En ung kvinde sidder med en stor opslået bog i den venstre hånd. Hun læner sig frem over en vugge, hvor der ligger et spædbarn og sover. I øverste venstre hjørne ser man nogle brysk udseende fede små engle, og i baggrunden står en lidt utydelig mand og hugger med en økse i et stykke træ. Billedet hedder Den hellige familie med englene. Manden er tømreren Josef. Kvinden er Maria, der, mens hun læser i Det gamle Testamente, kigger til sin sovende søn og i ham genkender verdens frelser.
Moderens ømhed, omsorg og bekymring for barnet afspejles i hendes lysende smukke og levende ansigt. At faderen er i baggrunden, antyder hans svage rolle i familiens og sønnens fremtid. Og de vredladne engle vidner om, at det ikke er ubetinget lykke, der venter det lille barn. Rembrandt malede billedet, som er et af den store udstilling i Berlins mest bevægende, i 1645. Da var han 39 år. Tre år forinden havde han mistet sin elskede kone Saskia, som havde født ham fire børn, hvoraf de tre døde kort tid efter fødslen. Selv døde hun ni måneder efter sønnen Titus' fødsel. Titus nåede at blive voksen, men heller ikke meget mere.
Billedet er sindbilledet på den familielykke, som Rembrandt higede efter hele sit liv, men aldrig for alvor opnåede. Kort tid efter Saskias død kom ammen Geertje Dircx i huset.
Rembrandt lagde sig ud med hende, hun anklagede ham for brudt ægteskabsløfte, og i 1647 kom Hendrickje Stoffels i huset. Først som husholderske og siden som Rembrandts elskerinde, der fødte ham hans tredje datter, der ligesom de to med Saskia blev kaldt Cornelia efter hans mor.
Hendrickje er brugt som model til flere billeder og fremstår som både smuk, lidenskabelig og lidt vovet. Rembrandt kunne på grund af forskellige arveregler i forhold til Titus ikke gifte sig med hende, så hun blev efter datterens fødsel anklaget for hor, men de levede ret lykkeligt til hendes tidlige død i 1663. Titus døde i 1668, og året efter fulgte Rembrandt sin søn. Kun den lille Cornelia overlevede dem allesammen. Hun giftede sig i øvrigt med en maler og fik en søn, som hun gav navnet Rembrandt.
Historien frem for alt
Rembrandt malede hele livet. Fra han var en helt ung mand i begyndelsen af 1620'erne, til han var en gammel mand i 1660'erne. Hans virtuositet er uomtvistelig. Men hvad der slår én som fremragende, når man oplever den store samlede udstilling, er ikke Rembrandts evne til at skabe tredimensionalitet eller dybde på et stykke lærred.
En evne, som bliver særlig tydelig, når man betragter den kopi, som elever i hans værksted udførte efter mesterens original. Disse kopier er flere steder hængt op ved siden af originalen. Som tilfældet for eksempel er med billedet Samson truer sin svigerfar fra 1635. Det er ikke hans nærmest overnaturlige brug af lys, som får billederne til at leve. Og det er heller ikke hans fabelagtige evne til at propotionere og komponere elementerne i et motiv. Fremragende ved Rembrandts kunst er hans evne til i hvert enkelt billede at fortælle en historie.
Rembrandts tid betegnes som den radikale oplysnings tid. Malerens berømte indirekte lys, det såkaldte claire obscure, er stærkt forbundet med denne oplysning. Det var en tid, der emmede af genier, der har ændret vores historie. Italieneren Galilei fremsatte i 1628 sine teorier om jorden som det bevægelige element i forhold til solen. Englænderen Hobbes afviste, at kirken skulle blande sig i statens anliggender. Franskmanden Descartes satte forsigtige spørgsmålstegn ved katolicismens dogmatik, og den hollandske jøde Spinoza frakendte jødedommen dens status som åbenbaring.
Descartes og Spinoza levede begge i Amsterdam, da Holland var et åndeligt og religiøst fristed i Europa i 1600-tallet. Landet gik nogenlunde fri af Trediveårskrigen, som hærgede især Tyskland og det centrale Europa, og også jøderne havde her væsentligt friere forhold end andre steder.
Forholdsvis frisindethed
Dette forholdsvise frisind er tydeligt i Rembrandts billeder. Der er maleriet af præsten Johannes Wtenbogaert, som har et lettere forlorent udtryk i ansigtet, og hvis hånd hviler midt på brystet og ikke på hjertet. Der er de fire bibelske motiver malet med fire års mellemrum: Susanna og de to gamle fra 1647, Noli me tangere - Kristus viser sig for Maria Magdalene fra 1651, Potifars hustru bagvasker Josef fra 1655 og Moses smadrer lovtavlerne fra 1659.
Alle billederne er mystiske, skrækindjagende og storladne. Rembrandt fortæller sine egne historier. Om den kæmpestore af vrede formørkede Moses. Om Susanna, der kigger billedets beskuer lige i øjnene for at se, om han også lurer på hende. Om den genopstandne Kristus, der med en lidt feminin håndbevægelse verfer Maria Magdalene væk. Og om Potifars lystne hustru, der sidder afvist på sin seng og bagtaler Josef.
Udstillingen er også de selvironiske selvportrætter af kunstneren som ungt, ældre og gammelt menneske. Den er de kærlige portrætter af den pudsigt udseende søn Titus som barn og ung. Og man kan gå lige op ad trappen og ind i Kobberstiksamlingen, hvor der vises en udstilling med Rembrandts tegninger og en med hans raderinger.
*Rembrandt. Genie auf der Suche, Gemäldegalerie
Rembrandt. Der Zeichner, Kupferstichkabinett
Rembrandt. Ein Virtuose der Druckgraphik, Kupferstichkabinett.
Alle udstillinger befinder sig fra 4. august til 5. november på Kulturforum Potsdamer Platz
www.smb.spk-berlin.de
Åbningstider tir-søn kl. 10-18, tor kl. 10-22
