Læsetid: 2 min.

Religionsfag til afstemning i Borgerrepræsentationen

Københavns skoleborgmester nægter at bøje sig i strid om religionsundervisning. Nu skal Borgerrepræsentationen stemme om, hvorvidt kommunen skal efterkomme krav fra Undervisningsministeriet
4. maj 2005

Undervisningsministeriet har endnu engang slået fast, at læseplanerne for kristendomsundervisningen på Ålholm Skole i Valby er ulovlige. Derfor har ministeriet nu rettet henvendelse til Københavns Borgerrepræsentation (BR) og bedt dem sikre, at skolen lever op til kravet om, at det tydeligt skal fremgå, at kristendom er fagets centrale kundskabsområde. Men uddannelses- og ungdomsborgmester, Per Bregengaard (Enh.), mener, at skolen er i sin ret til at prioritere andre religioner, og han nægter derfor at bøje sig for ministeriets krav.

Den holdning har nu fået Venstres medlem af BR og Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Pia Allerslev, til at kræve en afstemning i BR.

"Nu har sagen kørt i ring i fem år. Per Bregengaard har sig egen personlige agenda i sagen. Vi har som udvalg givet ham bemyndigelse, men jeg er altså nødt til at reagere voldsomt, når han behandler ministeriets klokkeklare konklusion så nonchalant," siger hun

Afstemningen er sat til den 12. maj, hvor de københavnske politikere altså skal beslutte, om de vil imødekomme ministeriets krav.

Per Bregengaard mener, at han har loven på sin side, og han afviser derfor, at bøje sig for ministeriets krav: "Loven åbner for læseplaner, der er udformet ud fra lokale forhold, og det er det, skolen har gjort. Vurderingen fra forvaltningens jurister lyder på, at vi holder os inden for loven," siger han.

Fra 25 til fire

Per Bregengaard peger på, at skolens nye læseplaner har medført, at kun fire elever er fritaget for undervisningen. Før var det 25. Han forventer, at afstemningen vil skaffe ham et flertal sammen med Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. På den baggrund må ministeriet gå til statsamtet, hvis de vil føre sagen videre, mener Per Bregengaard.

Pia Allerslev har derimod svært ved at forestille sig, at et flertal i BR vil gå imod henstillingen fra ministeriet.

"Jeg har stor tiltro til mine kollegaer, og jeg håber, at de kan se det horrible i, at vi ikke lytter til den øverste myndighed. Ellers har ministeriet gjort det klart, at man må se på dagbøder til de ansvarlige politikere. Men for skolen og for vores skyld, håber jeg, vi får sagen bragt i orden inden vi når dertil," siger hun.

Men noget kan dog tyde på, at striden ikke falder ud til hverken Venstres eller ministeriets fordel. De radikale har i deres folketingsgruppe netop vedtaget at ændre politik. Fremover vil partiet kæmpe for, at faget ændrer navn fra kristendomskundskab til religion, og at man samtidig afskaffer muligheden for fritagelse. Medlem af BR, Klaus Bondam (R), overvejer da også at stille sig på Bregengaards side.

"Hvis skolens ledelse og bestyrelse vurderer, at det er faglig forsvarligt, og samtidig kan se, at flere elever deltager i undervisningen, så er jeg tryg ved det. Det nytter ikke at sætte alting i kasser, og det er synd, hvis det går ud over eleverne. Jeg kan ikke forstå, at Undervisningsministeriet ikke er mere interesserede i en vellykket integration," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her