Læsetid: 4 min.

Religion er opium for folket

Siger Jyllands-Posten og Karl Marx som bekendt. Marx sagde dog noget mere...
3. marts 2006

Forfattere, journalister og intellektuelle med intelligensreservens, statsminister Anders Fogh Rasmussen og organ Jyllands-Posten i spidsen rykker i disse dage frem til kamp mod religiøs totalitarisme. Da kristendommen ifølge den britiske forfatter James Rutz breder sig som aldrig før i verdenshistorien - efter hans beregninger bekender hver eneste dag 175.000 flere mennesker sig til den kristne tro - kan en vis religionskritik nok være betimelig. Mærkværdigvis er det dog ikke kristendommen men islam, der kalder åndshøvdingene på sekulariseringens barrikader. Skønt det ikke er muslimer, der dagligt udsætter Viby J. og Paris for klyngebomber, mens muslimer i Irak i tre år har fået kristen næstekærlighed at føle under ledelse af den stærkt bekendende USA-præsident, som direkte har givet bibelske argumenter for sit og vores engagement. Det var sådan set heller ikke Muhammed, der i begyndelsen af 600-tallet påbegyndte anvendelsen af verdslig voldsmagt til udbredelse af Guds (på arabisk: Allahs) nådige tilgivelse af alle vore synder, det havde han lært af de kristne, som med kejserlig hjælp praktiserede frelse og frigørelse og omvendelse til den rette tro ved bl.a. slå folk ihjel allerede fra begyndelsen af 300-tallet.

Så om Gud kaldes Gud eller Allah eller Fornuften eller Ateismen eller Ytringsfriheden eller Behovet for et Nyt Køkken, er og bliver religiøsitet noget farligt stads. Lad derfor frie ord overgå til en af de første fortalere for moderne sekularitet: "Allah (på dansk: Gud) er retfærdig. Derfor kan han ikke tvinge mennesker til at gøre uret og så straffe dem, fordi de gjorde det. Eftersom menneskene får straf og løn, er det klart, at Allah har givet dem kraft og evne til at handle, som de selv vælger, og at han har gjort dem ansvarlige for deres gerninger." Denne fortaler for det moderne oplysningsprojektet hedder Wasil ibn Ata og levede som muslim fra 699 til 748. Citatet står til fri rådighed for alle intellektuelles statsminister, jyske organ og latinerkvarter i Paris.

Til religionskritikkens foretrukne slagord hører dog (endnu) ikke ibn Atas men Karl Marx', som udgør overskriften over disse forhåbentlig noget frie ord. Da der kan gå totalitarisme i selv statsministre og jysk intelligentsia, turde tiden også være inde til at føre slagordet tilbage til dets oprindelige sammenhæng: "Den religiøse elendighed er på én gang udtryk for og protest mod den virkelig elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium. ... Kritikken af religionen rummer altså i kim kritikken af den jammerdal, hvis helgenglorie religionen er."

Dum som de andre

Vel er det endnu ikke udtrykkeligt de udstødtes jammerdal, som på side 28-29 i dagens avis diskuteres med den tyske socialfilosof Axel Honneth: men han "ser tendenser til, at udstødningen kan blive farlig. Vi bliver nødt til at lære af det, der skete i Tyskland sidst i tyverne og trediverne. Der var en voksende fornemmelse af uretfærdighed i store dele af befolkningen. Disse uretfærdigheder blev oplevet som mangel på respekt. Og det lykkedes højrefløjen at formulere denne mangel på respekt politisk i racismens og anti-semitismens skemaer".

Umiddelbart før folketingsvalget i 2001, som gav Fogh og Pia magten, kunne Information citere førtidspensionerede Bend: "Pia kan da rydde op i lortet. Altså, jeg véd godt, at det ikke kan lade sig gøre at smide dem ud, det siger Pia jo heller ikke. Men så kan man i hvert fald lukke for dem. Min far og mor stemte socialdemokratisk, og det gjorde jeg også selv før. Der var jeg lige så dum som de andre." Selv føjede jeg til, at vi her i bladet utallige gange havde påvist, at truslen mod SR-regeringen og dens parlamentariske grundlag, SF og Enhedslisten, ikke alene er, at muslimerne har svært ved at blive integreret i Danmark, men at Danmark ikke længere integrerer danskerne. Fra regeringerne Nyrup kom til i 1993 og under otte års uafbrud højkonjunktur steg antallet af udstødte med 101.000: Forleden sagde Mehmet Necef her i bladet: "Jeg vil gerne understrege, at indvandreres største problem ikke er racisme og diskrimination. Der er mange andre faktorer, der er mere væsentlige. Først og fremmest, at vort arbejdsmarked ikke mere har brug for ufaglært arbejdskraft." Hvorfor vi nu ser henholdsvis anti-islamismens skemaer fra vestlig side side og anti-sekularitetens skemaer fra mellemøstlig side. Hvad med til en afveksling at øve den religionskritik, der gør noget ved materielle årsager til religiøs totalitarisme? På begge sider. Hvilket ikke betyder, at åndløse tilstande i kraft af materiel indsat kan fyldes med så meget åndsindhold, at religion - taknemmelighed ved den natur og menneskelige godhed, der ikke er vores kraftpræstation - overflødiggøres. Det vil stadig være nødvendigt at citere Wasil ibn Ata. Eller min kristne præst, som siger: "Meget kan man sige om Jesus, men kristen var han dog ikke."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu