Læsetid: 2 min.

Med religion har det imidlertid intet at skaffe

11. januar 2006

Den senere tids debat om det danske kulturlivs elendighed og religionens tilbagevenden på den politiske scene synes at nå en foreløbig kulmination i Informations weekendudgave den 7.-8. januar, der næsten kvalificerer til et temanummer om disse emner.

Således annonceres allerede på forsiden både "den politiske religion og religiøse politik" og det samfundsmæssige krav om at "realisere sig selv".

Uden i øvrigt at mistænke bladets journalister for at overse sammenhængen mellem den moderne tilværelses ulidelige lethed og det stadig mere påtrængende og udbredte behov for at vide, hvad man skal gøre, tænke og mene, tror jeg dog, at den reelle forståelse af, hvad religion er, muligt udgør en vigtig manglende brik.

For os er religion jo nemlig protestantisme, der er en i grunden ret underlig afart af kristendommen, den mest atypiske af alle religioner. At den er beslægtet med jødedom og islam, som er de eneste andre religioner, vi kender, letter næppe denne forståelse.

Hertil kommer, at i det mindste lutheranismen rent politisk er essentielt højreorienteret - opium for folket. Men dette hænger sammen med, at det store trosspørgsmål for dens grundlægger og ikke mindst hans sponsorer var, at der årlig gik 300.000 gylden fra Tyskland til Rom i aflad - en meget alvorlig trussel imod betalingsbalancen.

For disse puritanske købmænd var kristendommens gyldne regel, at den sociale ulighed er Guds straf over de dovne og ufromme, hvorfor man skyndsomt udskiftede den katolske kirkes sociale sikkerhedsnet med fængsler og arbejdshuse. Hvilket næppe har ligget den reformator fjernt, der så villigt gav sin velsignelse til nedslagtningen af de oprørske bønder. Det kan således ikke undre nogen med et gran af historisk dannelse, at folkekirken altid har fungeret som fascismens overvintringssted og følgelig vejrer morgenluft i disse ulykkelige tider.

Hverken protestantisme eller kristendom er dog religioner i egentlig forstand. Religion bygger nemlig som al anden valid menneskelig erkendelse på erfaring, og det ofte misbrugte ord 'tro' udtrykker således tillid til et oplevet transcendent grundlag for tilværelsen, ikke dogmer og trossætninger.

De kristne tror nemlig ikke, at de kan have et forhold til det guddommelige, men at folk for 2.000 år siden havde det, og hvis du også tror det, sender vi dig en giroblanket. Hvis du derimod ikke tror det, og altså ikke abonnerer på de drømme, Paulus havde, men tror, du kan drømme dine egne, er du naturligvis fordømt til helvedes ild.

Det passer os i grunden godt, for det er jo også sådan, den politiske debat føres. Med religion har det imidlertid intet at skaffe.

Men naturligvis er det da altid nemmere at melde sig ind i en klub end at tænke selv, og takket være den irreligiøse kristendom er det svært for os at forstå, at verden kan have en anden grund end atomer og elektricitetsregninger. Denne verden er imidlertid intet andet end hjernespind, et kollektivt produkt af et organ med sin helt egen agenda, som vi spørger til, når vi spørger hinsides Robinson-ekspeditionen til katoden.

Det er godt nok lidt sværere end konfirmandforberedelsen, og så forklarer det heller ikke på helt så overbevisende måde, hvorfor de rige skal være rige, og de vantros børn - kristne eller islamiske - skal bombes. Men det kommer vi måske til at leve med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her