Læsetid: 4 min.

Rend mig i selvrealiseringen

Opgør med den selvcentrerede holisme
3. maj 2006

Hvad gør en kultur, som ikke længere har nogen fælles værdier eller etisk minimalkonsensus? Meget tyder på, at den navnlig foretrækker at erstatte det manglende med en markant dyrkelse af selvet, understøttet af en mere eller mindre religiøs ideologi, som formidler en banal holisme og en overfladisk spiritualitet. Det kan man bl.a. iagttage ved at tage den omfattende selvrealiseringskultur i nærmere øjesyn. En kultur, som ikke mindst erhvervslivets kursusarrangører lever højt på, og som mange ledere uddanner sig selv og deres medarbejdere i, både i det private og det offentlige.

Der har længe været behov for at tage dette fænomen under kritisk behandling. Nu er der omsider kommet et tiltag i den retning med bogen Selvrealisering, kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur. Her beskrives i 11 kapitler denne nye 'universalværdi', som selvrealiseringen bl.a. benævnes.

Det er navnlig yngre forskere, fortrinsvis psykologer, men også filosoffer, antropologer og en enkelt teolog, der har skrevet kapitlerne.

Skal man spå om fremtiden for selvrealiseringskulturen ud fra aldersfordelingen hos bogens forfattere, går den ikke nogen let fremtid i møde. Modsat hvad mange sikkert vil tro, kommer modstanden mod selvrealiseringsideologien nemlig ikke fra den ældre generation, som ellers kunne føle sit værdisæt krænket ved den grassatgående individualisme, men fra den yngre generations opgør med den totale mangel på etik og anstændigt menneskesyn hos kursusguruer og deres disciple blandt ledere, ansatte og politikere.

Overgreb

Det værdimæssige tomrum, som selvrealiseringsteorierne ofte befinder sig i, rummer ifølge bogens forfattere kimen til et uhyggeligt menneskesyn, som i sin yderste konsekvens har lighedspunkter med psykopatens. Ja, det er ligefrem den indledende bemærkning i en af artiklerne, hvor psykologen Nina Sæther lidt bastant hævder, at "idealet om det selvrealiserende menneske viser sig at minde påfaldende meget om den såkaldte psykopats faktiske adfærd".

Det lyder hidsigt og næsten for skarpt sat op, men i dette og flere andre kapitler dokumenteres det ikke desto mindre ganske tydeligt, hvorledes selvets hæmningsløse udfoldelse ofte sker i en total mangel på etik. Som når gymnasielærer og selvhjælpsbogsforfatter Søren Thorsøe fortæller om sin egen oplevelse med at have et sexuelt forhold til en af sine elever på en skolerejse. Da forholdet efter rejsen måtte "afkortes", da de kom tilbage til hverdagen, som Thorsøe gudhjælpemig beskriver som "vante omgivelser - hendes skolegang og min kone" (!), påvirkede det ganske vist eleven "mere end egentlig planlagt", men ellers var det efter Thorsøes opfattelse "en god model: To mennesker i hver deres krise hjælper hinanden med at tage det lille skridt, der kan bringe dem videre".

Således kan man rationalisere og forskønne en groft uetisk adfærd. Metoden er ikke ukendt i historien.

Mig selv

Et andet markant træk ved moderne selvrealiseringsteorier er den religiøse dimension. Filosoffen Cecilie Eriksen bidrager til forståelsen heraf i et kapitel, hvor hun kritiserer, hvad hun kalder for "spirituel essentialisme".

Hun definerer det som en tankerække, der tager udgangspunkt i ideen om selvet som en medfødt indre kerne, eksisterende forud for al menneskelig og kulturel kontakt. Denne ægte natur rummer karaktertræk som medfølelse, glæde, ro, kreativitet og mening. Alle disse gode egenskaber udsættes imidlertid for et angreb i mødet med omverdenen, og det gælder derfor om at finde ind til den 'sande natur', som oprindeligt var til stede i de gode gamle dage, som det ifølge essentialismen er muligt at finde tilbage til.

Synes man, det klinger lidt hen ad New Age, er det ikke forkert, og som flere af artiklerne i bogen er inde på, er grænsen mellem ideologien bag selvrealiseringskurserne og New Age- religiøsitet til tider hårfin, om den overhovedet eksisterer. Blot er den religiøse tendens ikke så meget rettet mod noget uden for mennesket, men mod noget dennesidigt, for eksempel menneskets indre, mig selv som Gud. Eller det kan være pengene som Gud, for som det påpeges i antropologen Karen Salomons glimrende artikel var det i mange kulturelle sammenhænge tidligere sådan, at selvrealisering indebar en moralsk søgen efter at kende sig selv, knyttet til etiske, teologiske eller politiske anliggender.

Formålet i dag synes mere at være knyttet til økonomisk værditilvækst, så man kan tilpasse sig markedets krav.

Tiltrængt opgør

Bogens kapitler hænger fint sammen, om end der sker nogle overlapninger ind i mellem. En lidt strammere redaktion havde ikke været af vejen på det her punkt. Også en noget skarpere skelnen mellem selvrealisering og selvudvikling havde været velgørende, idet ikke alle selvudviklingstanker rummer antagelsen af, at den ubegrænsede selvudfoldelse er i orden. Dette forhold kommer som antydet frem i en del af artiklerne, men der er en vis ensidighed i bogens behandling af problemet. Det fratager dog ikke bogen dens klare berettigelse som et længe tiltrængt opgør med en selvrealiseringskultur, som rummer et ubehageligt og naivt menneskesyn, underbygget af lige så naive fortolkninger, for ikke at sige fordrejninger, af de overvejelser, der i historiens løb er blevet gjort for at svare på spørgsmålet om, hvad et menneske er.

"Kend dig selv," stod der på Apollon-templet i Delfi.

Det var noget lidt andet de tænkte på dengang.

Svend Brinkmann & Cecilie Eriksen (red): Selvrealisering. Kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur.282 s. 285 kr. Forlaget Klim. ISBN 87-7955-428

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu