Læsetid: 6 min.

Rend os i institutionerne

Ud fra 68-generationens kriterier for rigtig politik, så er min generation for lidt engageret. Men ud fra nutidens og fremtidens muligheder og opgaver, tror jeg ikke, 68-generationen overhovedet forstår, hvad der er ved at ske i vores generation
22. juni 2005

Min generation er af Morten Albæk blevet udråbt til 'generation fucked up'. Men det slår mig i endnu højere grad, at vi allerede har en "fucked off-generation" - 68'erne og deres medløbere.

Hvis jeg tillader mig at være indigneret, kunne jeg nævne, at mange fra vores generation er nyuddannede og har svært ved at få et arbejde.

Ofte har man hørt medlemmer fra 68-generationen sige direkte til os, uden samvittighedskvaler: "I er altså nødt til at vente seks-syv år, så vil der være plads til jer, masser af arbejde osv.".

Samtidig virker det for unge ofte som meningsløst at skulle slide sig op igennem de rigide og hierarkiske institutioner, som 68'erne har skabt. Overskuddet eller merværdien tager 68-generationen under alle omstændigheder.

Sommetider kan man komme til at tro, at 68'erne bevidst sætter forhindringer i vejen for os. I aviserne kunne man for et års tid siden læse, hvordan den ene professor efter den anden skældte ud over, at deres studerende var så dårlige, at de ikke burde have haft deres kandidatgrad. Tak til dem, det hjælper meget, når vi skal søge job. Det er på tide, at 68'erne og deres medløbere forsoner sig med de generationer, som kommer efter dem.

68'erne har skabt stor velstand i samfundet, men vi skal videre og bygge ovenpå. Den oprindeligt nødvendige institutionalisering, hvor igennem 68'erne har befæstet deres magtposition, er blevet til en overinstitutionalisering, som truer med at tage fremdriften af samfundet - og både økonomisk, socialt og psykologisk begrænse det enkelte individ.

På trods af, at 68'erne gjorde op med datidens traditioner, har de ikke formået at begrænse deres egne institutionaliseringer. Hvis det danske samfund skal forøge mulighederne for det enkelte individ yderligere, genfinde den politiske bevidsthed og skabe en netværksbaseret innovationskultur, må det vokse fra den overinstitutionalisme, som 68'erne har foranstaltet.

Når jeg taler om 68-generationen, taler jeg egentlig ikke blot om en generation, men om et system, som har mange medlemmer fra andre generationer. Dette system har blot stadfæstet sig selv i 1968.

Et forældet 1968-system

Jeg ønsker ikke at hænge enkelte grupper af samfundet ud, men kritisere et system, der ikke kan integrere ny-danskere, der gør, at unge mennesker går arbejdsløse, og som medfører, at mange mennesker mister deres selvrespekt på grund af institutionaliseringen.

Få tænker på miljøet, fordi man tænker, at det er blevet institutionernes ansvar. Vi har overladt næsten alt ansvar i det offentlige rum til institutionerne. 68-systemets institutioner har tilmed en tendens til at være lukkede, hvilket gør, at de mangler den fornødne åbenhed mod verden, mod andre.

Når man siger til mig, at jeg ikke deltager tilstrækkeligt i de traditionelle politiske institutioner, så er det fordi, at det for det første er svært at komme til og få lov at sige noget, da der er så overfyldt i forvejen af medlemmer fra 68-systemet. Samtidig vil institutionerne i sig selv være med til at begrænse en indflydelse eller holdning, som ikke viderefører 68-systemet.

Man har i stort omfang institutionaliseret politik, og her kan det være svært overhovedet at komme til at sige noget, som ikke underbygger 68-systemets institutioner. Et parallelt eksempel er overinstitutionaliseringen af EU, som gør, at de demokratiske synspunkter kun kan udtrykkes ved et nej, skønt man ønsker et mere forenet EU.

Dernæst er det vigtigt, at unge mennesker skaber deres egen måde at tænke politik på. Det er problematisk, hvis andre ældre generationer skal fortælle de yngre, hvad der er rigtig politik. Man skal vel ikke udelukkende tænke politik som i 1968? Det er indlysende, at ud fra 68-systemets kriterier for rigtig politik, så er min generation for lidt engageret.

Men ud fra nutidens og fremtidens muligheder og opgaver, så tror jeg ikke 68-systemet overhovedet forstår, hvad der er ved at ske i vores generation. Man siger til mig: At min generation ikke har nogen planer for fremtidens samfund! Men et af de håb, jeg har, er, at der ikke dannes institutioner, som fortæller mennesker, hvad den rigtige politik er, og hvordan samfundet nødvendigvis skal organiseres.

Institutioner forhindrer

Et af et samfunds største opgaver er, at løse det evige problem med de fattige, fremmede og de som er blevet marginaliseret. Men i dag er der en tendens til, at mange mennesker netop er blevet fattige, fremmede og marginaliserede, fordi det nuværende institutionelle samfund har fastholdt dem i deres (menneskelige) fattigdom, fremmedhed og dårlige erhvervsposition. De er ganske vist ikke blevet nægtet overførselsindkomster, men mulighederne som sådan er blevet mere og mere begrænsede. Mennesker ønsker sig ikke blot en kortsigtet økonomisk hjælp, men ligeværdige fremtidige sociale muligheder.

At være marginaliseret eller fremmed betyder samtidig ofte ikke at kunne indordne sig i og under det institutionelle samfund. Men at være anderledes eller fremmed kan være en positiv og kreativ position, som samfundet også har brug for.

Skulle jeg nævne en opgave for arbejderpartierne, så ville det være at tage hånd om udbytningen af vidensarbejderne: I dag er det de statslige institutioner, som udbytter vidensarbejderen. For det første er det i disse institutioner, hvor man giver den dårligste løn, for det ofte mest betydningsfulde og hårde arbejde.

Tanken om en 37-timers uge er for længst glemt her. Ganske vist giver statens institutioner måske en bedre pensionsordning - men det giver næsten sig selv, for pensionsordninger er vel indbegrebet af institutionalisering? For det andet arbejdes der ofte gratis, og institutionerne benytter sig i rigt omfang af praktikanter, studenterjobordninger og aktivering. Vidensarbejderne bliver låst fast i hierarkier, som det er næsten umuligt at avancere i.

Både horisontalt og vertikalt har 68-systemets institutionelle samfund en tendens til at låse sine individer fast. Man kan ofte hverken rykke op eller ned i hierarkiet, hvis man har lyst. Ej heller kan man særlig nemt krydse de forskellige institutioners faggrænser. Hvorfor holder man så manisk fast i de forskellige faggrænser, på næsten alle områder? Det er vel i mange tilfælde en unødvendig monopolisering af viden, af muligheder?

Den nye franske regeringsleder Dominique de Villepin har over for den franske nationalforsamling talt om, at han for at afhjælpe den franske arbejdsløshed vil efterligne den danske arbejdsmarkedsmodel.

Nutidig politisk værktøj

Den bygger ifølge ham på en model af fleksibilitet og tryghed. Men han taler nærmere om et ideal, som det danske samfund bevæger sig hen imod, men som vi i dag langt fra er ankommet til. Inden da må den overdrevne institutionalisme afløses af en mere netværksbaseret samfundsstruktur, hvor institutionerne kun garanterer en grundlæggende tryghed for, at man altid er med i samfundsspillet og at den samfundsmæssige legeplads dannes efter fair play-regler. Institutionerne bør kun udgøre mulige positioner på legepladsen.

De unges politiske bevidsthed udarter sig ikke så meget i lukkede vertikale og horisontale institutionelle hierarkier. At dette gælder for mange fra vores generation er Morten Albæk og Rasmus Hyllebergs bog Generation fucked up det bedste bevis for.

Indirekte har de antydet min generations politiske værktøj, men også naturen af vor politiske bevidsthed: netværket, internettet og ideernes legeplads.

Min generation er på vej til at bevæge os ind på ideernes legeplads. Denne legeplads skal tænkes som uendelig, hvor alle menneskers tanker gennem alle tider befinder sig i et stort netværk. Ideernes legeplads ligner til forveksling det internet, som vi har skabt gennem vore computere. Uophørligt kommunikerer vi ideer til hinanden på tværs af afstande og tidsforskelle. Ideernes legeplads er langt mere omfangsrigt end internettet, endsige institutionerne. Den indbefatter alle menneskets tanker gennem alle tider, hvis de er overleveret.

Internettet er naturligvis godt på vej til at kunne indeholde alle menneskets tanker. Siden Sokrates, måske siden menneskehedens fødsel, har mennesket kunnet få adgang til ideernes legeplads, og det har givet os alle vore muligheder. I dag er computeren en vældig hjælp, når vi skal koble os til ideernes legeplads.

Jo mere adgang vi kan få til ideernes legeplads, jo flere muligheder får vi kendskab til, og jo flere muligheder kan vi realisere. Ideernes legeplads skal findes i det mellemmenneskelige og ikke i det enkelte menneske.

Ganske vist er det ofte et enkelt menneske, der udløser muligheder fra ideernes legeplads, men han eller hun ejer ikke ideen alene, for enhver idé er vokset ud af det mellemmenneskelige legeplads af tanker, som vi mennesker har skabt i vores kommunikative fællesskab. Ideernes legeplads vokser konstant i vidde, bestandigt tilføjes legepladsen nye konstellationer, som kommer af, at nye mennesker udgør nye positioner. Det er selve dette netværk af ideer, som skaber innovation, og som er essensen af det post-institutionelle samfund, som er på vej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu