden etage i løbet af ingen tid. Så, efter nogle minutter, da det hele overstået, og han kan gå ned igen.

Reportagerne fortsætter efterhånden fra katastrofeområderne, i større og større sløjfer, som man får mere materiale ind, men efter en times tid har jeg fået nok. Om ikke andet, så får man den banale fornemmelse af, hvor skrøbelig og tilfældig ens egen overlevelse er. Jeg kunne lige så vel være taget ud til min gamle hotelvært Monsieur Guy på øen Koh Phi Phi for der at vente på rapporten om massakren ved Tak Bai, som nu imidlertid er blevet fuldstændig meningsløs, skyllet bort i en ny og altopslugende nyhedsstrøm sammen med politiets og militærets andre synder. Og så ville jeg sammen med ham og hans hustru og de ansatte være omkommet sammen med de tusinder, som flodbølgen har taget denne morgen.

Traumerne er så afgjort først og fremmest på Vestens side. Herude i Asien ser det mest af alt ud til blot at være endnu en dag i livet. Hele historien med massakren ved Tak Bai er selvfølgelig glemt i malstrømmen, og så forlyder det allerede fem dage efter, at 'skøre turister' nu er på vej tilbage til strandene ved Phuket, hvor det endnu flyder rundt med rådnende lig. En avis citerer nogle engelske turister, der netop er ankommet til Phuket lufthavn med dens forvirrede, søvngængeragtigt og sørgende og lamslåede overlevende, for at de trods alt er kommet for at tage chancen. Men de forventer ikke nogen ny tsunami. Og hotellet, hvor de skal installeres, har lovet dem, at alt er i den bedste orden. Ingen grund til at søge mod land og frygte havet og de mærkelige fisk, der til forveksling ligner mennesker i forrådnelse. Også mange russere kommer, bemærker avisen. De frygter ingenting, for de har det trods alt værre dér, hvor de kommer fra. Og som man siger i flyet til Phuket, så er vejret skyet, men ellers er alt helt fint.

Der fortælles også, at underholdningsindustrien er kommet på fode igen, her fem dage efter tidevandsbølgen. Et billede af de kække transvestitter med deres frække nøgendans er med til at borge for, at det er sandt. Intet kan ryste thailænderne. En reportage på en lokal tv-station er med til at give et billede af, at indtrykket af den totale apokalypse er stærkt overdrevet. Der er ingen grund til at tage på vej. Man ser turister, som er vendt tilbage, eller som er blevet tilbage efter katastrofen, og som sidder og solbader få meter fra et sted, hvor redningsmandskab fisker opløste og oppustede lig op fra vandet og hiver dem ud fra nogle sammenfiltrede brokker af indbo og affald. Men det afficerer ikke de ferierende. Man bærer lig og legemsdele, arme og ben og afrevne hoveder bort til et intermistisk lighus, men disse repræsentanter for samfundets tungere vægtklasser er ganske uforstyrrede. De slænger sig i deres liggestole som afhårede, lyserøde orangutanger med deres drinks og med undertrøjen tatoveret som en hvid skjold på kroppen og nyder solen. Ved siden af kravler nogle spinkle thaikvinder rundt på andre badegæster i et fortvivlet forsøg på at massere den samlede masse af fedt og ben. Man lader sig heller ikke gå på af den ramme stank fra de rådnende lig. Her ferieres uden pardon.

Elefant-mirakler

Der fortælles også om mirakler. En mahout, en elefantfører ved kysten ud til Adamanerhavet beretter således om, hvordan han hørte sine elefanter begynde at trompetere ved daggry, på en måde som han kun kan beskrive som en gråd. Det var på det tidspunkt, hvor det undersøiske jordskælv indtraf ved øen Sumatra. Lidt efter blev elefanterne rolige igen, men en times tid senere begyndte de igen at græde og var nu ifølge mahouten ikke til at trøste. Da fik man øje på flodbølgen ude i havet, varskoet af elefanterne, og alle flygtede på ryggen af dem mod bjergene inde i landet. Mahouten beskriver, hvordan elefanter på deres vej løftede turister op på ryggen med deres snabel for at redde dem og bringe dem i sikkerhed.

Et andet sted berettes der om, at en hel hjord af okser vejrede faren lang tid inden flodbølgen smadrede ind i den fiskerlandsby, hvor de blev holdt i en fold. En bonde fortæller, at de pludseligt stod stille alle som én, i et langt øjeblik. Så stormede de alle sammen hovedkulds afsted ud gennem folden, bort fra kysten og ind mod bjergene. De forvirrede landsbybeboere fulgte i hovene på dem, dog mest af bekymring for at de skulle miste deres husdyr og ejendom. Men få øjeblikke efter, da alle var i sikkerhed oppe på en bakke, og okserne var over alle bjerge, så de ned på deres landsby, hvor en mægtig tidevandsbølge bankede ind i kysten og ødelagde alt. Men ingen af bønderne fik så meget som en skramme.

Hvilke tegn er det, der må tydes, hvilke varsler er det, mennesker får, når elementerne med enorme kræfter ødelægger alt? Nogen bliver skånet, enten ved tilfældighed eller fordi man brænder et lys for guderne, eller fordi dyrene redder dem. Andre bliver revet med af den dræbende tidevandsbølge. Er der nogen mening i denne galskab, er der en Gud, som råder, og hvis vrede er blevet vakt? Der er nok at tage fat på for teologerne.

Den største naturkatastrofe, der nogen sinde er set på Jorden, indtraf den 26. og den 27. august 1883 på den indonesiske ø Krakatoa, hvor en vulkan gik i udbrud efter at have sovet i det, der må have været rævesøvn i 300 år. Så langt borte som i Australien, godt 4.000 kilometer borte, var udbruddet synligt med et mægtigt ildskær henover himlen. Og en flodbølge i 40 meters højde raserede alle øer og kyster i regionen ved Krakatoa. Det fortælles endog, at så langt borte som i den engelske kanal var virkningen mærkbar. De enorme mængder af vulkansk aske, som udbruddet sendte op i stratosfæren, gav sig udtryk ved nogle forunderlige, purpurrøde solnedgange, der kunne iagttages så langt borte som i Europa og i Amerika i op til tre år efter. Beretninger fra denne tid fortæller, at muslimer i de arabiske lande forventede profetens genkomst.

Også nu spørger man i hinduistiske templer, i moskeer, i kirker og i synagoger, hvorfor denne ødelæggelse hjemsøger os. Og teologer har svar på rede hånd. En rabbi fortæller således, at katastrofen viser Guds vrede mod verden, fordi mennesker er fyldt af had, nærighed og fordærv. En hinduistisk gejstlig foreslår, at katastrofen indtraf på grund af menneskers opdæmmede ondskab - og i øvrigt, noget upræcist, på grund af planeternes stilling i kosmos. Man forstår, at der her også er noget på spil, som vi mennesker trods alt ingen indflydelse har på. En muslimsk gejstlig fra det store oppositionsparti PAS i Malaysia kan kun fatalistisk række hænderne i vejret og sige, at det hele viser, at Gud kan skabe og tilintetgøre. En video, som var til salg få dage efter katastrofen, og som blev produceret i Malaysia af muslimer, viser et sammenklip af ødelæggelserne og massedøden, mens der med citater fra Koranen messes trøstende ord om, at dette liv kun er foreløbigt, for bagefter, når alt er til ende, så venter der et evigt liv hos Allah. Mange kristne henholder sig til Johannes Åbenbaring og beretningen om de syv skåle af vrede, som skal hældes ud over Jorden, når Gud har fået nok. Fra Jehovas Vidner lyder den sædvanlige remse om, at Jorden går under i morgen. Det har den gjort så mange gange før, intet nyt derfra. En græsk ortodoks er derimod mere afsvalet. Han foreslår man lytter til den geologiske sagkundskab og blander Gud helt udenom dette her. Gud er ingen pilfinger, der emsig sidder i det høje og vælger og vrager mellem de, der skal dø, og de, der skal leve. Gud blander sig ikke i sit skaberværk.

Således har denne katastrofe givet næring til nye teologiske fortællinger om Gud og Guds almagt og vrede. Blandt de mere smagløse er nok dem, der foreslår en fortolkning, som siger, at de døde har fortjent deres død for deres skrækkelige skørlevned og deres synder. Når disse lemfældige bud på mening med noget som helst skal konkretiseres ved synet af de mange børn, helt små børn, som omkom i mudderet og vandmasserne, må det blive direkte uappetitligt.

Er der en mening?

Meningen kan forekomme at være den, at der ikke er nogen mening overhovedet. I første omgang er det kun, fordi man baserer sine fortællinger på en antropocentrisk præmis om, at verden handler om mennesket, at hele forklaringen forurenes med spørgsmål om 'mening'. Måske er vi derimod bare myg i universet, levende væsener, som ikke skånes mere end andre dyr, der omkom i katastrofen? Alle de mange sindrige forslag til mening, som er kommet fra profeter i alle verdenshjørner, og fremsagt fra eget værelse, baserer sig derimod på denne præmis, at mennesket er et centrum, og at alt, hvad der hænder i verden, så at sige på enten god eller dårlig måde, sker til ære og anskuelse for os. Derfor kommer et begreb som 'mening' ind i fortolkningen, fordi et menneskes ene liv, i denne linje, det lever fra fødsel til død, nødvendigvis må have en slags mening. Man kan selv være med til at give dette ene liv mening ved at tænke og handle fornuftigt. Et lille stykke frihed har vi på denne måde i det mindste fået tilstået.

Men når denne præmis om mening i vores eget livs linje fra fødsel til død sættes til at gælde for det biologiske liv, vi er født ud af, livets cyklus, som en slags kollektiv mening med hele menneskeheden og dens regeneration, og sågar verden som sådan, og vi begynder at fortælle om denne mening, så er det måske de melodramer skabes, som vi kalder religioner? I forbindelse med det store jordskælv ved Sumatra har vi nu hørt, at elefanterne reddede mennesker ved at gribe dem med snabelen og grædende lunte afsted med dem, og okser var guds sendebud, der ledte mennesker i sikkerhed oppe i bjergene. Nye tekster synes at blive til ligesom en palimpsest, skrevet henover gamle religiøse melodramaer.

Da der ikke er nogen indikation af, at mennesker, heller ikke i 'bibelske tider' har haft hverken nærere eller fjernere konkret, fysisk forhold til skaberen, end de har nu, så kan det måske forekomme, at skabelsesmyter og undergangsfortællinger og andre religiøse melodramaer er skabt i netop sådanne øjeblikke som tsunamien. Her møder mennesker, som er blevet berørt af et ufravigeligt spørgsmål, et 'hvorfor', da de konfronteres med enorme kræfter, som de ikke har nogen forstandsmæssig mulighed for at fatte. Måske består den største udfordring i at fastholde dette, at vi ingenting forstår, og at vi heller ingenting skal forstå? Melodramaerne kan som fortællinger kun som det allerbedste give os en slags nådegave og tilsige os, som der bliver prædket fra Koranen på den muslimske video om katastrofen, at dette ikke er historiens afslutning. Men under alle omstændigheder er og bliver det kun fantaserede forestillinger, der er grebet ud af luften, og hvis uudtalte mening det er at bidrage til et identitetspolitisk projekt. Mennesker må vide, hvem de er midt i denne gigantiske ødelæggelse.

Min snilde kinesiske rejseagent har efterhånden fået min billet på plads, og jeg kan med en enorm lettelse flyve ud af Bangkok på vej mod Kuala Lumpur i Malaysia. Jeg mellemlander i Phuket lufthavn til en besynderlig udstilling af umulige håb. Her, hvor der ellers er travlt og flere fly lander i timen, er der nu helt stille. Alle de overlevende er vendt hjem, og jeg går rundt i ventetiden og kigger på de tusinder af sedler med fotos, der er slået op overalt i den tomme lufthavnsbygning. Det er billeder af børn og kære, der er forsvundet, som man efterlyser. Umulige håb selvfølgelig; alle børnene og de kære er døde helt tilfældigt og meningsløst begravet i mudderet eller forsvundet i havet. Men billederne på denne udstilling fortæller deres eget virkelige drama om tusinder af liv, der er blevet revet i stykker, og om mennesker, hvis savn er uudslukkeligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her