Læsetid: 4 min.

Religion og etik på skoleskemaet

De religiøse minoriteter, vil i sagens natur begrænse kristendommens dominans på skolen pensum for at give mere plads til deres egne religioner
8. april 2006

Da det først er noget relativt sent i historisk tid, at skolen er blevet løsrevet fra kirken, møder man det med så meget desto større nervøsitet, når nogen i dag plæderer for tvungen religionsundervisning af vore børn. Man forestiller sig uvilkårligt en genindførelse af svundne tiders lærebøger, hvor man ikke nøjedes med at stille børnene en række fundamentale spørgsmål om liv og død, tid og evighed, godt og ondt, men også krævede, at de skulle kunne de givne svar på fingrene.

Således katekiserede man børnene, indtil de kunne lektien og endelig turde anses for voksne mennesker. Konfirmationen var ikke kun at forstå som dåbens bekræftelse, men også som betingelsen for, at de kunne tælle som ansvarlige og tilregnelige borgere.

I dag lever vi i et sekulariseret samfund, hvor man respekterer den enkeltes ret til at praktisere sin religion ? eller sådan ynder vi i det mindste at forstå det, for når det vedrører børnene, er det så som så med friheden, der ubetinget er deponeret i forældrenes bukselommer. Ifølge FN's konvention om civile og politiske rettigheder fra 1966 har vi nemlig forpligtet os til "at respektere forældres og i givet fald værgers frihed til at sikre omsorg for deres børns religionsundervisning og moralske opdragelse i overensstemmelse med deres egen overbevisning" (art. 18, stk. 4).

Man kan selvfølgelig dårligt mene, at staten skulle kunne nægte forældre ret til at opdrage deres børn i den tro, de selv har ? hvis de har nogen ? men man kan undre sig over, at denne respekt skal kodificeres og ratificeres.

Religion har vækket os

Tilsyneladende har man forestillet sig, at religion nødvendigvis var en privat sag, som per se ikke kunne influere på stat, politik og samfund ? en forestilling, som ironisk nok er et naturgroet barn af protestantismen.

Nu er man imidlertid vågnet op til erkendelsen af, at religion er mere og andet end spirituel lørdagshygge foran kaminen, hvorfor man igen vil til at regulere religionsundervisningen.

På den ene side har vi forskellige trossamfund med en række mere eller mindre officielle repræsentanter, der agiterer for øget fokus på deres religion i undervisningen.

Nogen vil have den evangelisk-lutherske kristendom til at stå som det væsentligste indhold i religionsundervisningen, dog ikke for at forkynde ? sådan som det siden 1975 har været forbudt ? men for at fremme børnenes forståelse for demokrati og danskhed, der hævdes at være pot og pande med kristendommen.

Andre, nemlig de religiøse minoriteter, vil i sagens natur begrænse kristendommens dominans på pensum for at give mere plads til deres egne religioner.

På den anden side står ateister og sekularister, der i kraft af en udtalt ? og med sideblik til de daglige bulletiner fra verdens brændpunkter såre forståelig ? skepsis over for al religion. Til nød kan de nok acceptere, at der undervises i religion, hvis undervisningen får et rent historisk og orienterende præg, så religiøsitet ikke præsenteres som den afgørende betingelse for overhovedet at tælle som et værdigt menneske.

Ikke forkyndende timer

Midt mellem disse positioner har andre placeret sig med et forslag om at ændre markant på undervisningen i det, der fortsat hedder kristendomskundskab, selv om den i det mindste siden min skoletid i 1970'erne har omhandlet alverdens mere eller mindre kulørte og eksotiske religioner. Således foreslog den radikale MF'er Naser Khader i fjor ? længe før Muhammed-krisen ? at faget i fremtiden skal hedde 'religion, etik og menneskerettigheder', hvor kristendommen ikke længere har prioritet frem for andre religioner.

Khader benægter naturligvis ikke, at kristendommen har haft langt større betydning i dansk historie end andre religioner, men han insisterer ædrueligt på, at demokratiet er "vokset frem i med- og modspil med kristendommen".

Med andre ord kan han ikke anerkende, at demokratiet skulle være et argument for kvantitativt mere undervisning i kristendom end i andre religioner, frem for alle jødedom og islam.

Khaders forslag forekommer at være en logisk konsekvens af, at undervisningen ikke længere er forkyndende.

Dertil kommer, at den etiske vinkel på religionerne kan bidrage til, at disse ikke blot aflires som oplysning om deres respektive trosforestillinger, men underkastes en kritisk overvejelse ? ikke for at helbrede børnene for det, nogen kalder "den religiøse virus", men for at appellere til deres egen refleksion. Ej heller bør undervisningen, som det i vid udstrækning har været tilfældet, være irrelevant for børn uden religiøs tro eller opdragelse. Dette kan netop sikres ved, at undervisningen balancerer mellem belæring om religionernes positive indhold (skrifter, traditioner, dogmer) og refleksion over samme (eksegese, hermeneutik, kritik).

"Faget bør være oplysende, sagligt og fordomsfrit", mener Khader, og det kan man vel dårligt være uenig med ham i, men hvis han også vil sikre sit forslag en reel chance for at blive til virkelighed, må han nok pille "menneskerettigheder" ud af fagets navn.

I hvert fald er det lige så sikkert som amen i Søren Krarups kirke, at religion og menneskerettigheder ikke er nogen fredsbevarende cocktail. Og dertil kommer, at menneskerettighederne let vil ende som givne svar på en katekismus som den, det netop ikke var hensigten at reintroducere i religionsundervisningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her