Læsetid: 5 min.

Rend ham i traditionerne

Det lignede små oprør mod den abdicerende Lance Armstrong, da mange traditioner på Tour de France' sidste dag blev brudt
25. juli 2005

Det er jo ikke forbudt at køre cykelløb på sidste dag af Tour de France inden feltet rammer Champs Elysées, men traditionen foreskriver, at der bliver pjattet og pjanket i slowmotion på vejen ind til Paris, og først der skal der køres væddeløb. Eneste afbrydelse i pjanket er sprinterne, der får lov til at slås om de sidste point i konkurrencen om den grønne pointtrøje i spurten midtvejs, men når det er overstået plejer der at komme ro over feltet igen.

Men Plejer var død i går. Aleksander Vinokourov - hvem ellers - brugte den indlagte spurt, hvor der også gives bonussekunder, til at forsøge at indhente de to sekunder, der skilte ham fra Levi Leipheimer på femtepladsen i den samlede stilling. At han vandt spurten med amerikaneren halsende sit baghjul, så de to står nøjagtigt lige efter tre ugers kørsel, vil hurtigt blive glemt, mens det eklatante brud på traditionen vil blive husket. Også at Lance Armstrong blev stiktosset over, at andre ryttere brugte Vinokourovs traditionsbrud som anledning til at begynde at køre stækt og etablere udbrud.

Den nu syvfoldige vinder måtte med sit hold på arbejde for at fange de formastelige ind, og det gjorde ham ikke mindre rasende, at de styrtede på den regnglatte vej lige foran ham, så han selv var lige ved at ryge i asfalten. Et lille, hurtigt kvalt oprør i sidste time mod syv års herredømme, kunne man tolke situationen som. En lidt for tidlig markering af, at nu går amerikaneren heldigvis på pension, og et nyt og endnu ukendt hierarki skal etableres til næste år. Ikke blot skal der kåres en ny vinder, men der skal også findes den figur og det hold, der kan bemægtige sig kontrollen over løbet og bestemme hvor og hvornår og hvordan, der skal køres. Således som Lance Armstrong og hans hold, US Postal og nu Discovery Channel, har været feltets herrer i stort og småt i syv år. Det kan blive rent anarki til næste år, inden en ny magt udkrystalliserer sig - og det kan blive rigtigt sjovt.

Pedalclipsdrama

På Tourens allerførste dag gik et gys gennem mig og dem, jeg så enkeltstarten med, da Lance Armstrongs ene cykelsko smuttede ud af pedalclipsen, lige da han var kørt ned ad startrampen. At han senere overhalede Jan Ullrich, overskyggede ikke helt billedet af denne fod, der et øjeblik spjættede ud i luften uden kontakt til pedalen: Manden var fejlbarlig! Han er kørt henover en græsmark for at undgå et styrt, og han har fået en tilskuers plasticpose viklet om sit styr, så han væltede, men uheldene var han ikke selv skyld i, og de kom ikke til at koste ham noget. Smutteren med pedalen kom heller ikke til at koste, og det skulle senere vise sig at den ikke var en blottelse af sårbarhed, men bare en banal fejl - den eneste Armstrong skulle komme til at lave i tre uger. Den eneste fejl, han har lavet i syv år! Den eneste lillebitte krise, han har været i, fremprovokerede Pantani for fem år siden, men den kostede ham intet, og en spinkel spænding om udfaldet var der kun i 2003, indtil Ullrich skvattede på den afgørende sidste enkeltstart.

At vinde Tour de France syv år i træk er vel en af de største præstationer af et enkelt menneske i idrætshistorien. Den største. Sådan noget kan jo ikke rigtigt måles.

Men heldigvis er det nu overstået, så man kan se frem til nogle anarkistiske år, hvor de fejlbarlige kan slås om at vinde og måske endda skiftes til det. Således som Bjarne Riis, Jan Ullrich og Marco Pantani skubbede sig ind med sejre mellem de mangeårige herskere Indurain og Armstrong.

Ny spænding

Det har været et flot og afvekslende Tour de France på trods af Armstrongs dominans, og man kan jo ikke bebrejde ham, at han forudsigeligt vandt igen. Men spænding om sejren har i syv år indskrænket til spidsfindige gisninger om mulige svaghedstegn, som hurtigt er blevet afkræftede. Som de dramatiske tydninger af den omstændighed, at hele Armstrongs faldt fra på løbets første bjerg i Vogeserne. Der har været meget andet at glæde sig over i de seneste tre uger - og foregående seks år - men spændingen om, hvem der vinder, er ikke jo uvæsentlig i en konkurrence, og den har Armstrong frataget os. På storslået vis.

Arvtagerne har mere menneskeligt format. Ivan Basso har vist sig Armstrongs jævnbyrdige på alle bjergetaper på nær den første, men Bjarne Riis' italiener er ikke sikker og hurtig, når der skal køres nedad, og han er stadig sårbar på enkeltstarter, selv om han har forbedret sig meget der.

Jan Ullrich gik glip af glæden ved at slå Armstrong, men kan vel trøste sig med, at hans sejrsmuligheder er vokset med den evige rivals afsked. Godt nok blev han i år slået af Basso, men det var først i løbets sidste uge, hvor han var meget stærk, at han var kommet sig over følgerne af de to styrt, der ramte ham, og blive nummer tre i Tour de France med et par bøjede ribben, er ikke så ringe.

Tak, mor

Blandt de helt unge er Armstrongs hjælper Jaroslav Popovich en åbenlys arvtager. Allerede som junior og ungdomsrytter var der mange der så en ny Eddy Merckx i ham, og Armstrong og ledelsen af Discovery Channel-holdet har ikke blot hyret ham som stærk hjælperytter, men på sigt som investering i en fremtidig Tour-vinder.

Den lige så unge spanier Alejandro Valverde viste allerede på første Alpe-etape til Courchevel, hvor han spurtbesejrede Armstrong, at han ikke blot var kommet til Frankrig for første gang for at lære, men for at sætte sit præg på løbet. Han måtte udgå og dermed udsætte den fulde læretid til næste år, men af alle kandidater er han den mest komplette rytter. Hurtig som en sprinter, god til at køre både opad og nedad, mere end habil temporytter.

Og så vil Aleksander Vinokourov være et fremtidigt vinderemne, på trods af, at han spolerede alle muligheder for sig selv ved at gå helt ned på etapen til Courchevel. Men på et nyt hold og frigjort fra forpligtelserne over for Jan Ullrich på T-Mobile vil vi se en helt anden side af ham.

Og så gjorde Vinokourov sig til sidste etapes hovedperson, da han i afslutningen brød endnu en tradition. At gadeløbet på Champs Elysèes afsluttes i en massespurt. Med tre kilometer igen kom han sprinterne i forkøbet sammen med Brad McGee, hvis trækkraft han udnyttede, indtil han på de sidste meter trådte forbi australieren. Og inden Lance Armstrong kvitterede for hyldesten med en tale. Smukt - men uhørt at gøre Tour de France til en Oscarfest.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu